oktober 2020 arkiv

Da Tom Tom Club gav Talking Heads baghjul…

31. oktober 2020

Det begyndte med, at David Byrne ville lavet et soloalbum. Jerry Harrison fulgte med og ville også lave en. Så opfordrede bagmændene bag Talking Heads Chris Frantz og Tina Weimouth til også at lave noget ved siden af Talking Heads. Og så gik de i studiet og legede sig frem til projektet Tom Tom Club (navngivet efter den bolig, de havde ved studiet).

Og selv om Tom Tom Club ikke – i første omgang – fik nogen repræsentation i hjemlandet, så blev projektet en større kommerciel succes end Talking Heads. Tusindvis af maxisingler med debutsinglen blev importeret til USA, inden Tom Tom Club omsider fik en pladekontrakt. Og deres debutalbum overgik salgsmæssigt, hvad Talking Heads havde bedrevet. Og ikke nok med det. Da Tom Tom Clum skulle optræde første gang derhjemme, krævede arrangøren, at Talking Heads skulle være opvarmning for Tom Tom Club. Og sådan blev det.

Jeg er ved at være færdig med Frantz bog om Talking Heads og fru Weimouth. Billedet af David Byrne er ikke flatterende. Selv om Frantz hele vejen forsøger at forholde sig loyalt og respektfuldt til Byrne. Man fornemmer, at Byrne har problemer med sine sociale relationer. Siden har det jo også vist sig, at den talentfulde musiker faktisk har den autistiske diagnose Asperger’s Syndrom. Det forklarer nok til dels nogle af hans aparte handlinger i årene med Talking Heads, men fratager ham selvfølgelig ikke for sine værdifulde bidrag til gruppens musik.

 

Åh nej, James Bond er død…

31. oktober 2020

Eller rettere: Sean Connery er død, 90 år gammel. Men – han har været og er stadigvæk for mig indkarnationen af agent 007, James Bond. Ikke, at jeg ikke sætter pris på alle de andre, inklusive den seneste inkarnation, Daniel Craig. Men det var skotten Sean Connery, der for alvor gestaltede den filmiske udgave af det litterære forlæg. Og så ser vi bort fra den lange række af andre film, hvor Sean Connery medvirkede og altid satte sit særlige aftryk. Suk.

Hold min grav ren – Lou Reed

30. oktober 2020

Hvad kan være bedre at starte en coronaoverkyggende weekend om med end Lou Reeds elleve minutter lange “See that my grave is kept cleen” – fra Wim Wenders’ bidrag – Soul of a man – til Martin Scorseses dokumentarserie The Blues – a musical journey?!

Grace Slick – 81

30. oktober 2020

Grace Slick anno 1972

Slick nu om stunder.

Også store rockdamer bliver ældre. Grace Slick er nået de 81, men er ikke gået helt i stå. Har gang i mange kunstneriske projekter og er aktiv på de sociale medier. Der går næppe en dag uden at hun har et indlæg på Facebook. Sidst Slick var musikalsk aktiv var omkring 1990, hvor hun var med i gendannelsen af Jefferson Starship, den moderniserede, kommercialiserede udgave af Airplane. Siden har hun været pensionist.

Bob Young med en opsang til Amerika og med Neil på mundharmonika

29. oktober 2020

Neil Youngs storebroder har stillet golfkøllen på plads og fundet guitaren frem og har skrevet en sang, forandlediget af den spegede politiske situation i USA lige nu. En kærlig  (op)sang til Amerika med lillebroder Neil som bandmedlem på mundharmonika.

Filmoplevelsen: Stalingrad

28. oktober 2020

Min historiske interesse er kun vokset med alderen. Det gælder både palæontologi, arkæologi, geologi og menneskehedens historie fra de tidligste tider til vor tid. Og i vor tid har jeg siden min barndom haft en særlig interesse for 2. Verdenskrig. Dels var den – og ikke mindst besættelsen af Danmark – pensum i folkeskolens historietimer og dels var min far meget optaget af hele krigsforløbet fra Hitlers magtovertagelse til hans kapitulation.

Og jeg har (alt for) længe haft en stor bog af Anthony Beevor om “Stalingrad” stående på reolen uden at kunne komme rigtig i gang med den. Selv om det er et af de mest dramatiske og tragiske slag i krigen. Så derfor fandt jeg det let at se den tyske film Stalingrad fra 1993 ( af Joseph Vilsmaier). Og tænkte, at netop den tyske vinkel på tragedien måske ville gøre, at den kom uden om Hollywoods tendens til at dyrke krigen, glorificere heltene og gerne de allierede.

Og det skulle vise sig ikke at være helt forkert. For filmen er – synes jeg – en ganske nøgtern fortælling om deling tyske soldaters rejse fra et solbeskinnet Italien med vin og smukke italienske kvinder, hvor de hviler ud efter strabasserne i Nordafrika, til slaget om Stalingrad, hvor omkring 1 million mennesker mister livet.

Slaget viser sig fra første færd at være en alt andet end nem opgave. Efter at have rejst hen over tusindvis af kilometer russisk landskab med en nyudnævnt løjtnant når de frem til området omkring Stalingrad og man fornemmer fra starten af, at de er problemer med de tyske forsyninger og med efterretningerne om krigens gang. Og det viser sig da også hurtigt, at det kun bliver værre og værre for de tyske soldater. Det bliver en grusom historie om voldsom død, sult og frygtelig kulde, men også en historie om af omstændighederne opståede venskaber, ufatteligt sammenhold og vilje til at – i hvert fald for nogle af dem – at overleve mod alle ods.

Der er selvfølgelig nogle obligatoriske kampscener, der både er realistiske, voldsomme og overbevisende iscenesat, men også grusomme illustrationer af den umenneskelighed og nihilisme, krigen resulterer i. Og uden at afsløre for meget (men ved jo at det ender skidt for tyskerne…), så fortælles historien om den stadigt mindre gruppe af soldater og deres skæbne i og omkring Stalingrad.

Filmen lever ikke højt på stjerneskuespillere, men de udvalgte medvirkende passer fint ind i de meget forskellige roller og typer, de skal fremstille, og de gør det overbevisende. Man får både mulighed for at leve sig lidt ind i deres håbløse situation, uden af falde i identifikationens fælde, og forstå lidt af den umenneskelige situation, krigen sætter soldater i, med en lille rest af medmenneskelighed i behold, selv om alt håb synes ude.

Filmen kan ses på Filmstriben og mod betaling på andre streamingtjenester.

The Plastics

27. oktober 2020

På deres første Japan-turné bliver Talking Heads venner med det japanske new wave-band The Plastics, der havde deres storhedstid i årene 1976-1981. Siden er bandet blev gendannet for en kort bemærkning i 1989 og 2010. Med lidt god vilje kan man godt høre en vis musikalsk affinitet til Talking Heads i sangen “Top Secret Man”.

Sammen med B-52’s og Devo sørgede Talking Heads for, at The Plastics fik repræsentation i USA og deres album udsendt. I følge Wikipedia blev debutalbummet “Welcome Plastics” nr. 19 på Rolling Stones liste over alle tiders bedste japanske rockplader…

Ny (gammel) serie på DR: Folk og fæ

26. oktober 2020

De kender ikke ordet, konstaterede fruen tørt. Vi sad i går og så et af Danmarks Radios kulturprogrammer (K2), og en af deltagerne – oven i købet en af dem, der ernærer sig ved at bruge det danske sprog – insisterede på at tale om en front runner. Forløber hedder det sgu da, fløj det ud af munden på mig og endnu engang irriteredes jeg over den fremadskridende engelskgørelse (angloficering) af det danske sprog. Nej, det kender nok ikke ordet, som fruen sagde (Den Danske Ordbog: “person, genstand eller fænomen der optræder som et tidligt vidnesbyrd om en senere udvikling, og som bereder vejen for denne“).

Nå, men det var slet ikke derhen jeg ville, selv om det har med engelsk at gøre. Nej, forleden – i søndags – kom jeg helt tilfældigt til at se den nye udgave af serien Folk og fæ (All creatures great and small). Jeg fik ikke rigtig set den gamle udgave og derfor står den ikke særlig klart for mit indre blik. Og det har nok sine fordele i forhold til den nye. Men i hvert fald faldt jeg godt ind i serien om en ung dyrlæge, der bliver assistent hos en garvet dyrlæge i en flække i England.

Vi taler om en af disse hersens fredelige, ja hyggelige, folkelige serier, som englænderne også behersker (jeg har ofte omtalt The Royal og Jordmødrene). Og at dømme efter første afsnit (der kan ses på DRs hjemmeside), så er den nok værd at bruge sin sparsomme fritid på. De spiller som forventeligt godt i alle rollerne. Især gjorde den ofte brugte Anne Madelay indtryk i rollen som husholdersken Mrs. Hall, en kombineret hustru- og modererstatning for de to mandlige hovedroller, Siegfried Farnon, dyrlægen, og assistenten James Herriot (Nicolas Ralph). Hun skal nok blive interessant at følge. Og der er ikke til at sætte en finger på brugen af landlige scenerier, tidstypiske interiører, rekvisitter (fx de gamle biler, de bruger) osv. Det kan de bare, de englændere.

Serien afvikles om søndagen, men kan også følges på nettet. Hermed anbefalet.

Urban Verbs

25. oktober 2020

I sin bog om Talking Heads name dropper Chris Frantz selvsagt en masse navne fra samtidens musik- og kulturliv. Og nævner også navne, jeg aldrig har hørt om. For eksempel bandet Urban Verbs, der kommer frem nogenlunde samtidig med Talking Heads (1977 nærmere bestemt). Og gruppen tæller Chris Frantz’ broder Roddy, der er bandets tekstforfatter og forsanger.

Og Urban Verbs kan da også godt minde lidt om Talking Heads – uden på nogen måde at tangere deres nyskabende lyd- og tekstunivers. Urban Verbs gik i opløsning første gang i 1981, hvor de skulle have turneret med Joy Division, men efter Ian Curtis’ død slog bandet revner. Urban Verbs var især et navn på CBGB, hvor de optrådte med markante navne som The Cramps og Pere Ubu, og de fik et godt ry i punk- og new wave-miljøet. To album har de indtil videre fået ud i hhv. 180 og 1981.

Talking Heads og B-52’s

24. oktober 2020

I sin bog om Talking Heads kommer Chris Frantz ind på forholdet til Athens-bandet The B-52’s. Sammen med Ramones er B-52’s det band, Talking Heads får det næreste forhold til. Blandt andet illustreret af den kendsgerning af Chris Frantz og fru Tina Weimouth er en del af B-52’s ved nogle af deres koncerter. Blandt andet en stor koncert i Brasilien med over en million publikummer. Og så fortæller Frantz, at B-52’s får den idé at lade David Byrne producere et af bandets album, Mesopotamia. Desværre lever det album ikke op til den salgssucces, bandet har haft tidligere. Hvilket er lidt svært at forstå, hvis man sætter pladen på. Den lever helt op til B-52’s særegne udgave af new wave. B-52’s vender dog stærkt tilbage i 1989 med albummet Cosmic Thing og singlehittet “Love Shack”.

Frantz fortæller også om det smertelige tab af guitaristen Ricky Wilson – broder til sangerinden Cindy – der dør i oktober 1985 af AIDS-relateret sygdom, som han har holdt skjult for alle lige indtil sin død.  Frantz er så berørt af Wilsons død, at han ikke kan holde tale ved begravelsen og bryder helt sammen.