Skuespillerinden Judy Gringer fylder 80 i dag. I næsten 50 år var hun en fast bestanddel af dansk film, revy og teater. Med sit blonde, barmfagre udseende var hun næsten prædestineret til rollen som “sexbombe”, som den danske Wikipedia skriver. Og det er da rigtigt, at hun bl.a. fik stor folkelig bevågenhed for sin sketch med Dirch Passer “Babs og Nutte”, der skæmtede med hendes brystparti. Men det skjuler desværre også, at hun havde et skuespillertalent og en -udstråling, hvormed hun i sine mange biroller ofte kunne stjæle billedet fra hovedrolleindhaverne. Til lykke med dagen Judy.
Jeg har været inde på det før. Pop- og rockmusikere har siden tidernes morgen været økonomisk udnyttet og udbyttet af musikindustriens krejlere. I disse tider sker det via streamingtjenesterne, der ikke betaler komponisterne en fair del af udbyttet. Men det er foregået siden, ja tidernes morgen, altså siden dengang, hvor pop blev pop og rock blev rock.
I går læste jeg en illustrativ historie. Det drejer sig om Tommy James and the Shondells.
Tommy James og hans band var store tilbage i de tidlige 1960’ere. De havde ikke mindre end 23 hits i USA (blandt de største: “I think we’re alone now”, “Crimson and Clover” og “Mony Mony”). Det resulterede i ni guld- og platinplader og et samlet pladesalg i omegnen af 100 millioner eksemplarer. Alligevel blev James og bandet snydt så vandet drev.
For da den kun 19-årige Tommy James i 1966 kom til storbyen Manhattan for at finde et pladeselskab, der ville udgive hans musik, kom han og bandet i kløerne på Morris Levey, der var chef for plademærket Roulette Records. Andre plademærker var ikke interesseret, selv om Tommy James og co. havde været det bedst- og hurtigstsælgende navn i hjembyen Pittsburgh. Så James måtte skrive under hos Roulette. Og det var det samme som at sælge sin sjæl til Fanden selv, for Levey var i bogstaveligste forstand en gangster, en Godfather, der uden bluesel snød James og Shondells for royaltyindtægter i en samlet størrelsesorden på 30-40 millioner dollars. James og Shondells forsøgte at tale den jødiske gangster til rette, men det lykkedes ikke. Så James og Shondells så kun en udvej: At fortsætte med at skrive sange og indspille dem. Og altså med store tab til følge.
Og som skrevet, så fortsætter udbytningen af populærmusikkens kunstnere stadigvæk. Vi har stadigvæk sager med politiske kandidater (fx Trump) der hæmningsløst bruger kunstneres sange i deres kampagner – uden at betale for det og uden at lave aftaler med kunstnerne. Vi har streamingtjenesternes underbetaling af kunstnerne. Og så har vi i den lidt tyndere ende reklamebranchens og filmindustriens ofte (andet end økonomisk) ubegrundede brug af populærmusik.
I går aftes oplevede jeg et lille eksempel. Med et halvt øje så jeg lidt af filmen Kapring på åbent hav (Under Siege) fra 1992. En tyndbenet action-film med Steven Seagal og Tommy Lee Jones med en ganske utroværdig historie om en flok uhæderlige militærfolk, der kaprer et atombevæbnet krigsskib. En af den slags populære film, der dyrker eneren (her Seagal som degraderet elitesoldat, der arbejder som kok på krigsskibet), der ordner ærterne i en fortælling, der sælger amerikanske “værdier”.
Men som bekendt har en film også en lydside. Et lydspor eller sound track. Det meste af lyden eller musikken skyldes en vis Gary Chang (i følge den seriøse filmdatabase imdb.com), men mit øre fangede også tonerne af Jimi Hendrix’ “Voodoo Child (slight return)” og “Star sprangled banner”. Den kunstneriske begrundelse (hvis en sådan findes..) for at bruge Jimi Hendrix er, at skurkene (især Tommy Lee Jones’ William Strannix, der fremstilles om en desillusioneret militærperson, hippie og rockertype) fremstilles som revolutionære. Men mest af alt bruges Hendrix’ klasssiske stykker som letkøbte effekter til dramatiske handlingsforløb på skærmen. Og det er i mine øjne og ører misbrug af kulturarven, uanset om der er betalt royalties eller ej.
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 14 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 14 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
