27. februar 2021 arkiv

Capac anbefaler: Wayne Graham – 1% Juice

27. februar 2021

Ude i Whitesburg, South-East Kentucky sidder brødrene Hayden og Kenny Miles stadigvæk og laver musik med deres venner. Og det har de nu snart gjort i lang tid og på – vist nok – seks album. I forældrenes kælder har de fået lov til at indrette et lille studie, hvor deres plader er blevet til. Og det er måske denne forankring i et lille bysamfund langt uden for storbyernes støj og med røddernes langt nede i den muld, der nu om stunder betegnes “Trump-land”. I hver fald et sted, der på mange ledder og kanter kan betegnes som ærkeamerikansk.

Det er nærliggende at tænke på et andet, gammelt band, der også med held slog sig ned lidt uden for civilisationens radius og puls. Jeg tænker selvfølgelig – og langt fra tilfældigt – på bandet The Band, der jo beboede huset Big Pink, hvor de skabte noget af deres allerbedste – og hjalp Bob Dylan med – endnu engang – at finde melodien (i mere end en forstand). Og det var lige netop med albummet Music from Big Pink (1968), om ikke skabte så dog støbte formen til den ikke-genre eller musikalske hybrid, musikkritikere i dag ynder at betegne americana. Som betegnelse for en musik, der lystigt, men også kræsent, genbruger gamle stilarter og lader det hele smelte sammen med den hybrid, vi kalder rock.

Og det er for så vidt af de samme tråde stier, de samme spor, som The Band dengang trådte, og som mange siden har betrådt, at Kenny og Hayden Miles træder med deres plader. Og på den nye plade, der bærer titlen 1% Juice, er det som om støbeformen passer bedre end fx  på Songs only a mother could love, som er det album, jeg har anbefalet, og kender bedst til.  Det er som om sangmagerne er nået frem til en eller anden form for afklaring, sådan rent musikalsk.

Og den musikalske afklaring afspejler sig på den måde, at pladen består af en portion sange – tolv styks i alt – der hver især udgør små, afrundede, særprægede enheder. Sange, der ikke nødvendigvis kan/skal forstås som tematisk eller indholdsmæssigt forbundne, men som udgør den helhed, som kun et album kan danne. Sange, der hver især har penselstrejf af vidt forskellige stilarter – psychedelia, folkrock, gospel og meget mere – samtidig med at bunden skabes af Kenny Miles’ fremtrædende, gode stemme og hans markante guitarspil – og Haydens lige så centrale og vitale trommer med deres ‘tørre’ swing og faste drive. Også de andre musikere sætter deres præg på helheden, fx Ludwig Bauers synth, men der er ikke nogen tvivl om, at brødrene udgør Wayne Grahams bærende søjler.

Som skrevet, så er 1 %Juice et udpræget album og skal helst/bedst indtages som sådan. Til gengæld er man så sikret en varig musikalsk nydelse, der faktisk vokser stille og støt for hver gennemlytning. Det er udstedsamericana, når det er bedst, og jeg vil godt melde mig som fan. Lige som jeg gjorde i 1968. Det bliver spændende at følge brødrene også i årene, der kommer.

Wayne Graham. 1% Juice. Produceret af: Michael & Chastity Day. Hometown Caravan/ KF Records/ Celebration Records. Er udkommet.

 

 

50: Søster Kate – Kate Taylor

27. februar 2021

Det var storebroder James Taylor, der løb med hæderen og berømmelsen. Men der var engang, deromkring 1970, hvor han søskende ikke ville stå tilbage for James. Således udkom lillesøster Kate Taylor med sin debutplade i januar 1971, der meget betegnende blev betitlet Sister Kate. For brodermand vidste man godt hvem var. Og stilen var da også som trenden i Laurel Canyon foreskrev sanger-sangskriver-kunst. Og James hjalp lidt til med noget guitar, lidt produktion (selv om de lå i de bedste hænder hos Peter Asher) og lidt sangskrivning. Også singer-songwriter-jordmoderen (som Torben Bille kærligt-skælmsk kaldte hende) Carole King agerer fødselshjælper med sangskrivning, arrangement, piano og sang. Og det samme gør en lang række af vennerne, så det ikke kan gå galt. Og det gjorde det da heller ikke. Sister Kate er et smukt eksempel på, hvad der kom ud af den amerikanske vestkyst i de år. Der er ikke meget at indvende imod den plade. Det skulle da være, at den havde fortjent en større succes.

Kate Taylor her siden udsendt fem solide albums, men er forblevet søster Kate, lillesøsteren til ham i ved nok.

Heller ikke brødrene Alex og LIvingston har nået en berømmelse og succes som James. Storebroder Alex(ander) debuterede også i 1971, i marts måned, med albummet With Friends and Neighbors, der også var/er et solidt, tidstypisk album, hvor James og diverse venner hjalp med. Alex fortsatte som musiker frem til sin død i 1993 og fik udgivet ialt seks album.

Broder Livingston Taylor debuterede allerede i 1970 med et eponymt album. Og han har været aktiv lige siden. Sidste år udkom en lille boks med live-indspilninger fra mandens halvtredsårige karriere. Og selv om også Livingston har stået lidt i skyggen af James har han været anerkendt for sit virke og har haft en trofast fanskare gennem årene.