9. december 2020 arkiv

Så kys det nu det satans liv…

9. december 2020
Tæt på min bolig ligger en stor folkeskole. Og hver morgen kan jeg – og det sker ofte, fordi jeg er ude at lufte min hund – kan jeg se fortravlede forældre i bil sætte deres børn af ved “Kys og farvel”-skiltet. Og i dag kom jeg, inspireret af en vens alt for tidlige bortgang, til at tænke på, om disse fortravlede forældre på vej mod ‘livets indhold’, arbejdet, nogensinde tænker over, hvor let tingene glider os af hænde, hvor let noget slipper ud mellem fingrene på os. Som i ABBAs mesterlige sange om den lille pige, der går til skole med sin skoletaske i hånden og et fraværende smil på læben, medens moderen med det velkendte sug af tristhed gør sig sine tanker om den forsvindende tid.
Og sangen er så god og stærk, fordi den lader en tænke, at denne følelse ikke kun gælder den lille pige, der vandrer af sted til skole og ud i livet, men livet som sådan. I vores begær efter at fastholde nuet, oplever vi, at det er umuligt, at det slipper gennem fingrene på os – eller at det kun paradoksalt er muligt at fastholde nu’et i erindringen.
Schoolbag in hand, she leaves home in the early morning
Waving goodbye with an absent-minded smile
I watch her go with a surge of that well known sadness
And I have to sit down for a while
The feeling that I’m losing her forever
And without really entering her world
I’m glad whenever I can share her laughter
That funny little girl
Slipping through my fingers all the time
I try to capture every minute
The feeling in it
Slipping through my fingers all the time
Do I really see what’s in her mind
Each time I think I’m close to knowing
She keeps on growing
Slipping through my fingers all the time
Sleep in our eyes, her and me at the breakfast table
Barely awake I let precious time go by
Then when she’s gone, there’s that odd melancholy feeling
And a sense of guilt I can’t deny
What happened to those wonderful adventures
The places I had planned for us to go
Well, some of that we did, but most we didn’t
And why, I just don’t know
Slipping through my fingers all the time
I try to capture every minute
The feeling in it
Slipping through my fingers all the time
Do I really see what’s in her mind
Each time I think I’m close to knowing
She keeps on growing
Slipping through my fingers all the time
Sometimes I wish that I could freeze the picture
And save it from the funny tricks of time
Slipping through my fingers
Schoolbag in hand, she leaves home in the early morning
Waving goodbye with an absent-minded smile

Torben Brostrøm – kritiker, litterat – er død, 93 år

9. december 2020

Endnu et fyrtårn i dansk kulturliv er væltet. Kritikeren, litteraten m.m. Torben Brostrøm er død i en fremskreden alder af 93 år (08.12.2020). Han blev magister i mit fødeår, 1953, og blev bannerfører for modernismen i Danmark, især modernismen i lyrik og poesi. Inspireret af den anglo-amerikanske new criticism, der – hvis vi ser bort fra dens ideologiske implikationer – lagde stor vægt på den opmærksomme, følsomme nærlæsning af teksterne og lagde dermed grunden for mange årtiers senere optagethed af teksten og dens udfordringer (fx i den såkaldte og udskældt dekonstruktivisme) – blev Brostrøm eksponenten for den begavede, tekstnære formidling af moderne dansk litteratur.

Og dermed blev han en væsentlig forudsætning for mit eget valg af fag efter gymnasiet. Faktisk uden at jeg vidste det, for Brostrøm var – med sine kritiske arbejder, fx Versets Løvemanke fra 1960, pligtpensum for min dansklærer i folkeskolens ældste klasser. Og senere, da jeg selv fik appetit på at læse moderne litteratur sidst i tresserne, indkøbte jeg et par bind af Brostrøms “billigbøger”, bl.a. Poetisk Kermesse (1968) og den føromtalte, og selv om mine veje førte ad andre teoretiske og ideologiske stier end Brostrøm, så vil jeg altid være ham tak skyldig for hans insisteren på at tage teksten alvorligt og nærlæse den og fortolke den. Det har helt frem til i dag været været det fundament, jeg har bygget på.