11. november 2020 arkiv

Capac anbefaler: Wanna be brothers – Countryman

11. november 2020

I 2016 anbefalede jeg Tue Wests skilsmisseplade Der er ingen der venter på os, og nu er han tilbage som musiker (trommer, tangenter), tekstforfatter og medkomponist i musikkollektivet Wanna be brothers og på deres nye album Countryman. Dengang skrev West indlevet og følsomt registrerende om det der var sket. Og på Countryman er det også det spegede forhold til det andet køn, der er på spil i flere af pladens sange. Men også forholdet til livet mere generelt, kunne man sige.

Således allerede i titelsangen “Countryman”, hvor det hedder:


I’m a fucking country man, drinking with a single friend, trying not to be like them
Hitting winds and missing dates
Staying late at boring diners, with the latest wedding singers
I’m gone

Sorry folks
A dream
Sorry folks
Leaving it all
Sorry folks
Behind, like family
I’m gone
Sorry folks
A burned down House
Sorry folks
No escuses
Sorry folks
No getting over it

Portræt af en mand, der er kørt sur i livet, er træt af det og siger farvel og tak. Melankoli og livstræthed går hånd i hånd. Men i Nis Peter Toke Madsens lette vokal og kompositionens og arrangementets tilsvarende melodiske lethed og poppede opløftende karakter får mismodet og sortsynet et modspil og en -vægt, der måske ikke ligefrem ophæver misstemningen med i hvert fald forlener den med noget livsbekræftende og vitaliserende.

Denne balanceren mellem tekstuniversets mørke og melodiernes og arrangementers poppede lethed og lys genfinder man i flere af de følgende tekster, fx “Things  You  Say” og “Did This Life Look Easy”, hvor forholdet til det andet køn er på spil igen som en faktor, der bringer uro, splittelse og melankoli ind i tilværelsen.

Og sådan er der med Countryman, der slutter med den instrumentale, tekstløse, indtagende “Kolibri”, der understreger, at pladen som helhed nok kan anskues – som jeg gør det her – som en brydekamp mellem tekstuniversets melankoli og sortsyn og så melodiernes og kompositionernes modsatrettede opdrift og livskraft, men det er sidstnævnte side, der i sidste ende vinder brydekampen.

Wanne Be Brothers, der vist allerede er i gang med en opfølger til denne plade, fremstår som et godt bud på nogle nye, moderne popkonger, der med deres alvorlige, men også forførende dejlige popsange må appellere til alle med smag for god pop – også dem, der styrer radioprogrammernes playlister og dem der ikke er forvænt med god, gedigen pop. Kom bare igen Wanna Be Brothers. Hermed varmt anbefalet.

Wanna Be Brohters. Countryman. Produceret af: Wanna Be Brothers. Celebration Records. Udkom d. 25.10.2020

 

 

Aftenens norske krimi: Livstid

11. november 2020

Omsider fik DR taget sig sammen og lanceret en ny krimiserie, den norske serie i otte afsnit Livstid.

Vi fik de to første afsnit i går. Serien har en rammefortælling. Vi møder hovedpersonen, politikvinden Victorie Woll (Tone Beate Mostraum), der sidder inde på livstid for en forbrydelse, vi endnu ikke kender til (men det antydes dog, at noget er helt galt med den indespærring). Og så går turen ellers tilbage til fortiden, hvor Woll sammen med sit B-team (bestående af den mørklødede, skarpsindige politikvinde Ayla W. Quincey (Iselin Skævesland) og den alkoholiserede, men afholdende Christofer ‘KIT’ Lange (Ingar Gimle)) løser kriminalgåder.

Til seriens fordel taler, at den fra begyndelsen af har fundet sin egen tone og stil. Den ligner med andre ord ikke tilsvarende serier fra de skandinaviske lande – eller de britiske serier for den sags skyld. Woll fremstår som en slagfærdig, direkte, feministisk politikvinde, der går meget op i sit arbejde og ellers lever et liv som eneforsørger til en halvvoksen dreng og med en elsker i ascendanten. Hun suppleres godt af den endnu mere udtalt feministiske Ayla, der fungerer fint som Wolls med- og modspiller i en relation med svagt antydede erotiske undertoner.

Plottene er gode i de to viste afsnit, og de afvikles med næsten befriende effektivitet og hurtighed. Ikke noget med at trække sagerne i langdrag (en tendens andre serier slås med…). Og oven i købet er der så en løbende konflikt mellem Woll, teamet og ledelsen, der forsøger at få nedlagt B-teamet. Men overordnet set er der ikke noget nyskabende i hverken plots eller grundfortællingen.

Skuespillerne udfylder rollerne godt og spiller også godt. Og der er tempo over fortællestilen. Hvis jeg skal indvende noget mod serien, så er det, at den tydeligvis fører sig frem som en slags tv-kriminalseriernes svar på femi-krimien. Oven i købet som en munter udgave af den berømmede, melankolsk-mørke Nordic Noir, som vi bl.a. kender fra den danske serie Forbrydelsen. Problemet med denne femi-krimi, synes jeg, er, at den hårdkogte Woll for tydeligt er modelleret over klassiske mandlige detektiver og kriminalister. Selv om Woll og Ayla tematiserer kvindelige problemer, så er det mærkbart (for mig i hvert fald), at forfatteren bag serien – den kendte Gjermund S. Eriksen – har svært ved for alvor at slippe genrens dogmer og skabe en kvindelig detektiv. Men måske vil der blive rådet bod på denne svaghed i de kommende afsnit. Vi får se. I hvert fald er serien en velkommen tilføjelse til DRs krimiprogram.