februar 2021 arkiv

Barndommens lektyre – Den røde ballon

28. februar 2021

Man bliver mere nostalgisk med alderen. Måske er der noget om snakken, i hvert fald fylder fortiden en del i mit liv og mine tanker. Og det er en øvelse at prøve at generindre noget af det, der ligger længst tilbage. F. eks. hvilke bøger, man læste eller fik læst op, da man var i førskolealderen.

Mit barndomshjem var ikke et litterært hjem. Der var ikke dusinvis af bøger på de par reoler, der var på væggen. Men nogle var der dog. Og nogle bøger kan jeg sagtens huske. Den lille antologi med H. C. Andersens eventyr og med håndtegnede illustrationer af Lorenz Froelich. Palle alene i verden af Jens Sigsgaard (1942) og et par stykker mere. Og så var der Albert Lamorisses “Den røde ballon”. En billedbog (Martins Forlag, 1958, 48 s.), med fotos fra den tilsvarende franske film om en dreng i Paris der finder en rød ballon – og hvad der så sker. Det var en forfatters henvisning til netop denne bog, der fik mig til pludseligt og stærkt at huske bogen og ikke mindst den store, røde ballon, der lyste op på siderne og i filmen (fra 1956). En poetisk lille film, hvor leg og fantasi får frit løb.

Filmen er siden gået hen og blevet en klassisk kortfilm, og den kan ses på filmcentralen.dk, hvis ellers man har login til siden. den kan også ses på bibliotekernes Filmstriben.dk (tre film pr. måned, hvis man bør i den rigtige kommune).

Og når man sådan graver i fortiden, finder man fx ud af, at fyrre år senere er lavet en opfølgning, hvor ballonen vender tilbage for at hævne sig…

Og så er der altid en musikalsk vinkel på det med den røde ballon. Dave Clark Five fik et mindre hit med en sang om en rød ballon. Og det samme gjorde sangskriveren Raymond Froggatt (1968), selv om det slet ikke er den samme ballon som drengens, der er tale om…

Capac anbefaler: Wayne Graham – 1% Juice

27. februar 2021

Ude i Whitesburg, South-East Kentucky sidder brødrene Hayden og Kenny Miles stadigvæk og laver musik med deres venner. Og det har de nu snart gjort i lang tid og på – vist nok – seks album. I forældrenes kælder har de fået lov til at indrette et lille studie, hvor deres plader er blevet til. Og det er måske denne forankring i et lille bysamfund langt uden for storbyernes støj og med røddernes langt nede i den muld, der nu om stunder betegnes “Trump-land”. I hver fald et sted, der på mange ledder og kanter kan betegnes som ærkeamerikansk.

Det er nærliggende at tænke på et andet, gammelt band, der også med held slog sig ned lidt uden for civilisationens radius og puls. Jeg tænker selvfølgelig – og langt fra tilfældigt – på bandet The Band, der jo beboede huset Big Pink, hvor de skabte noget af deres allerbedste – og hjalp Bob Dylan med – endnu engang – at finde melodien (i mere end en forstand). Og det var lige netop med albummet Music from Big Pink (1968), om ikke skabte så dog støbte formen til den ikke-genre eller musikalske hybrid, musikkritikere i dag ynder at betegne americana. Som betegnelse for en musik, der lystigt, men også kræsent, genbruger gamle stilarter og lader det hele smelte sammen med den hybrid, vi kalder rock.

Og det er for så vidt af de samme tråde stier, de samme spor, som The Band dengang trådte, og som mange siden har betrådt, at Kenny og Hayden Miles træder med deres plader. Og på den nye plade, der bærer titlen 1% Juice, er det som om støbeformen passer bedre end fx  på Songs only a mother could love, som er det album, jeg har anbefalet, og kender bedst til.  Det er som om sangmagerne er nået frem til en eller anden form for afklaring, sådan rent musikalsk.

Og den musikalske afklaring afspejler sig på den måde, at pladen består af en portion sange – tolv styks i alt – der hver især udgør små, afrundede, særprægede enheder. Sange, der ikke nødvendigvis kan/skal forstås som tematisk eller indholdsmæssigt forbundne, men som udgør den helhed, som kun et album kan danne. Sange, der hver især har penselstrejf af vidt forskellige stilarter – psychedelia, folkrock, gospel og meget mere – samtidig med at bunden skabes af Kenny Miles’ fremtrædende, gode stemme og hans markante guitarspil – og Haydens lige så centrale og vitale trommer med deres ‘tørre’ swing og faste drive. Også de andre musikere sætter deres præg på helheden, fx Ludwig Bauers synth, men der er ikke nogen tvivl om, at brødrene udgør Wayne Grahams bærende søjler.

Som skrevet, så er 1 %Juice et udpræget album og skal helst/bedst indtages som sådan. Til gengæld er man så sikret en varig musikalsk nydelse, der faktisk vokser stille og støt for hver gennemlytning. Det er udstedsamericana, når det er bedst, og jeg vil godt melde mig som fan. Lige som jeg gjorde i 1968. Det bliver spændende at følge brødrene også i årene, der kommer.

Wayne Graham. 1% Juice. Produceret af: Michael & Chastity Day. Hometown Caravan/ KF Records/ Celebration Records. Er udkommet.

 

 

50: Søster Kate – Kate Taylor

27. februar 2021

Det var storebroder James Taylor, der løb med hæderen og berømmelsen. Men der var engang, deromkring 1970, hvor han søskende ikke ville stå tilbage for James. Således udkom lillesøster Kate Taylor med sin debutplade i januar 1971, der meget betegnende blev betitlet Sister Kate. For brodermand vidste man godt hvem var. Og stilen var da også som trenden i Laurel Canyon foreskrev sanger-sangskriver-kunst. Og James hjalp lidt til med noget guitar, lidt produktion (selv om de lå i de bedste hænder hos Peter Asher) og lidt sangskrivning. Også singer-songwriter-jordmoderen (som Torben Bille kærligt-skælmsk kaldte hende) Carole King agerer fødselshjælper med sangskrivning, arrangement, piano og sang. Og det samme gør en lang række af vennerne, så det ikke kan gå galt. Og det gjorde det da heller ikke. Sister Kate er et smukt eksempel på, hvad der kom ud af den amerikanske vestkyst i de år. Der er ikke meget at indvende imod den plade. Det skulle da være, at den havde fortjent en større succes.

Kate Taylor her siden udsendt fem solide albums, men er forblevet søster Kate, lillesøsteren til ham i ved nok.

Heller ikke brødrene Alex og LIvingston har nået en berømmelse og succes som James. Storebroder Alex(ander) debuterede også i 1971, i marts måned, med albummet With Friends and Neighbors, der også var/er et solidt, tidstypisk album, hvor James og diverse venner hjalp med. Alex fortsatte som musiker frem til sin død i 1993 og fik udgivet ialt seks album.

Broder Livingston Taylor debuterede allerede i 1970 med et eponymt album. Og han har været aktiv lige siden. Sidste år udkom en lille boks med live-indspilninger fra mandens halvtredsårige karriere. Og selv om også Livingston har stået lidt i skyggen af James har han været anerkendt for sit virke og har haft en trofast fanskare gennem årene.

I stedet for en selvbiografi

26. februar 2021

Jeg har skrevet det før: Jeg tror ikke rigtig på biografier og selvbiografier. Det er en illusion, at nogen skulle kunne fortælle et liv – bare nogenlunde dækkende. Bevares, det kan være interessant og pirrende for nysgerrigheden, informativt, belærende, overraskende og meget mere. Men grundlæggende tror jeg ikke, at man bliver klogere på mennesket bag. Og derfor glæder det mig et eller andet sted, at Paul McCartney til november udsender to tykke bind (på omkring 900 sider) med sine sangtekster og tilhørende kommentarer – i stedet for en selvbiografi. Og jeg tror og er sikker på, at man får meget mere forståelse for musikeren Paul McCartney gennem de to bøger end nogen biografi har kunnet og vil kunne give os.

Et hundeliv

26. februar 2021

Ja, jeg vågnede ca. kl. 3 her til morgen. Min ven hunden var lige stået op, og da jeg ikke kunne høre ham drikke af vandskålen tænkte jeg, at noget andet måtte være galt. Og ganske rigtigt. Den wienerpølse, jeg havde forsynet ham med til gårsdagens bespisning, skulle op igen via halsen. Og op kom den og ud på entregulvet. Men det var til at klare med køkkenrulle, klud, vand og lidt sæbe. Det kan jo ske for selv den bedste, at fordøjelsen ikke vil spille med hele vejen. Og så var Simon & Garfunkel lige til associationerns højrefod.

No particular place to go

25. februar 2021

Den udkom først i 1964, men er alligevel en af de bedste rock and roll-sange Chuck Berry fik indspillet. Teksten er i sig selv et studie i hans kunst – at forvandle hverdagen til kunst. Og læg mærke til hans uforlignede guitarspil.

Det grønne, grønne græs

24. februar 2021

Jeg kom lige til at tænke på denne sang fra dengang Tom Jones endnu var en vordende stjerne – og på dengang, hvor mine forældre var flyttet ud i et lille parecelhus i Sædding ved Esbjerg. Bag huset var der marker, så langt mine øje rakte, og jeg nød at gå tur med vores blandingshund Jeppe, og nogle gange lagde jeg mig i græsset, hvor der var græs til alle sider. Lå bare der i alt det grønne og kiggede op på himlen blå, medens Jeppe trissede snusende rundt i nærheden.  I dag er der parcelhuskvarterer så langt øjet rækker. Man kalder det vist udvikling og fremskridt…

Keld Heick – 75

24. februar 2021

For 11 år siden udsendte Keld Heick albummet Time machine, der var en slags vidnesbyrd om, hvor han musikalsk set kom fra – før Beatles forvandlede det musikalske landskab og før Keld Heick sammen med the Donkeys var med til at forvandle pigtrådsmusikken til dansktopmusik under et ophold i Esbjerg. Et album, der viste, at Heicks rødder var hos Cliff Richard, Ricky Nelson og i mindre omfang hos de hårde rockere, Elvis, Little Richard osv. Og et album, der viser, at Heick ikke har mistet taget om og fornemmelsen for den unge rock and roll, selv om han har stået og gået hånd i hånd ved landsbyens gadekær.

I dag fylder Heick 75 år er – sammen med Jørgen de Mylius og Johnny Reimar – lyslevende bevis på, at poppen og rocken ikke blev opfundet i går og at den ikke er uinteressant, fordi den har adskillige årtier på bagen.

Royal Albert Hall – 150 år

23. februar 2021

The Royal Albert Hall i South Kensington i London er ikke hvilket som helst koncerthus. Hvis man har fået lov til at optræde der, så er eller har man været noget ved musikken. I mere end en forstand. Og nu fylder huset 150 år og selveste Mick Jagger lægger stemme til ovenstående lille hyldest til stedet. Og selvfølgelig har Stones været der mere end en gang. Fx i 1966…

Og The Band leverede en af deres allerbedste koncerter lige der – og den koncert kan man høre på genudgivelsen af albummet Stage Fright…

Exit Daft Punk

23. februar 2021

Efter at have været på banen i 28 år, så har den franske electronicaduo Daft Punk valgt at sige stop. Om de gendannes engang, ved man jo aldrig. Men det er tankevækkende, at duone har været aktiv fire gange så lang tid som the Beatles. Men det var en anden tid og et andet samfund dengang.