Culpeper’s Orchard var for mig et at de helt store bands i dansk rocks halvfjerdsere. Og nu er de blevet genudgivet på cd, så er der da en passende lejlighed til et genhør med et af gruppens højdepunkter – Mountain Music 1 og 2.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt om, hvad klokken var – fordi spørgeren kunne se, at jeg bar på et armbåndsur på venstre håndled. Og jeg kom til at tænke på det, da jeg forleden var inde og hente det ene at mine to armbåndsure, fordi det havde været til reperation (datofunktionen var gået itu).
Ja, jeg bærer stadigvæk armbåndsur, selv om mobiltelefonen har sit eget ur. For mig bliver mobilen aldrig en afløser for armbåndsuret. Det hele begyndte med, at min far, sømanden, mente, at jeg skulle gå med armbåndsur. Det var, da jeg gik i realen. Og han forærede mig et Seiko armbåndsur med en smuk blå urskive (så smuk at flere af mine pigeskolekammerater bemærkede det). Så vidt jeg husker, var uret mekanisk og skulle trækkes op. Siden blev det afløst af andre Seiko-ure med batteridrevet mekanik. Ligeledes ure, som min far gav mig. Og det er jeg ham i dag meget taknemmelig for. Selv drømte han om at eje et Omega Seamaster, men han fik det aldrig.
Jeg kan ikke forestille mig at jeg skulle gå uden mit armbåndsur. Derfor måtte Seiko-uret også til urmageren, da datoværket satte ud. Og selv om urmageren gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne risikere, at de skiftede hele urværket ud. Det gik nu ikke så galt. Kun den del, der havde med datoværket at gøre blev udskiftet (og jeg fik det gamle med, så jeg kunne se, hvad der var blevet skiftet ud).
I dag har jeg to armbåndsure, som jeg går med på skift (sammen med to par briller, jeg også skifter mellem). Et armbåndsur uden dato, og et – Seiko – med dato. Så er jeg klar til, at nogen spørger mig om, hvad klokken er.
PS. Jeg tror, at mit gamle blå ur ligger et sted i gemmerne. Sikkert sammen med det digitale Casio ur, jeg engang anskaffede mig, bare for sjov.
Tilfældighederne ville, at jeg kom til at se Olsen Bandens sidste stik i går aftes. Og den var faktisk ikke så tosset.
Jeg fik ikke set filmen, da den kom i 1998, sytten år efter den umådeligt populære series egentlige afslutning med film nr. 13 Olsen-banden over alle bjerge (1981). Jeg tror, at jeg har set alle de gamle film. Ikke i rap, men over tid. Og har været ganske godt underholdt.
Filmene var modelleret over et fælles grund-plot. Egon Olsen, bandens leder, havde eller fik en plan, som banden – Egon (Ove Sprogø), Benny (Morten Grundwal) og Kjeld (Poul Bundgaard) – så udførte og som regel med det resultat, at Egon røg i Vestre Fængsel igen. Og omkring disse tre hovedfigurer cirkulerede så en række uundværlige bifigurer, ikke mindst Kjelds kone Yvonne (Kirsten Walther) og sønnen Børge (Jes Holtsø), kriminalassistent Jensen (Axel Strøby) og Bjørn Watt Booelsen (i forskellige roller som øvrighedsperson).
Over dette grund-plot bliver der så modelleret og udviklet historier, der er en blanding af klassisk, dansk folkekomedie (med flittig brug af kendte skuespillere fra disse) og udenlandske kriminalfilm og tilpasset gennemsnitlig dansk produktionsniveau, hvor hygge vejer tungere end dyr action og hvor det i det hele taget er vigtigere at trække på smilebåndet end sidde uroligt på biografsædet. Og alt sammen kreeret med stor opfindsomhed (hvor Henning Bahs og Erik Ballings næsten Georg Gearløs-agtige ideer udgør en særlig atttraktion) og kærlighed til brandet.
Og spørgsmålet var så, om den forsinkede afslutning på serien ville leve op til de forventninger man kunne have til serien, medens den kørte for alvor? Og jo, det synes jeg. Selv om der var løbet meget vand i åen siden dengang, selv om Yvonne var borte, selv om Kjeld sad i rullestol, Benny var blevet meget større og Egon var kommet på institution, så lykkes det for instruktørerne Tom Hedegaard (der døde under optagelserne) og Morten Arnfred (der tog over) at genskabe stemningen fra de gamle film. Og den gamle plot-skabelon får endnu en omgang – tilpasset den nye virkelighed.
Der er ingen grund til at genfortælle historien, for det vigtigste er de mange små finurlige scener, der helt er i seriens ånd og som afvikles lige så elegant som altid. Man får den underholdning, man kunne forvente af en Olsen-band-film. Og selv om Bundgaard døde under indspilningen, lykkedes det med hjælp fra Tommy Kentner at få filmen til at hænge sammen hele vejen. Et værdigt, endeligt punktum for den vel nok mest populære danske filmserie.
Den måtte jo komme – Sinead O’Connors erindringer. Ganske vist er hun kun midt i halvtredserne, men få har oplevet og gennemlevet så meget som hende. Senest en årrække i psykiatrisk behandling. Og i et interview med The Guardian fortæller hun løst og fast om sin “galskab” (“Jeg vil altid være lidt skør, men det er ok”) og om hændelser på livets vej – og om sine erindringer, som hun nu langt om længe har fået forfattet.
Sinead O’Connor har altid fremstået som et meget lidenskabeligt menneske i sin kunst. Vi husker alle de skandaler, hun har udløst, fordi hun altid har lagt sig ud med øvrigheden og andre autoriteter. Og hendes fortsatte søgen efter et ståsted i verden – en søgen, der først gjorde hende til præst og siden til konvertit (islam) med navnet Shuhada Sadaqat.
Men en kunstner kan ikke reduceres til mennesket bag. Ingen biografi kan redegøre for kunstnerens og kunstens format. Og Sinead O’Connor har altid brændt igennem med sin smukke stemme og sin fortolkningsevne. Også selv om hun – bortset fra sin Prince-fortolkning “Nothing compares 2 U” – ikke har hjemsøgt hitlisterne ret ofte.
Et mundheld siger, at man ikke må tale ondt om de døde. Og alt for ofte betyder det, at mange nekrologer over døde personer ender med at blive lovprisninger af de afdøde. Men sådan bør det ikke være. Ingen er ufejlbarlige, og det tjener ingen til nytte at fortie vores fejl og mangler bare fordi vi er gået bort.
Et aktuelt eksempel på, hvor slemt det kan gå. Forleden døde den tidligere konservative statsminister Paul Schlüter i en fremskreden alder. Schlüter var statsminister i mere end et årti, hvilket er usædvanligt længe. Og i går brugte DR Nyhedsafdelingen usædvanligt lang tid – faktisk et særprogram – på at kreere et positivt eftermæle til den afdøde politiker. Et eftermæle med vægten på, som det i forbifarten blev sagt, det positive. Til det formål havde man inviteret to borgerlige politikere – Venstres Bertel Haarder og den konservative Per Stig Møller, der blev opvartet af to, midaldrende journalister, som tydeligvis var helt med på den positive vinkling. Og bortset fra rosende ord fra den nuværende statsminister Mette Frederiksen, så skortede det fuldstændig på ytringer fra Folketingets venstrefløj og andre forventeligt kritiske røster. For det galt om at positivere Schlüter. Og det blev gjort med største grundighed.
Topmålet af renvaskning og -skuring af Schlüter kom, da talen faldt på Tamilsagen, som jo satte en stopper for Schlüters regeringstid, fordi han valgte at tage konsekvensen og træde tilbage. Og Tamilsagen var ikke en tilfældig sag blandt andre. Der var tale om en regulær skandale, hvor Schlüter-regeringen med justitsminister Erik Ninn-Hansen i spidsen gjorde sig skyldige i at overtræde udlændingeloven ved at standse behandlingen af familiesammenføringssager for landflygtige tamilere. Efterfølgende blev Ninn-Hansen dømt ved en rigsretssag for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Altså en meget alvorlig sag.
Ikke desto mindre forsøgte de fire studiedeltagere at bortvaske Schlüters medansvar i skandalen. Han vidste ikke, hvad hans gode ven Ninn-Hansen gjorde sig skyldig i, og heller ikke, hvad embedsværket gjorde. For Schlüter var en god statsminister, der havde fuld tillid til sine ministre, som Per Stig Møller igen og igen understregede som værend en af Schlüters kvaliteter. Og ingen vovede at påpege det simple faktum, at selvfølgelig har statsministeren det overordnede ansvar for, hvad der sker i hans ministerier, og selvfølgelig vidste Schlüter, hvad der foregik. Han kendte udtalelse om, at ‘intet var fejet under gulvtæppet’, var ikke udtryk for uvidende naivitet med snarere for magtfuldkommenhedens kynisme. Schlüter stod renvasket og sæbedryppende efter det eftermæle. Intet mindre end skandaløst. Et godt, gammelt journalistisk princip, der skal sikre, at det journalistiske produkt får et minimum af journalistisk lødighed, er, at man skal se en sag fra mindst to sider. Her fik vi kun den ene side – for fulde gardiner.
Behandlingen af Schlüters eftermæle i dette program illustrerer også med al ønskelig tydelighed, at den fra visse borgerlige politikeres side påståede ensidige venstreorientering blandt DRs journalister ikke har noget på sig. Snarere tværtimod. Ingen borgerlig politiker kan ønske sig en mere ensidig lovprisning end den Paul Schlüter blev til del denne aften på DR!. Se selv udsendelsen her.
Da Mathilde Falch i 2012 udsendte sin debut-EP skrev Torben Bille, at Mathildes stemme mindede ham om Chrissie Hynde (The Pretenders) og Lise Cabble (Miss B Haven), men også, at stemmen først og fremmest lød som sin helt egen. Og det er da – lyttet her i år 2021 til Mathildes nye album Solen brænder – især stemmen, der er den helt store attraktion. Mathilde har en stemme. der måske godt i forbifarten kan give mindelser om denne og hin sangerinde, men først og fremmest gør et stort indtryk i kraft af sin helt egen inderlighed, alvorlighed og lidenskabelighed.
Coronapandemien har angiveligt betinget den nye plade. På den måde, at den nødvendige isolation har nødvendiggjort en sangskrivning, der måtte tage udgangspunkt i et intimt samarbejde med Christian Ki for stemme og guitar. Og så senere udfoldet og iscenesat med tidens digitale og elektroniske isenkram i nogle arrangementer, der både dufter af moderne, følsom soul og det brogede, musikalske landskab, der kaldes hip hop.
Og udgangspunktet passer faktisk fantastisk godt til Mathilde Falchs søgende, sjælegranskende, sårbare tekstunivers, hvor den dobbeltbundede, tidstypiske og for Falch typiske melankoli udfolder sig og stortrives. Og netop den for melankolien karakteristiske tvivlen og usikkerhed gennemsyrer teksterne på en markant og særgen vis, der kunne fortjene en nærmere læsning (hvilket dog ikke er muligt for mig, da teksterne ikke er trykt i CD-udgaven, som jeg besidder – den eneste lille anke, jeg har mod udgivelsen…).
Heldigvis ophæves den grundliggende melankoli af den musikalske ramme, som Mathildes melodier og bandets og producentens arrangementer sætter. Det er en række iørefaldende, indtagende og bevægende sange, der ikke er pop, men besidder samme evne til at påkalde et og flere genhør, når først man er begyndt at lytte. Det er sange, der giver indtryk af, at Mathilde Falch med denne udgivelse – i hvert fald for en tid – har fundet et kunstnerisk ståsted, der både rummer udviklingsmuligheder og måske løfter om en egentlig personlig stil. I hvert fald er der god grund til at lytte til Solen brænder og se frem mod nye landvindinger. Hermed varmt anbefalet.
Mathilde Falch. Solen brænder. Produktion: Chritian Ki. Just for the Record. Udkom 21. maj i år.
Origin er på flere måder et anderledes album. Og man skal kunne lide violinen som instrument, for den står helt central på denne plade fra Bjarke Falgren. Og violinen er – bilder jeg mig ind – et instrument, der let deler vandene. Mellem dem, der elsker den, og dem, der har det svært med dette gamle, fine instrument. Et instrument, der ofte er blevet knyttet til den klassiske, symfoniske, kompositionsmusik, selv om den også har sin privilegerede plads i andre musikformer, ikke mindst verdensmusikken og jazzen. Men også i populærmusikken har den en diskret, og ofte lidt overset (-hørt) plads.
Men hos Bjarke Falgren står violinen helt i centrum. Det har den gjort, siden Bjarke var en lille dreng. Og den er blevet meget mere end blot et instrument, der krævede beherskelse og dygtighed. Den er blevet Falgrens svar på Jimi Hendrix’ el-guitar eller digterens skrivemaskine. En slags forlængelse af personligheden, med hvilken lidenskab, følelser og personage kan finde et momentant udtryk.
Og Falgren transcenderer med denne plade den genremæssige indhegning, som violinen ofte har været begrænset af, og lader sin violin – som han engang købte af en gammel roma i Paris – tale til os gennem forskellige genrer, uden at respektere deres grænsers snæverhed. Jazz møder pop, der møder folkemusik og meget mere. Det er følelserne og lidenskaben, der har ordet. Det er indlevelsens ind- og udånding, der styrer de musikalske udfoldelser på Origin.
Falgren får den fineste støtte af en række musikere, der skaber en diskret, distinkt ramme omkring og under ham og hans instrument, der står helt centralt i lydbilledet.
Bjarke Falgren var den første modtager af Ellen og Svend Asmussens pris. Og det er da også Svend Asmussen, man let kommer til at tænke på, når man indtager denne delikate plade. Også Asmussen havde et uortodoks syn på og en tilsvarende tilgang til violinen som instrument. Og med Origin lykkes det for Falgren og hans musikalske legekammerater at give violinen frie tøjler og give den den fremtrædende position, som den fortjener.
Hermed varmt anbefalet.
Bjarke Falgren. Origin. Gateway Music. Udkommer d. 28. maj
Ved hjælp af det kgl. statsbiblioteks “mediestream” er det muligt at fortabe sig i fortiden og erindringernes holdepladser. Som fx den aften i oktober 1969, hvor jeg for første gang var til en rigtig rockkoncert (ikke pigtråd…) med Savage Rose, der dengang var et meget stort navn, på linje med udenlandske bands. Jeg har ledt efter en rigtig anmeldelse i de ejerløse aviser, men det brugte man åbenbart ikke tid og penge på dengang. Men lidt omtale var der dog, som man kan se af de to klip fra Aktuelt Vestkysten i oktober 1969.
Som man kan læse, så var det gruppens andet besøg i min hjemby. De havde været der trekvart år tidligere, og jeg er faktisk lidt i tvivl om det var første eller anden gang, jeg var blandt publikum.
Komplikationer i forbindelse med sukkersyge tog forleden livet af Lloyd Price, der skal huskes for at være en af sorte sangere, der banede vejen for rock and roll i USA. I de tidlige halvtredsere indtog han flere gange R&B-hitlistenn med stærke singler som “Stagger Lee”, “I’m gonna get married”, “Lady Luck”, “Question” og “Misty”.
Selv om k d lang (eller hvordan det nu staves…) vist har trukket sig tilbage fra musikscenen, så kommer der alligevel en ny udgivelse fra hende med titlen Makeover. Og den sigter til, at der er tale om såkaldte remix af kendte langsange. Danse-remix skulle det være – så på med danseskoene og ud på gulvet…
1. Lifted by Love (Club Xanax Mix, 1993) Remix produced by Ben Grosse and k.d. lang *
2. If I Were You (Close to the Groove Edit, 1995) Remix produced by Junior Vasquez **
3. Just Keep Me Moving (Movin’ Mix, 1993) Remix produced by Tony Garcia *
4. Sexuality (Tony Maserati Final Radio Remix, 1995) Remix produced by Robert Holmes and Tony Maserati **
5. Miss Chatelaine (St. Tropez Mix, 1992) Remix produced by Greg Penny ***
6. Theme from the Valley of the Dolls (Junior Vasquez 7” Mix, 1997) Remix produced by Junior Vasquez ****
7. The Consequences of Falling (Love to Infinity Radio Mix, 2000) Remix produced by Love to Infinity *****
8. Just Keep Me Moving (Wild Planet Mix, 1993) Remix produced by Tony Garcia *
9. If I Were You (Main Mix, 1995) Remix produced by Junior Vasquez **
10. Sexuality (DJ Krush Full Mix, 1996) Remix produced by DJ Krush **
11. Summerfling (Ananda’s Sweet Bird of Summer Extended Mix, 2000) Remix produced by Chris Brann *****
12. The Consequences of Falling (Love to Infinity Funk Mix, 2000) Remix produced by Love to Infinity *****
13. Lifted by Love (Elevate Your Love Mix, 1993) Remix produced by Bobby D’Ambrosio and Curt Frasca *
14. Summerfling (Wamdue’s Makin’ Me High Dub, 2000) Remix produced by Chris Brann ****** original versions from Even Cowgirls Get the Blues: Music from the Motion Picture Soundtrack (1993)
** original versions from All You Can Eat (1995)
*** original version from Ingénue (1992)
**** original version from Drag (1997)
***** original versions from Invincible Summer (2000)
Journalisten David Hepworth kalder 1971 et annus mirabilis musikalsk set. Et forunderligt år, hvor populærmusikken blomstrede og eksploderede. Og i sin bog (som er nævnt i en kommentar her i bloggen) Never a dull moment forsøger Hepworth på næsten intellektuel og akademisk vis (jeg tror, han vil betakke sig for den anerkendelse…) at redegøre for, hvad der skete på musikscenen. Historisk, teknologisk, kreativt og meget mere.
Og nu er bogen blevet gjort til genstand for en dokumentarserie, som streamingfolket kan se på Apple tv. Den er i otte afsnit og der kommer også et lydspor med musiksmagsprøver fra det herlige år 1971.
I de ejerløse aviser på Mediastream (Det kgl. bibliotek) faldt jeg over ovenståede foto fra de legendariske spillested Africano i Esbjerg (1958-80). Fotoet illustrerer, at det ikke kun var Beatles der kunne få pigerne til at gå i ekstase, som avisen skriver. Også The Jaggers kunne gøre det ved denne koncert. Jaggers var et band fra Valby. Dannet i 1965 og med bl.a. John Guldberg (senere Laid Back) på guitar og Stig Andersen på bas. Bandet fik vist aldrig indspillet noget, men deltog i Københavnsmesterskabet i popmusik i 1966 og var inspireret af Cream og Jimi Hendrix.
Og medens vi er ved Africano, så var det et spillested, hvor selveste The Hollies optrådte og oven i købet fik Danmarks Radio til byen for at lave en optagelse. Det er dog ikke denne stjernemediebegivenhed, der optog avisen, men det forhold at tv negligerede de lokale grupper ved tv-optagelsen.
[Billederne er fra de ejerløse aviser på Mediastream og er derfor tilgængelige for alle]
Apropos fortolkninger af sangtekster, så lytter jeg lige nu til DR P8 Jazz, hvor studieværten lige pludselig spiller sange om regnvejr (meget apropos det derude…), både fra en DR-børneudsendelse og så C. V. Jørgensen. Ikke noget om jazz, men studieværten erklærer frejdigt, at han ikke er sikker på, hvad Jørgensen synger om i det sang. Selv om det er nærliggende – i hvert fald hvis man ved det – at tænke på den store franske digter Paul Verlaine (1844-96), der netop – inspireret af en anden stor fransk digter, nemlig Rimbeaud – har skrevet et digt om regnen i hjertet: Il pleure dans mon /Comme il pleut sur la ville (Det regner i mit hjerte / Som det regner over byen]. Altså et digt, der i allerhøjeste grad handler om stemninger og følelser. Og mon ikke Jørgensen har fanget Verlaines ord undervejs gennem livet…
I bought my first Dylan record – The Times They Are a-Changing [1964] – when I was 17, but to experience those early records in real time as he was releasing them must have been like being around when Shakespeare was creating new plays. Ballad of a Thin Man typifies the way Dylan’s songs shine a spotlight on the world and human truths. The derision in his finger-pointing at Mr Jones [“Something is happening and you don’t know what it is, do you?”] instilled in me at a young age that I did not want to be the person that didn’t understand or he’s calling out – the judge, the man in power. You want to be the person who knows what’s up. This song changed my life. [Gillian Welch]
The Guardian har fået den idé at få nogle koryfæer til at udvælge deres yndlings-Bob Dylan-sang. Fra Mick Jagger til Eleanor Friedberger. Jeg ved ikke, om jeg har en decideret yndlingssang med Dylan, men “Ballad of a thin man” står for mig som noget særligt, fordi det var første gang, jeg oplevede nogen – nemlig min gamle gymnasielærer i engelsk – forsøge at fortolke en Dylan-sang. Det var noget med eksamen og sådan. Siden har den stået centralt i min Dylanoptagethed.
Robert Allen Zimmerman – bedre kendt under kunstnernavnet Bob Dylan – fylder 80 år i dag. Det er altså ikke Bob Dylan, der fylder 80 i dag, selv om medierne fortæller det, for det var først i august 1962, at Zimmerman lagde sig fast på navnet Bob Dylan, efter at have haft navne som Elston Gunn og Robert Allen tidligere. Dylan fortæller selv historien (eller en af dem) sin sine erindringer Chronicles. Og hensigten med det nye navn var selvfølgelig at have et kunstnernavn at skjule sig bag. En iscenesættelse kunne man også kalde det.
