I dag lykkedes det mig at få en tid til vaccination mod corona. I går fik jeg invitationen fra myndighederne og i dag lykkedes det at slippe gennem nøglehullet og få to datoer på de to skud Moderna-vaccine. Og jeg glæder mig til at blive en mindre smittefare for alle jer andre.
Begivenheden fik mig til at tænke på de to hvide, let fordybede ar, jeg har på den ene skulder. Sporene efter dengang i barndommen, hvor jeg fik Calmette-vaccination. Jeg husker ikke hvor og hvornår det foregik, og det er måske godt det samme. Men i hvert fald er den kommende vaccination en påmindelse om, at det slet ikke er nyt – heller ikke i vores tidsalder – at befolkningen vaccineres mod virale sygdomme. Dengang var det mod tuberkulosen, og – har jeg læst mig til – vaccinen, Calmetten, skulle have livslang virkning. Men mindre kan også gøre det. Om kort tid kan jeg tage coronaen med lidt mindre bekymring for mig selv og dem, jeg møder på min vej.