To album blev det til med bandet Mallard i starten af halvfjerdserne. Og de blev ikke nogen salgssucces dengang. Til gengæld er de i dag efterspurgte genstande på brugtmarkedet. Og det gælder ikke mindst den opsamling, som Virgin records lavede, med begge album på en CD.
Mallard opstod, fordi nogle musikere i Captain Beefhearts Magic Band ikke længere syntes det var sjovt at lade sig hundse rund med af kaptajnen. Zoot Horn Rollo, Rockette Morton, Ed Marimba fadt sammen med Sam Gilpin, John ‘Rabbit’ Bundrick, Barry Morgan, George Dragotta og HJohn McFee. Og med hjælp fra Jethro Tulls Ian Anderson, der ejede et mobilt optagestudie, indspillede Mallard sin debutplade. Den blev fulgt op med Different Climate og så var det bal ovre.
Her spiller de en fin udgave af The Byrds Gene Clarks sang “Desperados waiting for a train”.
Oscar Douglas Washington var sangskriver, guitarist, skolelærer og ejer af et lille plademærke i St. Louis i starten af 1950’erne. Sammen med kollegaen, saksofonisten Jimmy Forrest skrev han sangen “Night Train” og udgav den. Og den blev nr. 1 på R&B-hitlisten i 1952. Washingtons plademærke specialiserede sig i doo-wop, bl.a. med The Swans. Og så opdagede han en ung guitarist, der spillede rundt omkring på de lokale steder, Chuck Berry. Og foreslog ham, at han skulle spille sammen med Joe Alexander & the Cubans og indspille plader med dem. Og det gjorde han. Den første plade var calypsosangen “Oh Maria”, der kom ud i 1954.Berry har dog siden hen bestridt, at han spiller guitar på denne eller nogen anden plade med Alexanders band. Men i hvert fald er det første gang, Berry sættes i forbindelse med en pladeindspilning. Den 21. maj 1955 indspller Chuck Berry – for plademærket Chess – “Maybellene”, der er inspireret af country and western-nummeret “Ida Red” (kendt fra Bob Wills and his Texas Playboys). Og dermed er rock and roll en realitet.
Nej, jeg har aldrig hørt om Melvin Sparks. Men et sted på nettet var der en der nævnte ham og anbefalede ham. Sådan uden videre. Og det måtte jeg da følge op på. Og så viste det sig, at Melvin Sparks døde i 2011, kun 64 år gammel. Han havde problemer med sukkersyge og højt blodtryk.
Ellers havde han været på banen siden han var helt ung. Han spillede rhythm and blues og jazz. Og hans største claim to fame var, at han var med i the Upsetters, et turnéorkester dannet af selveste Little Richard. Han spillede også bag navne som Jackie Wilson, Curtis Mayfield og Marvin Gaye. Han var altså en af de mange, talentfulde sidemen, som populærmusikken har været så rig på. Men han havde også en solokarriere fra 1970 og frem som resulterede i godt og vel et dusin album. Det sidste var koncertpladen LIve at the Nectar’s, der blev udgivet post humt i 2017. Du kan lytte til den ovenfor. Jeg synes, det er en god plade, der burde have vakt mere opmærksomhed end tilfældet har været.
Hun endte sine dage 35 år gammel af en overdosis stoffer. Men ellers var hun en af de mange stjerner, der funklede over Laurel Canyon i årene omkring 1970. En af de mange talentfulde kunstnere, der siden hen blev kendt som singer-songwriters. Inden stofferne tog livet af hende nåede hun at indspille to album. Dertil skal lægges nogle demo-indspilninger, der posthumt er udgivet.
Hendes bedst kendte sang, “Jesus was a cross maker”, siges at være inspireret af hendes romantiske forhold til en anden af Laurel Canyon-talenterne, sangskriveren J. D. Souther, der blev sangleverandør til bl.a. Linda Ronstadt (endnu en af Laurel Canyon-skaren…).
Og Judee Sill har sat sig spor i musikken i tiden efter sin død. Flere sangskrivere har tilkendegivet, at de er blevet inspireret af hendes sange. Og flere kunstnere har indspillet hendes sange, bl.a. ovenstående kendingssang, som fx The Hollies har lavet en meget fin version af…
Måske skyldes det, at DR ikke har taget sig sammen til at finde nogle nye, spændende britiske kriminalserier. Måske skyldes det bare, at jeg har for meget tid og som tidligere nævnt vil gøre alt, hvad jeg kan for at undgå at kede mig. Men i hvert fald er jeg begyndt at se kriminalserien Father Brown, der vises på hverdagseftermiddage på DR1.
Der er ikke tale om kriminalserie på niveau med fx Vera, Shetland, Lewis eller Hinterland. Der er snarere tale om en hyggelig serie, der tydeligvis læner sig op ad folkelige serier som Folk og Fæ, Landsbyhospitalet og – ja, måske allermest – Barnaby.
Byggende på short stories af C. G. Chesterton følger man en præst, father Brown, og hans nærmeste omgangskreds. Og plottet er, at Brown altid får rodet sig ind i en kriminalsag til den lokale politikommissærs store fortrydelse. Men det er også altid Brown, der med Biblen i hånd og næse for plots og intriger får fat i den lange ende. Som altid er skuespillet af høj klasse og historierne er ganske finurlige og opfindsomme. Og så er de som sagt hyggelige, selv om englænderne ikke kender til det fænomen.
Efter at have set livsstilsprogrammet Kender du typen? på DR1 og efter at have bøvlet lidt med fruens computer, der ikke ville modtage emails, så var der lagt op til lidt filmkiggeri. Og heldigvis havde jeg fået optaget Theordore Melfis Hidden Figures fra 2016. Det var vist TV2, der viste den.
I filmen befinder vi os i USA i 1961, altså tres år før vores nutid, hvor coronapandemien dominerer vores udsyn, men også en tid, hvor #meetoo og #blacklivesmatter har gjort os alle opmærksom på, at “sexisme”, kønsulighed og racisme trives i allerbedste velgående og bør – lad os sige det sådan – overvindes. Og set i tresårets bagklogskabslys, så er Melfis film en særdeles politisk korrekt film, idet den handler om forskelsbehandlingen af sorte amerikanske kvinder i rumfartsindustrien.
USA befinder sig i en prestigefuld kamp med russerne om magten i rummet. Samtidig befinder vi os i en periode, hvor den kolde krig stadigvæk dominerer og præger den amerikanske virkelighed helt ned i hverdagslivets små detaljer, og hvor borgerrettighedsbevægelsen med Martin Luther King i spidsen har vind i sejlene.
I filmens indledning ser og hører vi den lille sorte pige Kathrine Goble, der snakker om og fantaserer om tal, primtal og geometriske figurer. Og det viser sig, at pigebarnet har ekstraordinære evner og talent for at arbejde med tal. Det baner vejen for hendes uddannelse og for at hun bliver ansat ved NASA, der netop mangler folk, der kan foretage rigtige beregninger af rumskibes konstruktion og baner i himmelrummet. Og det kan Kathrine.
Sammen med den sorte kvinde Dorothy Vaughan, der har særlige evner udi computerprogrammering, og Mary Jackson, der bliver USAs første sorte, kvindelige flyingeniør kommer Kathrine Goble til at arbejde i det projekt, der skal sende den første amerikanske astronaut i kredsløb om jorden – og dermed for alvor melde USA ind i rumfartskapløbet.
Og fortællingen om de tre, sorte kvinders vej til succes i rumfartsindustrien anno 1961 er en fortælling om, hvordan diskriminationen på køn og hudfarve fungerer i alle hverdagslivets aspekter. Da Goble bliver ansat til at beregne rumskibenes baner er der ikke taget højde for, at hun skal kunne komme på toilettet i nærheden af arbejdslokalet. Toiletterne er adskilt på køn og hudfarve. Og hun må, når hun skal tisse osv., løbe til den anden ende af anlægget, hvor der er et toilet for people of color. Og hun må ikke dele kaffekande med sine hvide, mandlige arbejdskolleger. Men også uden for arbejdspladsen mærker hun og de to andre kvinder, hvordan forskelsbehandlingen effektivt fungerer helt ned i mindste detalje. Fx kan Dorothy Vaughan ikke låne en bog på biblioteket om programmeringssproget Fortran, fordi den ikke står i afdelingen for sorte lånere, og fordi denne afdeling ikke har et eksemplar.
Men Gobles chef, Al Harrison, solidt spillet af Kevin Costner, ser kun, at Kathrine kan løse de beregningsmæssige problemer, han har, og som er afgørende for, at NASAs projekt kan realiseres. Han ser kun rumfartsprojektets succes. Og derfor bliver han nødt til at sætte sig ud over hverdagsracismen og kvindeundertrykkelsen. Det bliver ham, der egenhændigt gør alle toiletter tilgængelige for alle medarbejdere og sørger for, at Kathrine kan få kaffe på lige fod med sine kolleger.
Og fortællingen om de tre kvinder er en positiv beretning om tre sorte kvinders succes. De lykkes alle tre med deres respektive frigørelsesprojekter. Og på den måde er filmen måske også en anelse utroværdig i sin vægtning af netop successen, idet det jo netop er tale om et igennem seks årtier nærmest glemt kapitel af Amerikas historie, der fortælles. Et kapitel, der først for alvor kom for en dag, da Margot Lee skrev en bog om de tre hidden figures, som blev grundlag for filmen (bogen er fra 2016). Man kunne måske også sige, at instruktøren med sin positive vinkling på historien afslører, at han er fortaler for vor tids politiske korrekthed.
Man kan også, hvis man vil fastholde denne kritiske linje, indvende, at fremstillingen af de tre sorte kvinder tenderer til at bliver lidt for pæn. De er tre, relativt velstillede unge damer. Selv om Kathrine Goble er enlig mor med tre piger på slæb, så fremstilles hun alligevel som en pæn repræsentant for en amerikansk middelklasse, der kan leve op til den amerikanske drøm. Hun får da også sin helt og succes i sit arbejde (og ender med at få opkaldt en hel NASA efter sig og modtage en fortjenstmedalje i en fremskreden alder). Og de to andre er ikke ringere stillet. De tre kvinder er ikke repræsentanter for den underklasse, der for alvor mærker undertrykkelsen (og som vi kun ser indirekte i tv-citater fra tressernes racevirkelighed).
Men når det er sagt, så får filmen alligevel givet et ret nuanceret og troværdigt billede af den massive køns- og racediskrimination, der fungerede dengang og som trækker mærkbare og synlige tråde helt op i vores tid. Og de tre skuespillere – Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monáe – får fremstillet deres personer, så de fremstår meget troværdige i deres vidt forskellige kamp mod diskriminationen. Som levende, troværdige og sympatiske individer i en usympatisk tid.
Samlet set er det en seværdig film, der næsten alt for godt passer ind i vores tids politisk korrekte syn på køn og race med sin dramatiske afdækning af et lidt glemt kapitel i rumfartens historie. En film, der trods forbeholdene er både oplysende og underholdende.
Forleden skrev jeg lidt om, hvordan tresserbandet Tommy James & the Shondells var blevet snydt af gangsteren bag det lille plademærke Roulette Records. Og helt tilfældigt ser jeg så, at alt, hvad de inspillede for det forlag – ialt 13 album plus det løse – er udkommet på en 6-CD-stor boks. Så må vi bare håbe at Tommy James, der lever i bedste velgående, har fået lidt styr på det med royalties siden dengang.
Hvis man løber tør for musik, bøger, tv-serier og film, hvad kan man så fordrive tiden med i disse coronariske tider? Jo, man kunne jo for eksempel hente og lytte til BBC roste dramatisering af hele sagaen om Ringenes Herre. Den er lagt op på archive. org, hvorfra man kan lytte til den berømte fortælling og sågar – kvit og frit – hente den ned (hvis man har plads til ca. 3 GB på sin harddisk…).
How many thousands of hours I spent trying to sound like you and never came close.
Without Sam, there may not have been a Rod.
Just think if you were still alive we could have been mates.
– Sir Rod Stewart CBE
Nej, Sam Cooke døde på et motel i Los Angeles i 1964, skudt af stedets kvindelige bestyrer. Men han ville være blevet 90 i går, hvis ikke han havde rodet sig ud i noget med et damemenneske på det motel dengang for mange år siden. Og Sir Rod Stewarts anerkendende ord i dagens anledning fortæller os noget om, hvilken stor sanger popmusikken mistede i ’64.
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 14 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 14 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
