14. oktober 2020 arkiv

Så ramte vi dagen, hvor Cliff blev 80

14. oktober 2020

The Cave – lydsporet

14. oktober 2020

Og selv om The Cave er en dybt alvorlig dokumentar, så har også den sit lydspor. Og en del af dette udgør en titelsang, der fremføres af den syriske sangerinde Rasha Rizk. Jeg har ikke kunne finde lige netop den sang, men her er hun med en anden.

Indtagende stemme synes jeg. Hendes seneste plade hedder Malak og kan lytte til her:

Jàmîçã A Mohmed · Racha Rizk – “Malak” album | “رشا رزق _ ألبوم “ملاك

Hvad er en hånd på låret?

14. oktober 2020

Den radikale leder Morten Østergaard blev det første offer i dansk politik for den herskende #mee-too-debat. Han vedgik at have taget kollegaen Lotte Rod på låret for ca. 10 år siden. Dermed satte Østergaard en sand lavine i gang i partiet Radikale Venstre. En lavine, der vil rulle i lang tid frem.

I forbindelse med Østergaards bekendelse af at have haft sin hånd et forkert (krænkende) sted kom det frem, at også andre kvinder i partiet havde været udsat for krænkende adfærd fra Østergaard. Og opmærksomheden rettede sig straks mod den nye leder Sofie Carsten Nielsen. For hvad vidste hun om alt dette? Holdt hun noget hemmeligt? Lavede hun et “cover-up”, som kollegaen Martin Lidegaard påstod?

Næppe var det fornyede fokus faldet på plads, før en af de andre krænkede, Katrine Robsøe, på Facebook erklærede, at hun var blevet krænket af Østergaard. At Sofie Carsten Nielsen havde været bekendt med både denne sag og den foregående hjalp ikke meget, for hendes forklaring om, at hun havde hemmeligholdt sagerne af fortrolighedshensyn til d’damer fik hende ikke ud af hendes catch 22.

Men så tog hele debatten om de radikale en interessant drejning i dag. Dels har en partiets fremtrædende politikere, Ida Auken, været ud og erklære, at Sofie Carsten Nielsen dækkede over Morten Østergaard. Og dels har en Facebookbruger har gravet i Katrine Robsøes post-historik og fundet et indlæg, hvor Robsøe fortæller om en “road trip”, hun har været på sammen med Morten Østergaard, der omtales som “denne dejlige mand”.

Morten Østergaard vedgår sine krænkende handlinger, går som partiformand og sygemelder sig. Derefter roder tre, involverede kvindelige politikere sig ud i et politisk hængedynd, som det er svært at se dem komme ud af igen uden personlige og politiske omkostninger. Men – hvad kan vi bruge dette rod til?

Jo, jeg tænker på, at hele debatten om “sexchikane”, “sexisme” og “#mee-too” har længe – i hvert fald i dansk sammenhæng – haft en underliggende problematik: Det har heddet sig, at “sexchikane” og “sexisme” var udtryk for en bestemt “struktur”, en bestemt “kultur” og for “magt”. Men disse begreber er ikke blevet defineret i denne kontekst. Og måske er spørgsmålet i virkeligheden, om ikke det er denne underliggende problematik, der burde være genstand for analyse, kritik og opgør, og “sexchikane” og “sexisme” forstås som afledte størrelser. Sagt på en anden måde, at seksuelle handlinger især bliver til “krænkelser”, når de foregår i en magtrelation.? At hånden på låret får en anden og alvorligere betydning, når hånden sidder på en magtfuld person, end når den foregår mellem to mennesker i et ligeværdigt forhold?

Jeg synes, man skal være ret så blind, hvis ikke man kan se, at der er magtinteresser på spil i Morten Østergaard-sagen. For de involverede kvindelige politikere handler det ikke kun om utilstedelige håndspålæggelser, men også om magtbegær. Tiden er inde til dybere analyser og kritik, end det pressen kan levere.

Set: The Cave

14. oktober 2020

Den Oscar-vindende danske dokumentarfilm (af Feras Fayyad) foregår i byområdet Al-Gouta i det østlige Damaskus. Her arbejder børnelæge Amani Ballour sammen med kollegerne i et underjordisk hospital, hvor der for en stund er sikkerhed for sårede voksne og børn, der er ofre for det syriske regimes russisk støttede bombardementer af området.

Filmen følger doktor Amani og kollegernes daglige arbejde med krigens ofre, kampen for at få føde og medicin nok og i håbet om, at ikke også det underjordiske opholdssted bliver offer for bombernes ødelæggelser. Filmen lever højt på sin nedtonede realisme. Der er ikke behov for nogen form for gimmick for at overbevise publikum om, at det der foregår her er simpel overlevelse under et terrorregime, der ikke har nogen berettigelse på jorden.

Og så gjorde det et stort indtryk på mig, at doktor Amani – oven i alle de beskrevne problemer – skal kæmpe med en forstokket patriarkalsk kultur, der ikke vil acceptere, at hun bruger sit liv og sin uddannelse på at hjælpe sine landsmænd, men helst ser, at hun bliver gift, får børn og passer kødgryderne derhjemme. Hun møder denne diskrimination fra mandlige patienter, familien (telefonkontakt på mobilen, hvor hun får at vide, at hendes planter derhjemme venter på hende). Men Amani holder hovedet højt, bakkes op af sine kolleger, der selv har valgt at gøre hende til leder. Patriarkalismen er en lige så stor modstander for Armani og andre kvinder som Asad og russerne.

Filmen er bestemt værd at se for alle, der vil huske, hvad der stadigvæk sker i Syrien (men som er mere eller mindre glemt i coronatågerne i dansk presse) og som mener det alvorligt med kønnenes ligestilling og ikke vil nøjes med #mee-too-hysteri.

Filmen kan ses på Filmstriben og Filmcentralen (og vist nok stadigvæk i biografen).