december 2020 arkiv

AC/DC klassificeres: Thunderstruck

23. december 2020

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan lide det. Den kroatiske celloduo 2Cellos har fået succes med cellofortolkninger af pop- og rocknumre. Indtil videre er det blevet til fem album med fortolkninger af U2, Nine Inch Nails, Sting, Radiohead, Paul McCartney og mange flere. Og det er ganske imponerende, hvad de to klassisk skolede musikere får ud af den moderne musik. Men – er det også godt!?

Jeg er i hvert fald i tvivl, når det gælder AC/DCs simple rocksang. Jeg synes, de to celloer taber rocken lidt på gulvet i lutter udvendighed. Der er sådan lidt ‘se hvad vi kan’ over præstationen. Jeg foretrækker i hvert fald originalen til enhver tid.

Når vinteren kommer…

23. december 2020

Paul McCartney fortsætter med at promovere sin nye plade. Endnu en video er dukket op – til sangen “When winter comes”. Men der er ikke noget, der tyder på at vinteren er lige forestående. I hvert fald melder vejrudsigten solskin i morgen på juleaftens dag. Men sne eller ej, sol eller ej, så ændrer det nok ikke så meget ved juleaften. Ja, jeg tror end ikke, at coronavirus vil ændre noget radikalt ved juleaften. Glædelig jul til alle derude.

It can’t get no worse

22. december 2020

Sangen “Getting Better” fra Beatles’ Sgt. Pepper’s lonely hearts club band har i flere år været min ringetone på mobiltelefonen. Ja, det var faktisk sådan, at jeg havde valgt den, før det blev muligt selv at vælge ringetone på mobilen. Og fordi, den sang af en eller anden grund altid har været en af mine favoritnumre fra det legendariske album.

Og i dag så og hørte jeg et interview med Paul McCartney i forbindelse med hans nye soloalbum, og Macca kom ind på sit samarbejde med John Lennon og fremhævede – igen, for det har han gjort flere gange før – netop “Getting Better” som et eksempel på det tætte ping-pong sangskrivningssamarbejde, de to venner havde. Paul kastede sætningen “it’s getting better all the time” på bordet, og John replicerede med det samme “it can’t get no worse”. Supplement, modsætning, symbiose, drilleri, kreativitet osv. Nogle analytikere har insisteret på at se det som udtryk for to vidt forskellige personligheder (McCartney den “positive” og Lennon den “negative”), men jeg synes, det er alt for forsimplet, og en fortrængning af det væsentligste: at sangskrivningen var en leg for de to. I øvrigt har John Lennon netop fremhævet “Getting Better” som et eksempel på, hvad han kaldte “ren Beatles” (pure Beatles), fordi alle fire i sidste ende fik sat et markant aftryk på sangen. Endelig kan man hos Beatles-biografisterne Ian McDonald og Hunter Davies læse, at sætningen “It’s getting better” stammer fra stand-in-trommeslageren Jimmie Nicol, der var med Beatles i 1964 (bl.a. i Danmark), fordi Ringo var syg.

Nuvel, det er min ringetone, og jeg ser endnu ikke nogen grund til at erstatte den med noget andet.

The Beatles: Get Back – en dokumentar

21. december 2020

Frank Zappa – 80

21. december 2020

Han døde i 1993 og ville være fyldt 80 år i dag. Frank Zappa, der med sine Mothers of Invention skilte sig markant ud fra andre rockbands i sentresserne. Mothers var anti-hippie og anti-en-hel-masse-andet og stod for det avantgardistiske, eksperimenterende, hvor rockens skabloner mødte jazzimprovisation og alskens stilistiske elementer. Debutdobbeltalbummet Freak Out!  udtrykte meget præcist, titulært og indholdsmæssigt, hvor Zappa og hans opfindsomme motherfuckers stod sådan rent musikalsk og kulturelt. Og pladen gjorde et stort indtryk på såvel kritikere som publikum, selv om Zappa selv ikke var helt tilfreds med det endelige resultat. Og siden fortsatte Zappa med at freake out både med Mothers og som solist. En ener i rocken.

Zappa fylder ikke meget på mine pladereoler. Jeg skal helst høre ham i små doser, for han virker stadigvæk voldsomt grænseoverskridende for mine ører med sin respektløse indgriben i musikken.

Jul og gløginfluerede strøtanker – en slags coronastatus

20. december 2020

I foråret, da coronapandemien startede, var der rigtig mange, der tænkte, at pandemien nok var ovre efter sommeren. Men nu ved vi bedre. Vi er inde i pandemiens anden fase med høje smittetal, et stort antal indlagte, flere døde og – oven i købet udsigt til, at en ny, muteret variant med langt større smittefarlighed er i omløb. Så endnu engang bliver vi mindet om, at coronavirus er en uvelkommen gæst, som vi ikke kendte på forhånd og som vi skal lære at kende, medens vi “kæmper” en kamp mod den. De facto ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Om pandemien markerer en slags kronisk tilstand af livstruende smitte, der ikke bare lader sig stoppe ved restriktioner og hurtigt udviklede vacciner. Eller om der måske er tale om en muterende virus, der ikke alene vil koste mange mennesker liv og helbre, men måske også vil indebære en trussel mod den samfundsmodel, mange nationer har, og vil transformere det økonomiske system på en måde, vi endnu har svært ved at forstå eller tænke igennem. Set fra den 20. december 2020 synes coronaen blot at udgøre en trussel mod vores jul – denne tid af tradition, vaner og forventninger – men måske er den i virkeligheden en langt større trussel, hvis effekt vi endnu ikke helt kender…. Glædelig jul

 

The Cavern – Mona Lisa Twins – covernumre: I’ m a Believer

19. december 2020

Måske en julegaveidé?!

Keith Richard – 18.12.1943

19. december 2020

Så kom den da: McCartney – III

18. december 2020

I dag udkommer den så. Tredje kapitel af Paul McCartneys serie af selvgjorte soloalbum. Den første kom i året for The Beatles’ opløsning, 1970, toeren kom i 1980, hvor Wings var ved at være en saga blot. Og nu, hvor vi har været gennem næsten et års coronapandemi, hvor musikere har haft svært ved at nå ud til deres publikum på gængs facon, har Macca igen været i studiet alene med alle de fornødne instrumenter og et lager af sange. Og efter en relativt lang promotionperiode og en oppulent lancering, hvor McCartney III kan fås i alskens udgaver, er den så på gaden.

Ud fra en enkelt gennemlytning (på en gratis streamingtjenste) er mit indtryk, at treeren lever op til de foregående. Ganske vist er mandens stemme mærket af alderen (manden er 78), men ikke voldsomt, og ganske vist er der måske ikke melodier af bedste skuffe, men det musikalske legebarn McCartney fornægter sig ikke. Den indre flamme brænder stadigvæk. Kærligheden til musikken, til eksperimentet og instrumenternes muligheder er der stadig og brænder igennem . Tag bare den indledende sang (eller rettere: næsten instrumentale nummer) “Long Tailed Winter Bird”, hvor ikke-guitaristen McCartney udforsker nogle enkle guitarfigurer. Og det swinger og rocker, så det er en fryd. Jo, treeren er McCartney-legestue, hvor kreativitet og fantasi får lov til at slippe fri inden for de grænser, mandens instrumentale formåen tillader. Mit gæt er, at McCartney III med tiden vil få samme klassikerstatus, som de foregående.

 

AG fyldte 68 i går

18. december 2020

Det var under julesalget 1966 i Skern, det begyndte.  Under navnet Those Gnags gav AG – For Peter Andreas Gjerluf Nielsen – sammen med storebroder Jens og et par venner deres første offentlige koncert i vinduet til  morfaderens boghandel. Siden kom der mange andre og større scener til. Og Gnags, som de siden kaldte sig, med frontmanden AG (blandt fans), “oraklet fra Viby” (søster Elisabeths kærligt-kritiske navn), som den bærende kraft. Og sådan er det stadigvæk.

Gnags er blevet en særlig institution i dansk rockmusik. Bandet har altid gået sine egne veje og har delt vandene mellem rigtige, loyale fans og så den ret store gruppe af folk, der ikke har kunnet klare Gnags’ særegenhed, der i allerhøjeste grad er defineret af AGs tekster og holdninger. En slags neo-hippie-livsfilosofi, der kan forekomme bedaget (hvilket mange yngre anmeldere vil abonnere på), men som for mange andre er vedkommende, tidløs og mod tidens strøm. Og de er her endnu, Gnags og deres frontfigur, AG, der rundede de 68 år i går.

Coronajul og – the real McCoy

17. december 2020

Som jeg tidligere har været inde på, så er coronavirus et sandhedsserum, der fortæller os mangen en sandhed om os selv. Fx at juletiden i allerhøjeste grad handler om the real McCoy, altså penge.  Forbrug og penge. Og al snak om fælleskab, familienærhed osv. har en tendens til at vige, når først tegnebogen kommer op af lommen og betalingskortet gløder i betalingsmaskinen. Og jeg tvivler på, at coronanedlukning ændrer ret meget ved det forhold.

Ray Davies har altid vidst, at det hænger sådan sammen.

Støjberg, Dansk Folkeparti og udlændingepolitiken

16. december 2020

Instrukskommissionen gør med sin netop udsendte delberetning ganske klart, at selv om Venstrepolitikeren Inger Støjberg i sin ministertid ikke direkte og utvetydigt gav instruks om at adskille par i forbindelse med indkvartering i asylsystemet, så lader hendes gøren og laden ikke tvivl om, at det var den politiske hensigt. Man fristes til at mene, at hendes gøren og laden i denne sag er udtryk for en kalkuleret risiko, der så vidt muligt skulle effektuere den asylpolitik, som regeringspartiet stod for, samtidig med, at Støjberg skulle undgå at gå direkte i lovbrudsfælden. Med til denne manøvre hørte, at Folketinget blev ført bag lyset og at den ikke eksplicit artikulerede hensigt sivede igennem alskens dokumenter fra det pågældende ministerium.

Og selvfølgelig skal sagen have politiske konsekvenser. Også mere en såkaldt “næse”, der i praksis ikke vil ændre den fhv. ministers politiske position i sit parti. Sagen er så alvorlig at alt peger i retning af en rigsretssag. Spørgsmålet er, om der er politiske vilje til at gennemføre en sådan. Indtil videre tøver Socialdemokratiet.

Forhistorien til denne spegede sag er, at partiet Venstre op gennem nullerne har om ikke kalkeret, så et langt stykke hen ad vejen adopteret Dansk Folkepartis flygtninge- og indvandrerpolitik. Sammen med oppositionspartiet Socialdemokratiet har Venstre af klart populistiske grunde (vælgerstemmer!) gjort sig til et strammerparti i udlændingespørgsmålet. Det samme gælder Socialdemokratiet. Begge partier har de facto taget førertrøjen på i den populistiske udlændingepolitik. Og som jeg tidligere har været inde på har det medført en veritabel politisk implosion i Dansk Folkeparti, der i dag kun er en skygge af sig selv, fordi partiet ikke længere for alvor kan markere sig i udlændingespørgsmålet, men må se sig selv overhalet og overgået af andre partier i den såkaldt blå blok (Venstre, Konservative, Liberal Alliance og ikke mindst Nye Borgerlige) og Socialdemokratiet.

Det ser sort ud, kort sagt. Men forestil dig, at instrukssagen fører til en rigsretssag og det ender med en domfældelse af Inger Støjberg, så kan det måske komme til at betyde et farvel til årtiers inhuman udlændingepolitik og et goddag til en ny, humanistisk og afbalanceret udlændingepolitik, der både respekterer menneskerettighederne, arbejder for reel integration af indvandrere og har et realistisk forhold til det voksende migrationsproblem i Europa. I så fald har instrukssagen ikke været forgæves.

50: The Doors – Morrison Hotel (2)

15. december 2020

Med Morrison Hotel, der udkom i februar 1970 genstartede The Doors deres musikalske projekt, der havde lidt et lille knæk, fordi Jim Morrison havde opførst sig “uanstændigt” ved en koncert i Florida. Det medførte aflyste koncerter, radio-forbud mod at spille gruppens musik og en deraf følgende markant indtægtsnedgang. Bedre blev det ikke af, at bandet var ret så frustrerede over at have brugt oceaner af tid på den foregående, strygerindsmurte plade The Soft Parade, så det lå lidt i luften at noget radikalt skulle ske. De skulle finde tilbage på sporet, så at sige. Og hvad gør et bluesorienteret band så andet, end at gribe ned til rødderne. Og det var, hvad Doors gjorde. Leverede en solid omgang bluesrock af bedste skuffe.

Og de amerikanske kritikere var ikke i tvivl, da pladen udkom. Det her var The Doors, når de var bedst. Og jeg er tilbøjelig til at dele denne høje vurdering af pladen, der for alvor gjorde mig til fan af Morrison og Co.

Og nu, næsten et år efter årdagen, udsendes så en jubilæumsudgave med både vinyl og cd. Det manglede da også bare. Julen står for døren og noget måtte jo ske. Ikke sandt?!

Billie Holliday-fortolkninger af M. Ward

15. december 2020

Mathew Stephen Ward, bedre kendt under kunstnernavne M. Ward, der både optræder som solist og sammen med Zooey Deschanel i She and Him, har kastet sig over et helt album med fortolkninger af selveste Billie Holliday, Think of Spring. Et spændende, men også risikabel projekt, for kan man gøre det uden at noget går tabt? Døm selv. Her er en smagsprøve (jeg synes han klarer det helt fint…).

Ja den er god nok…

14. december 2020

Opdatering: Jo, blogbestyreren har haft fødselsdag i dag, men nu lakker den mod enden. Det har været en god fødselsdag, som er Beatles værdig. Ikke en på nogen måde ekstraordinær fødselsdag, tværtimod en ganske almindelig dag – og derfor en dejlig dag, for jeg er så privilegeret at have flest gode dage. En dag, hvor meget lidt skiller sig ud. Ikke noget gaveoverbudsbord, ingen ekstravagance, blot et frisk rundstykke med smør til morgenkaffen og en god steg til aftensmaden, plus et glas vin. Det var såmænd så rigeligt. Og vigtigst af alt: Coronaen er holdt fra døren, og hverdagens program er blevet gennemført uden stress og jag og helt efter bogen. [Opdatering skrevet d. 14. men først publiceret i dag]