7. november 2020 arkiv

På radaren: Great Big Sea

7. november 2020

Sådan kan man også opdage ny musik. I den amerikanske thriller State of play, som DR viste i går aftes, medens amerikanerne talte stemmer op og nordjyderne sundede sig oven på de seneste coronarestriktioner, spiller Russell Crowe en sen-hippie-journalist, der er kommet på sporet af en korrupt politiker og et lige så korrupt privat firma med speciale i overvågning. Han kører af sted i en Saab årgang 1990, medens han spiser fast food og smider emballagen om på bagsædet, der fungerer som midlertidig skraldespand. Og ud af bilradioen drøner den kanadiske folk-rock-gruppe Great Big Seas sang “The Night Pat Murphy Died”. En medrivende omgang rockificeret traditionel folkemusik.

Fra coronaexil til udgivelse: Shawn Colvin synger coversange

7. november 2020

Ja, det må jo ske, at noget af al den gode musik, der bliver kreeret under coronapandemiens exilering af kunstnerne, vil finde vej til en eller anden form for udgivelse. Shawn Colvin har indspillet en række coversange – bl.a. flere filmsange – og sendt dem ud via Bandcamp. Sådan kan den ged barberes.