10. april 2021 arkiv

Aftenens filmoplevelse: No country for old men

10. april 2021

Valget var nemt. Enten prins Joachims Danmarkshistorie eller Coen-brødrenes No country for old men.

Og så hjalp det selvfølgelig, at jeg aldrig har fået set de navnkundige brødres berømmede film, der kommer overhældt med alskens priser og kritiske roser. Blandt andet, at det skulle brødrenes mest vellykkede film overhovedet.

Nå, men ser vi bort fra alle udenomsværkerne, så er der tale om en slags genrehybrid, en blanding af klassisk western og kriminalfilm. Plottet minder om ganske mange andre: En narkohandel mislykkes og det koster mange involverede livet, og en tilfældig forbipasserende jæger, Llewelyn Moss (Josh Brolin) tager en kuffert med 2 millioner narko-dollars, hvorefter han er jagtet vildt. En koldblodig morder Anton Chigurh (spillet af Javier Bardem) får til opgave at finde pengene og Llewelyn. Det samme gør en mand ved navn Carson Wells (Woody Harrelson) og en lokal politi-sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones).

Det mest overraskende ved filmen er ikke selve handlingen, men slutningen på historien. Vi får en underholdende og spændende fortælling om, hvad der sker fra det øjeblik Llewelyn tager pengene til slutningen, hvor vi ser sheriffen sidde ved et bord og fortælle om sine overvejelser om sin egen pensionering og livet i øvrigt. I følge kriminalfilmenes konventionelle logik så skulle filmen ende med, at skurken – i denne film Anton Chigurh – bliver pågrebet og/eller slået ihjel. Men sådan går det ikke. Og selv om jeg derved afslører noget, så er det ikke afgørende, for det er – vil jeg påstå – det, der udmærker filmen. At den bryder konventionerne, hvorved den (også) bliver en fortælling om noget andet og dybere end den konventionelle fortællings struktur. Blandt andet – som titlen også angiver – en fortælling om tidernes skiften og generationernes forskellige oplevelse heraf. De ældre generationer – repræsenteret af Tommy Lee Jones’ sherif – bliver så at sige hægtet af nutidens virkelighed. Og det er måske i virkeligheden konventionsbruddet og det implicitte perspektivsskift – fra et snævert kriminalistisk til et overordnet menneskeligt perspektiv, der udgør Coen-brødrenes kunstneriske bedrift i denne film (og så ser vi bort fra alle de fortræffelige filmiske kvaliteter filmen også har, lige fra fotograferingen, stemningen, skuespillet, dramaturgien osv. ).

Furry synger blues

10. april 2021

Jeg har været inde på det før: Uden the blues ville populærmusikken have lydt meget anderledes end tilfældet har været. Uden the blues ingen britisk R&B, ingen hip hop osv. Hvis ikke Led Zeppelin, Eric Clapton og Rolling Stones m. fl. havde brugt og – ja – misbrugt de gamle bluessange og blueskunstnere, så…

Og så er der historien om Furry Lewis, som Joni Mitchell lavede en sang om på sit mesterværk Hejira. “Furry sings the blues” hedder den og nogle af linjerne lyder:

Furry sings the blues
Fallin’ to hard luck
And time and other thieves
While our limo is shining on his shanty street.
Old Furry sings the blues

Og Furry Lewis var ikke begejstret for den sang. Mark Seal besøgte på vegne af Rolling Stone i slutningen af halvfjerdserne Lewis, kort tid efter udgivelsen af Mitchells plade. Og han var ikke glad. På  det tidspunkt var Lewis en gammel mand, der var næsten blind, manglede det ene ben og tilbragte megen tid i sin seng. Med sin ramponerede elektiske Martin-guitar (m. en lille forstærker) inden for rækkevidde, en stok, nogle liter bourbon whisky af mærket Ten High, en revolver med hylster, en teddybjørn og nogle cigarer.

Og Furry fortæller om ‘hende kvinden’ der besøgte ham for at høre om musikken. Han behandlede hende pænt og fortalte hende, hvad hun ville vide, men blev fortørnet over, at hun brugte hans navn i sangen, og mente, at hun skulle betale ham for det. Sådan blev det ikke. Og til Mitchells forsvar kan man, som hendes manager gjorde, sige, at hun kun nævner hans navn (Furry) og ellers beskriver stedets – Beale Streets – forvandling. Brug eller misbrug af et navn? Det kan man sagtens diskutere, og måske skulle Joni have spurgt ham først – i det mindste…