21. september 2020 arkiv

Bob Dylan Radio er tilbage…

21. september 2020

Hvad stiller man op, når ens never ending turné er stoppet af en pandemi? Og når ens seneste plade sælger godt? Jo, når man er Bob Dylan, så laver man noget, man har lavet før. Nemlig Radio. På mandag genopstår Dylan Theme Time Radio Hour på SiriusXM. Og emnet er “whisky” – sikkert inspireret af his Bobness’ eget mærke Heaven’s Door, der efter sigende skulle smage ganske udmærket.

De gamle udsendelser er tilgængelig på nettet – bl.a. her.

Dødsfald: Anita Lindblom – 82

21. september 2020

Den svenske sanger- og skuespillerinde Anita Lindblom er død efter kort tids sygdom, 82 år gammel. Hun tilhører min tidligste poperindringer, debuterede det år, hvor jeg fyldte 3 og fik et kæmpehit i 1961 med “Sånt är livet” (en coverversion af Roy Hamiltons “You can have her”). Og så var hun en af de skandinaviske sangerinder – sammen med Gitte Hænning, Dorthe Kollo, Wenke Myhre, Sylvia Vrethammer m.fl. – der slog igennem i Tyskland.