oktober 2020 arkiv

Rockrødder: Margaret Lewis – Reconsider me

22. oktober 2020

En fodnote i rockens historie kalder Lennart Persson Margaret Lewis, der sammen med sit band the Thunderbolts huserede i Texas i de tidligere 1950’ere. Altså nogenlunde samtidigt med en vis ung mand ved navn Elvis Presley. Og i nærheden af Buddy Hollys hjemby Lubbock. Ham mødte hun i øvrigt en aften på parkeringspladsen uden for spillestedet The Cotton Club, hvor Fats Domino optrådte. Kort tid efter var det Elvis, der optrådte i området.

Hendes gennembrud kom i1957, hvor hun vandt en konkurrence og dermed fik lov til at optræde i radioprogrammet The Louisiana Hayride i Shreveport, Louisiana. Sammen med nanvne som Hank Williams, Johnny Cash, George Jones, Jim Reeves, Carl Perkins og – Elvis Presley. Programmet var en datidens svar på X-Factor, blot med den forskel, at de optrædende som hovedregel blev store navne efterfølgende. Lewis’ optræden betød også, at hun fik en pladekontrakt med det lokale mærke Ram Records, der blev drevet af en gesjæftig kvinde ved navn Mira Smith, som også konkurrerede med de mandlige rock-and-rollere under scenenavnet Grace Tennessee.

Det viste sig snart, at Lewis og Smith swingede rigtig godt sammen, og de begyndte at skrive sange sammen, som de indsillede demoversioner af – med Smith på guitar og piano og Lewis på trommer. Det samarbejde førte dem til countryhovedstaden Nashville, hvor flere af deres sange blev hits med kunstnere som Jeannie C. Riley og Connie Francis.

Selv om Lewis på et tidspunkt fik kontrakt med det store selskab Capitol Records blev hun aldrig en stjerne uden for lokalområdet. Og noget af forklaringen er nok, at Capitol ville forme hende efter deres opfattelse af, hvordan sådan en kvindelig sangerinde skulle lyde. Hjemme hos Mira Smith kunne Lewis spille den musik, hun selv havde lyst til at lave. ‘Den mest beskidte rock’n roll, den blåeste blues og den mest sexede  country’, som Persson udtrykker det. Mange år senere lavede retroplademærket Ace Records en opsamlingsplade med Lewis’ bedste indspilninger fra perioden 1959-1961. En opsamling, der dokumenterer, at Lewis havde et  talent, der berettigede til mere en lokal berømmelse i og omkring Lubbock.

 

 

 

Manfred Mann – 80

21. oktober 2020

Spencer Davis døde, men Manfred Mann lever endnu og fylder 80 i dag. Den sydafrikanske multirinstrumentalist og sanger er mest kendt for bandet, der bar hans navn, Manfred Mann, og for Manfred Mann’s Earth Band, der har været aktiv helt ind i dette årtusind. Som tilfældet var med Spencer Davis og John Mayall var Manfred Mann med til at bringe mange unge talenter frem i pop og rock.

Dødsfald: Spencer Davis – 81

20. oktober 2020

Spencer Davis gav navn til et af tressernes bedste beatorkestre, The Spencer Davis Group. Han studerede egentlig tysk ved universitetet i Birmingham og blev skolelærer. Men musikken trak så meget i ham, at han sammen med trommeslager Peter York, bassisten Muff Winwood og dennes broder Steve Winwood (tangenter og sang) dannede The Spencer Davis Group.
Bandet fik to førstepladser på hitlisten, fire top 10 placeringer og syv top-40-ditto. “Keep on running” indtog førstepladsen i en uge i 1965, “Somebody help me” to uger i 1966. “Gimme some lovin” og “I’m a man” nåede ikke helt til tops, men er gået over i rockhistorien som et par at årtiets store sange.

Oprindeligt kaldte de sig The Rhythm and Blues Quartet, og det var da også rhythm and blues, der var bandets ledetråd. Og det var især Steve Winwood, der tegnede bandets stil.
For nylig var der tale om at gendanne det oprindelige Spencer Davis Group, men Spencer blev syg, og nu er han så død efter et hjertetilfælde.

Opdatering:

“I’ve known Spencer since I was about 13–he would have been about 22. I was playing a show at Birmingham University with my brother and his band. Spencer, who was a student at Birmingham, was playing with a small group of musicians. We met and the the seeds of The Spencer Davis Group were sown.

Spencer was an early pioneer of the British folk scene, which, in his case embraced folk blues, and eventually what was then called “Rhythm and Blues”. He influenced my tastes in music, he owned the first 12-string guitar I ever saw, and he was taken with the music of Huddie “Lead belly” Ledbetter, and Big Bill Broonzy. I’d already got a big brother who influenced me greatly, and Spencer became like a big brother to me at the time.

He was definitely a man with a vision, and one of the pioneers of the British invasion of America in the sixties. I never went to the U.S. with Spencer, but he later embraced America, and America embraced him.

I feel that he was influential in setting me on the road to becoming a professional musician, and I thank him for that.

Thank you, Spencer.”

– Steve Winwood [på Facebook]

Opdatering 18/722: Swansea’s Rock and Soul Dynamo

 

50: Bob Dylan – New Morning

20. oktober 2020

New Morning fulgte i kølvandet på Selfportrait, dobbeltalbummet, der virkelig delte vandene i Dylan-lejren. Mange vendte tommenfingeren nedad, fordi Dylan fordybede sig i coverversioner og ikke lød som han oprindeligt havde lydt. Dylans stemme har altid været genstand for debat.

Bop bopa-a-lu a whop bam boo

19. oktober 2020

Sweet Jane – den hemmelige akkord

18. oktober 2020

Den gamle telefon

18. oktober 2020

Tv-kiggeri kan føre til mange sjove samtaler. Forleden kom fruen og jeg til at snakke om de britiske kriminalseriers formidable evne til at genskabe den tid, som handlingen foregår i. Lige fra gader og huse til de mindste ting i lejligheder og andre rum. Og specielt en ting fangede vores opmærksomhed. En af personerne (jeg husker ikke hvilken serie det var, muligvis Father Brown) tager rører på en telefon og drejer forsigtigt nummeret på drejeskiven. Bare lyden af drejeskiven, der bevæger sig, sendte os ned af erindringens boulevard (og det er forstærket af, at fruen i sin ungdom var ansat ved Jysk Telefon).

Og jeg måtte tænke på mine forældres sorte bakkelittelefon, der for det meste stod på en teaktræshylde i entreen, lige ved døren ind til stuen. Jeg har ofte ringet op og taget telefonen. Røret var tungt og lå godt i hånden. Lyden var også god. Og så var der – for mine forældre var rygere – rester af cigarettobak i talerøret og i hullerne på drejeskiven. Det var ikke noget, der betød noget dengang, hvor rygning var helt almindeligt i danske hjem.

Når jeg selv håndterer min smartphone, der mere er en computer end en regulær telefon, kan jeg godt gribe mig i at savne den gamle telefon og den adfærd, der var knyttet til fastnettelefonen. Men det skyldes nok, at jeg er ved at være et gammelt nostalgisk fjols…

Cold Turkey

17. oktober 2020

I forbindelse med John Lennons 80-års fødselsdato har man udgivet opsamlingen Gimme some truth. ( med punktum til sidst…). I en ny, ultimate mix-udgave og i forskellige mere eller mindre opulente udgaver. Jeg går ikke så meget op i det med remix, men når jeg sidder her og lytter til sangen “Cold Turkey”, så tænker jeg dels tilbage til dengang, jeg første gang hørte nummeret på Danmarks Radios program 3. Jeg husker endnu, at denne Plastic One Band-sang brændte igennem på en særlig måde og viste mig, at John Lennon var kommet videre end The Beatles.

Og nu i den ommiksede udgave (vist af en af Lennons sønner – det går jeg heller ikke meget op i…), så er det pludselig guitaren, der brænder. Lead-guitaren. Og hvem er det, der spiller denne rå, kantede, smertende guitar? Wikipedia fortæller, at både Lennon selv og Eric Clapton spiller lead. Jeg hælder dog mest til den antagelse, at det må være Lennon selv, der står for denne rå guitar, der gør “Cold Turkey” til noget ganske særligt i Lennons værk.

Gårsdagens filmoplevelse: Tracks

17. oktober 2020

Mennesket har altid vandret hedder en bog af museumsinspektør og arkæolog Jeanette Varberg. En lllle velskrevet fortælling om menneskets årtusindgamle trang til at vandre hen over jordens overflade. Af nød, af lyst. Og sådan er det stadigvæk. Nogle mennesker vandrer på grund af politiske konflikter. Vi kalder dem migranter. Og andre vandrer af lyst. Vi kalder dem ofte turister.

Og det bipedale mennesket trang til at vandre, altså gå, fra et sted mod et andet eller bare af sted har altid fascineret. Måske, fordi det ofte er en metafor for selve livets rejse fra fødsel til død?

I hvert fald blev jeg i går lokket til at se en film om et menneskes vandring, nemlig den australske film Tracks (2013), der fortæller om den unge kvinde Robyn, der sætter sig for at gå fra Alice Springs (i den sydlige del af Northern Territory) til det indiske ocean. En strækning på 2700 kilometer og primært gennem næsten ubeboet ørkenområde. På spørgsmålet om, hvorfor hun vil gøre det, svarer hun som regel: Hvorfor ikke? Robyn er inspireret af faderen, der havde lidt tendenser i den retning, og måske også af en opvækst, der bl.a. indebar moderen tidlige død ved hængning og en opvækst hos moderens søster. Men nogen entydig forklaring på Robyns trang til at  gå så langt, får man ikke.

Men ikke nok med, at hun vil gå turen. Hun vil gøre det sammen med sin hund, tre voksne dromedarer og en dromedarkalv. Det indebærer, at hun først skal bruge lang tid på at lære at håndtere dromedarer og få fat i sådan nogle dyr, der lever frit i Australien i stort antal. Og det lykkes hende i løbet af et årstid at realisere den del af projektet. Det lykkes hende også – med en amerikansk fotojournalists mellemkomst – at få en aftale med tidsskriftet National Geographic om – mod betaling – at lade dem få lov til at fortælle om turen. Til gengæld skal hun affinde sig med, at fotografen nu og da dukker op for at tage billeder af hende og dyrene. Og det er ikke helt uproblematisk, fordi hun egentlig helst vil være alene. Men sådan bliver det .

Og så følger vi hende ellers på hendes lange vandring, indtil hun til sidst kan gå ud i det indiske Ocean og tage sig en svømmetur. Selv om der da er et par dramatiske optrin undervejs, så sker der ikke så meget på vandreturen, og det måske i virkeligheden filmens svageste punkt. Der lægges op til en nærmest umulig vandretur, men det lykkes ikke helt for instruktøren (John Curran) at overbevise mig om, at det er sådan. Omvendt lykkes den så med at skildre nogle interessante scener, fx mødet med nogle aboriginals, der hjælper Robyn gennem det sidste, vanskelige ørkenstykke eller mødet med et gæstfrit, ældre par, der lever out in nowhere og giver den ensomme pige husly og gæstfrihed.

Filmen, der er baseret på Robyn Davidsons egne oplevelser, er værd at se, hvis man er til den slags film, der mere handler om eksistentielle spørgsmål end om menneskelig udadvendt aktivitet. Jeg blev opmærksom på den ved et tilfælde. Bibliotekernes filmside Filmstriben gjorde mig opmærksom på, at det var sidste chance for at se den, da den om kort tid tages af sidens program. Så hermed er opfordringen: Gå ind på Filmstriben og se den, hvis du ikke har andet på programmet.

Skilsmisse- og opbrudsalbum

16. oktober 2020

Internettidsskriftet Paste har lavet en liste over The 30 Best Breakup Albums. Og der er mange fremragende og velkendte ting imellem. Lige fra Bruce Springsteens Tunnel of Love (nr. 29) over The Beach Boys’ Pet Sounds (nr. 16) til Fleetwood Macs Rumours (nr. 1). Og så er det jo, at man sidder der og tænker på de fremragende albums, som ikke er med. Fx Ulf Lundells dobbeltalbum Den vassa äggen (men han er jo også svensker…) eller – måske endnu mere oplagt – ABBA og deres forrygende, uopslidelige og (indtil videre) sidste album The Visitors.

Lou Reeds sidste interview

16. oktober 2020

På forkant med døden snakker Lou Reed om – musik.

Pub rock !?

15. oktober 2020

I asked Wilko Johnson what he thought of pub rock. “I hate it,” he said. “I use the term contemptuously. It’s a term I never liked, partly ‘cause I don’t drink. Or I didn’t then. People say ‘pub rock’ as if it’s a kind of music. And it’s not. In 1974, or whenever, for a year or so there was a kind of scene where there were several pubs all around London that were attracting audiences because they were putting on good bands. But they were bands of all kinds: jazz and funk and rock. If you said ‘pub rock’ you’re talking about a kind of venue not a kind of music.”

Dave Tice had a similar opinion: “Garage, punk, pub rock, it’s all rock ‘n’ roll, man. Some of it you could almost call country if you stuck a cowboy hat on a bloke’s head.”

Link

 

Så ramte vi dagen, hvor Cliff blev 80

14. oktober 2020

The Cave – lydsporet

14. oktober 2020

Og selv om The Cave er en dybt alvorlig dokumentar, så har også den sit lydspor. Og en del af dette udgør en titelsang, der fremføres af den syriske sangerinde Rasha Rizk. Jeg har ikke kunne finde lige netop den sang, men her er hun med en anden.

Indtagende stemme synes jeg. Hendes seneste plade hedder Malak og kan lytte til her:

Jàmîçã A Mohmed · Racha Rizk – “Malak” album | “رشا رزق _ ألبوم “ملاك

Hvad er en hånd på låret?

14. oktober 2020

Den radikale leder Morten Østergaard blev det første offer i dansk politik for den herskende #mee-too-debat. Han vedgik at have taget kollegaen Lotte Rod på låret for ca. 10 år siden. Dermed satte Østergaard en sand lavine i gang i partiet Radikale Venstre. En lavine, der vil rulle i lang tid frem.

I forbindelse med Østergaards bekendelse af at have haft sin hånd et forkert (krænkende) sted kom det frem, at også andre kvinder i partiet havde været udsat for krænkende adfærd fra Østergaard. Og opmærksomheden rettede sig straks mod den nye leder Sofie Carsten Nielsen. For hvad vidste hun om alt dette? Holdt hun noget hemmeligt? Lavede hun et “cover-up”, som kollegaen Martin Lidegaard påstod?

Næppe var det fornyede fokus faldet på plads, før en af de andre krænkede, Katrine Robsøe, på Facebook erklærede, at hun var blevet krænket af Østergaard. At Sofie Carsten Nielsen havde været bekendt med både denne sag og den foregående hjalp ikke meget, for hendes forklaring om, at hun havde hemmeligholdt sagerne af fortrolighedshensyn til d’damer fik hende ikke ud af hendes catch 22.

Men så tog hele debatten om de radikale en interessant drejning i dag. Dels har en partiets fremtrædende politikere, Ida Auken, været ud og erklære, at Sofie Carsten Nielsen dækkede over Morten Østergaard. Og dels har en Facebookbruger har gravet i Katrine Robsøes post-historik og fundet et indlæg, hvor Robsøe fortæller om en “road trip”, hun har været på sammen med Morten Østergaard, der omtales som “denne dejlige mand”.

Morten Østergaard vedgår sine krænkende handlinger, går som partiformand og sygemelder sig. Derefter roder tre, involverede kvindelige politikere sig ud i et politisk hængedynd, som det er svært at se dem komme ud af igen uden personlige og politiske omkostninger. Men – hvad kan vi bruge dette rod til?

Jo, jeg tænker på, at hele debatten om “sexchikane”, “sexisme” og “#mee-too” har længe – i hvert fald i dansk sammenhæng – haft en underliggende problematik: Det har heddet sig, at “sexchikane” og “sexisme” var udtryk for en bestemt “struktur”, en bestemt “kultur” og for “magt”. Men disse begreber er ikke blevet defineret i denne kontekst. Og måske er spørgsmålet i virkeligheden, om ikke det er denne underliggende problematik, der burde være genstand for analyse, kritik og opgør, og “sexchikane” og “sexisme” forstås som afledte størrelser. Sagt på en anden måde, at seksuelle handlinger især bliver til “krænkelser”, når de foregår i en magtrelation.? At hånden på låret får en anden og alvorligere betydning, når hånden sidder på en magtfuld person, end når den foregår mellem to mennesker i et ligeværdigt forhold?

Jeg synes, man skal være ret så blind, hvis ikke man kan se, at der er magtinteresser på spil i Morten Østergaard-sagen. For de involverede kvindelige politikere handler det ikke kun om utilstedelige håndspålæggelser, men også om magtbegær. Tiden er inde til dybere analyser og kritik, end det pressen kan levere.