december 2020 arkiv

En lørdag på landet…

5. december 2020

Uden en nikkel: Buddy Holly i 1958

4. december 2020

Historierne om musikkens bagmænd, der har snydt, narret og frarøvet kunstnerne penge er lige så mange som dagene, der er gået, siden Little Richard satte skub i rock’n roll med “Tutti Frutti”. Og lige nu læser jeg om Buddy Holly, der ikke er nogen undtagelse fra reglen. Den unge Holly kom i kløerne på manageren Norman Petty, der ikke havde meget til overs for rock and roll, men gladelig ville have fingre i de penge, denne stilart kunne resultere i. Petty blandede sig i Hollys sangskrivning og tiltuskede sig en plads på pladerne som medkomponist, og sammen med sine advokater sørgede han for, at Holly på trods af hurtig berømmelse og succes med sine første indspilninger praktisk taget ikke have en mønt på lommen ved udgangen af 1958.

Som andre på den tid, fandt Holly sig i det, fordi ha bare ville spille sin musik og nå ud til et stort publikum. Det var også mangel på penge, der i sidste ende – året efter –  tvang Holly til at leje det Beechcraft Bonanza privatfly, der skulle sende ham i døden sammen med Richie Valens, The Big Bopper (J. P. Richardson) og den uerfarne pilot Roger Peterson. Alternativet var, at de skulle fortsætte i den gamle, faldefærdige skolebus, der gjorde det ud for en turbus, og ikke nå frem til næste koncertdestination.

 

 

Tynd blues

3. december 2020

A-siden på Shu Bi Duas debutsingle fra 1973 hed som bekendt “Fed rock”. Men – helt symbolsk – hed B-siden “Tynd blues”, og er en – måske tynd (nej, vel!?) – blues med Bundesen på sang og fed mundharmonika. Og en tekst, der både er (selv)ironisk og loyal over for bluesens blå stemninger – og så med et lille diskret spark til dansktoppoppen…

Amy Winehouse skyder julehandlen i gang

3. december 2020

Vi nærmer os tiåret for Amy Winehouses alt for tidlige død. Stemmen, der gjorde en forskel i britisk pop, forstummede. Og vi har ikke hørt så meget om og til hende, siden dengang, hvor den udmærkede dokumentarfilm om hendes liv udkom. Men nu, måske ansporet af udsigten til en god internetjulehandel, kommer der så en fin singleboks med en god snes af hendes singler i 7″-format. For vi er jo i vinylrenæssancens tidsalder. Så hvis man står og mangler en julegave til sig selv, så ligger denne lille boks lige til højrefoden.

Genbrugsgevinster – Åh Abe

3. december 2020

Efter i tilstanden mellem søvn og vågen at have smådrømt lidt om radikale filosoffer som Marquis de Sade og George Bataille, så dukkede sangen om papegøjen pludselig op. Jeg er en papegøje fra Amerika… Måske som en slags kompensation eller tegn på, at nu var jeg da helt vågen. Og kunne stå op til mine morgenritualer.

Og så ville tilfældet, der altid har styret mit liv,  at Den store Åh Abe boks lå i genbrugsbutikkens vindue, da hunde og så mig trissede forbi. Og den søde dame, der var ved at åbne butikken, lagde den til side til mig, så jeg kunne hente den en halv time senere, når butikken var åben.

Åh Abe-sangene har jeg lyttet meget til. Ikke kun, fordi jeg er far i anden potens, men fordi cremen af dansk populærmusik står for den musikalske iscenesættelse af de mange, elskede børnesange.  Larsen, Bundesen, C.V. Jørgensen, Gnags og så videre. Det er pop i den bedste ende af skalaen, forklædt som børneunderholdning. Ja, jeg har såmæn overvejet at købe boksen alligevel, men den er udsolgt. Og nu fik jeg den så til sølle 40 kr.

Muskelsvindleren Evald Krog er død – 76 år

2. december 2020

Grundlæggeren af Muskelsvindfonden og også af Grøn Koncert, Evald Krog, er død i en alder af 76 år. Han grundlagde fonden i 1971, fordi han mente, der blev gjort for lidt for de mennesker, der led af sygdommen muskelsvind. Og som formand for fonden arbejdede han hele vejen for sagen, frem til 2016, hvor han trak sig tilbage af helbredsmæssige årsager. Samme år fik han konstateret Alzheimer.

Evald var også et musikalsk menneske. Med Grøn Koncert skabte han en populær scene for tidens populære navne. En koncertform, der blev en etableret del af festival-Danmark. Selv var han mest til jazz og fik også indspillet en plade sammen med Lise Dandanell og et band.

Filmoplevelse: Stalingrad (russisk, 2013)

2. december 2020

I oktober så jeg Joseph Vilsmayers tyske Stalingrad (1993), og blev i den forbindelse opmærksom på og interesseret i Fedor Bundachucks russiske film fra 2013 med samme titel. Så det var jo oplagt at få fat i den og se, hvordan historien om det legendariske slag kunne fortælles fra den anden side af fronten, så at sige. Om der så at sige var en anden vinkel end i den tyske.

Og det var og er der.

Filmen har en rammefortælling. Et barn af en af de overlevende kvinder fra Stalingrad er udsendt for at hjælpe ofrene for tzunamien i 2011. Og hank kommer i kontakt med en tysk pige, der er fanget under et sammenstyrtet hus. Og hun overtaler ham til at fortælle sin historie, om de fem fædre han havde i slaget om Stalingrad. Og derfra vender vi tilbage til 1942, hvor en gruppe russiske soldater får til opgave at forsvare et større bygning, bag hvilken der er adgang til floden Volga, som tyskerne for enhver pris vil have adgang til. Og det er adgangen til Volga, der så at sige afgør kampen om byen Stalingrad.

Fem af de russiske soldater er hovedpersoner i fortællingen og er de fem fædre, der er tale om i rammefortællingen. Og ud over dem er der en ung pige på 19 år i bygningen. Hun er blevet i bygningen efter at have mistet hele sin familie. Og soldaterne adopterer hende nærmest som en slags maskot og familiemedlem, og en af soldaterne – den mest generte af dem – forelsker sig i hende og bliver den biologiske far til den overordnede fortæller.

En parallel kærlighedshistorie er der på den tyske side, hvor en officer Kahn  har et forhold til en blond russisk kvinde, der til forveksling ligner hans afdøde tyske kone.

Slaget om den store bygning er, kan man sige, en allegorisk fremstilling af hele slaget om byen. Og som konventionen for moderne krigsfilm foreskriver, så skildres kampene og begivenhederne omkring huset med al den dramatik, spektakulære optrin og hændelser, brutalitet og voldsomme realisme, man som garvet filmpublikum næsten kan ønske sig. Og den russiske film står på ingen måde tilbage for den tyske på det punkt.

Hvordan det forløber frem til slutningen vil jeg ikke fortælle, for det skal man opleve. Men da det er ovre vender vi igen tilbage til situationen efter tzunamien, hvor den tyske pige er blevet befriet fra ruinerne og ønsker at hilse på fortælleren, der er på vej væk i en mandskabsvogn. Og af epilogen kan man forstå, at filmen og historien skal forstås som en slags anti-krigsfilm.

Ikke påvist – coronatest

2. december 2020

Så skete det da. Under- (eller snarere over-)tegnede gennemgik en coronatest. Ikke på grund af symptomer, der kunne give anledning til operationen. Men, fordi et kommende familiearrangement nødvendiggjorde dette hensyn til andre.

I byen her er begge teststationer placeret omhyggeligt i den nordlige bydel – inden for det lokale megahospitals område. Og begge med gåafstand fra hinanden. Og man kan både gå og køre til test. Og det største problem er sådan set at finde rundt på matriklen. Der er masser af gule skilte. Faktisk så mange at det er et spørgsmål, om det hjælper med at finde vej. Nå, men omstændigheder ville, at jeg skulle af sted tre gange – af hensyn til svigerfader, der er kommet til års, og fruen, der var utryg ved opgaven, og så selvfølgelig mig selv. Det betød, at jeg fik nogenlunde styr på,  hvor handlingen foregår.

Og efter at have bestilt tid på coronaproever.dk, gik det som smurt. Svigerfar kom, som den første, til før tid. Det samme gjalt mig selv, selv om der udtrykkeligt stod på sms’n, at jeg IKKE skulle komme i god tid. Men det gjorde jeg, og kom til med det samme, ti minutter før.

Og det værste ved det hele, var selve testen, hvor et ungt menneske stikker en stor vatpind ned i halsen på en og tæller langsomt til fem. Pinden ramte lige ved det punkt, der sætter en opkastningsbevægelse i gang. Men med stor koncentration lykkedes det at holde igen og få det overstået.

Forsynet med en informationsseddel om, hvordan man får svar via sundhed.dk, kørte jeg så hjem. Og dagen efter fik jeg beskeden: ikke påvist. Altså coronafri. Som forventet. Hurra.

McCartney III – en lillebitte smagsprøve

2. december 2020

Han bliver ved, ham Macca, med sine små drillerier op til udgivelsen af III. Her en lille smagsprøve på en søde lille melodi, der alt andet lige er lovende…