28. december 2020 arkiv

Well, I woke up this morning and got my selv a beer…

28. december 2020

Så kom coronavacinationen omsider til Danmark. Og pressen fik endnu en lille, bitte nyhed, som den vil kunne drive rovdrift på de næste mange uger og måneder. Og som forventet var pressen også til stede, da den første dansker, en ældre mand på et plejehjem i Voldsmose, fik sin indsprøjtning. Han tog det, om man så kan sige, i stiv arm og med en humørfyldt kommentar om, at nu ville han gå op til sit værelse og få sig en kold øl. Og jeg tænkte straks på The Doors og deres “Roadhouse Blues” med ordene, “Well, I woke up this morning, And got myself a beer” – og den efterfølgende sætning, der også er oplagt, situationen taget i betragtning: “The future’s uncertain and the end is always near”.

Nostalglimt: Tørsleffs Husmoder Service

28. december 2020

Som jeg har fortalt i min præsentation af bloggen, så arbejdede min mor i køkkenet, før hun blev gift med min far. Hun var “kokkepige” hos det bedre borgerskab i København under krigen. Derefter udfoldede hun sine kundskaber i vores hjem.

Og hun havde lært alt, hvad der skulle til for at virkeliggøre det gammeldags danske køkken. Og jeg har ofte opholdt mig i vores lille køkken, når hun kokkerede over de to-tre gasblus, der var i lejligheden. Og har set og lært noget uden på noget tidspunkt at blive inddraget direkte i madlavningen. Det gjorde drenge ikke almindeligvis dengang i halvtredserne og starten af tresserne. Så det var først, da jeg drog hjemmefra for at studere ved Århus Universitet, at jeg fik brug for at kaste mig over kogekunstens teknikker. Og heldigvis havde jeg altid min mors hjælp ved hånden – eller rettere: telefonisk. Og så havde hun udstyret mig med de mest nødvendige hjælpemidler. Aflagte gryder, pander, tallerkner, knive osv. Og – ikke mindst – ovenstående lille kogebog fra firmaet Tørsleffs Husmoder Service.

En lille 128 sider stor bog (eller rettere: hæfte) med – som forsiden fortæller – 300 opskrifter inden for supper, saucer, grønsags-, fiske-, ægge-, macaroni-, ris- og kødretter. Og der var her jeg fandt svaret på, hvordan jeg skulle lave mit første større måltid (til kollegianerne på mit kollegium): brunkål (s. 36). Og siden har den lille røde bog fulgt mig gennem tykt op tyndt. Og selv om jeg siden har fået andre,mere moderne og dyrere kogebøger, så er det altid den, jeg vender tilbage til, når den står på traditionelle danske retter.

Tørsleffs Husmoder Service blev oprettet i 1939 for at markedsføre firmaets produkter. Og den lille røde bog – og seriens andre bøger – kan stadigvæk fås. Min udgave kostede 9, 25 kr. I dag kan man finde den på nettet og hente den ned ganske gratis so pdf-fil. Og den er stadigvæk en gave for den, der holder fast i det traditionelle, danske køkken.

50: December 1970

28. december 2020

Lad os lige for en ordens skyld vende tilbage til 1970. Dengang var tiden omkring jul og nytår en god tid for pladeselskaberne. Det var her, der skulle hentes ind til bundlinjen. Og 1970 var ikke nogen undtagelse.
I december 1970 udkom bl.a. T. Rex, Eric Burdon & War The Black Man’s Burdon, Nico Desertshore, Love False Start, Captain Beefheart & The Magic Band Lick my decals off, baby, The Move Looking on, Ry Cooder, Ten Years After Watt, Quicksilver Messenger Service What About Me og Vashti Bunyan Just Another Diamond Day.
Men der sket også andet i den måned. John Lennon gav sit berømte interview med Rolling Stone (d. 8/12), The Doors spillede deres allersidste koncert på The Warehouse i New Orleans, og endelig blev opløsningen af The Beatles officiel og endelig med udgangen af måneden.