11. januar 2021 arkiv

50: Janis Joplin – Pearl

11. januar 2021

Janis Joplins andet og post-hume soloalbum Pearl udkom på denne dag for halvtreds år siden. Hun havde da været død i tre måneder. Og dødsfaldet var nok med til at løfte pladen op på Billboards førsteplads, hvor den blev liggende i samfulde ni uger og kastede hele fire platinplader af sig. Men den væsentligste forklaring er nok, at albummet var det bedste, den problemtyngede sangerinde fik præsteret i studiet. Den bedst producerede plade med de bedste sange. Janis udvalgte selv sangene og hendes sidste turnéorkester The Full Tilt Boogie Band bakkede hende op på bedste vis. Janis døde, medens indspilningen foregik. Derfor har Nick Gravenites’ sang “Buried alive in the blues” ingen vokal. Og Janis’ sidste sang var acappellaudgaven af “Mercedes Benz”, som hun selv havde været med til at skrive.

 

50: Chicago – III

11. januar 2021

Chicago tog hul på 1971 med deres tredje dobbeltalbum på stribe (og inden for mindre end to år…). Bandet havde fået et gennembrud med deres andet dobbeltalbum og havde brugt oceaner af tid på koncertvirksomhed (i 1971 var live-koncerter hovedindtægtskilden for musikere, akkurat som i dag, men i de kommende år blev royaltyindtægter for plader en voksende indtægtskilde). Og koncertaktiviteten gjorde også, at de ikke havde problemer med at skrive nye sange til det nye album, selv om de var løbet tør efter de to første dobbeltalbum.

Og så lykkedes det også for Chicago for første gang at nå højt på hitlisten, både med albummet og med to af sangene, bl.a. “Free”, der kom i top tyve på Billboard.

Helen Sjöholm

11. januar 2021

Forleden omtalte jeg Abba-Benny Andersssons orkesterprojekt BAO, og efter at have lyttet mig ind på dette projekt, der excellerer i musik fra præ-rock-and-roll-æraen, fik jeg ørerne op for sangerinden Helen Sjöholm, der har været fast inventar i BAO længe. Sikken en stemmepragt. Man forstår godt, at Benny Andersson indlemmede hende i sit orkester. Og for at det ikke skal være løgn, så har Sjöhom haft succes som hovedfigur i Anderssons og Ulvaus’ Kristina från Duvemåla, Her synger hun et stykke derfra – til tydelig fornøjelse for de to komponister.