CAPAC

I ly af EM-fodbolden fortsætter DR med at give os godbidder på DR2. Først fik vi dokumentaren om Elvis, og så en tilsvarende ny dokumentar (fra 2019) om The Bee Gees. The Bee Gees: How can you mend a broken heart. Historien om nogle australske brødre, der – inspireret af The Beatles – ville leve af musik og slå stort igennem. Og gjorde det. Først med guitar- og vokalbaseret tresserpop og siden med falsetdrevet, dansant diskopop. Et stor vokalgruppe på linje med Beatles og Beach Boys.

Dokumentaren kan ses på DRs arkivside.

Er alt ikke sagt og skrevet om The Beatles? I hvert fald er der nok ikke mange, der er skrevet så meget om som netop de fire herrer fra Liverpool. Mængden af biografier og lignende er enorm og den vokser hele tiden. Og et problem i den henseende er, at man let får den fornemmelse, at alt er sagt og skrevet om de fires liv og levned. Og at det ikke står til diskussion. – Men sådan er det selvfølgelig ikke. Dels kan man aldrig helt stole på erindringen (heller ikke de fire herrers), og dels har de mange levnedsbeskrivere modelleret om på det de har hørt og læst sig til.

Craig Brown, der er forfatter til den over 600 sider tykke One Two Three Four The Beatles in time (2020) gør et nummer ud af den usikkerhed og upålidelighed, som de mange skrevne historier resulterer i. Og det er en styrke ved bogen. For bare at tage et eksempel. Craig genfortæller sin udgave af anekdoten om dengang den knap 15-årige Paul McCartney mødte den 17-årige John Lennon og blev en del af dennes band The Quarrymen.  Og efter at fortalt sin version konstaterer han tørt, at der ikke er to, der har den samme historie (kapitel 5, s. 21). Og denne skepsis med hensyn til fakta og erindringens fundamentale svaghed er et bærende og velgørende princip i bogen.

Det gør ikke bogen mindre læsværdig. Tværtimod. Brown forstår at fortælle de mange anekdoter med underfundighed og en hel del humor, samtidig med at han hele tiden prikker til og punkterer troværdigheden af mange af udsagnene. Og bogen er bygget om som en perlerække af anekdotiske begivenheder.

Browns skepsis gør sjovt og paradoksalt nok ikke anekdoterne mindre troværdige, for det handler om, at anekdoternes troværdighed ikke står og falder med alle detaljers korrekthed. Det er som fortællinger, anekdoterne har deres troværdighed. Det er en anden styrke ved bogen: Overbevisningen om, at det ikke handler om at fortælle den sande, indiskutable erindringshistorie, men om den stærke fortællings sandhed. Her er Brown f.eks. i modsætning til Mark Lewisohn, der med sin stortanlagte Tune in forsøger at researche sig fri af enhver blindgyde og enhver tvivl. Og det kan man ikke – og det er måske derfor Lewisohn er kørt fast i færdiggørelsen af bind 2 af værket!?

Hos Craig Brown mærker man den garvede journalists kærlighed til den gode historie og hans professionalismes afgrundsdybe mistillid til kendsgerningernes ubestridelighed. Og det sammen med hans glimt i øjet og humoristiske sans gør bogen yderst læseværdig. Og han formår at give en fascinerende beskrivelse af, hvordan Beatles i løbet af to år går fra at være ubekendte nulliteter til at være verdensberømte og til – to år senere – at være så berømte at de ikke længere kunne give koncerter og måtte opgive deres gamle liv.

Craig Browns velskrevne bog er først og fremmest  et velgørende korrektiv og supplement til den i forvejen enorme litteratur om The Beatles. Og selv om det kan lyde underligt, så er det faktisk ganske befriende, at Brown sådan lader tvivlen komme til sin ret i sin fortælling om Fab Fours karriere. Og hvis man har det svært med det vilkår, så skal man nok holde sig langt væk fra denne bog.

Selv om nationen er grebet af fodboldkuller og maler sig hvide og røde i ansigtet, medens fadbamserne løber ned gennem halsen, så er der altså andet i livet. Også på tv. I aften viser DR2 således dokumentarfilmen The King.

Plottet er i og for sig enkelt. Fyrre år efter kongens død kører filmskaberen Eugene Jarecki i Elvis’ gamle Rolls Royce (eller en af dem…) ad de veje, som Elvis selv engang kørte, når han skulle give koncert. Og på vejen er der gæster i bilen, kendte personer, der fortæller om deres oplevelse af og forhold til Elvis, suppleret med filmmateriale fra arkiverne. Altså et påskud, en mcguffin, der skal give anledning til endnu et forsøg på at sige noget fornuftigt om en kunstner, der forandrede populærmusikken i midten af forrige århundrede.

Per-Åke Tommy Persson – kendt som Peps Persson – er død i en alder af kun 74 år. Peps blev en af de vigtigste figurer i den svenske progrörelsen i halvfjerdserne, men var allerede med fra de tidligste tressere, hvor han med rod i bluesen spillede i en lang række sammenhænge. Efter halvfjerserne lod han sig især inspirere af reggae, og han satte sit aftryk i fx Peps Blues Quality, Peps Perssons Blodsband, og Pelle Perssons Kapell.

Det forlyder, at Neil Young har inviteret sit gamle band Crazy Horse hjem i stalden for at indspille en ny plade. Og det kan kun glæde en gammel fan af netop denne konstellation. For når Young mødes med gutterne i Crazy Horse, så er det som oftest for at banke rusten af musikken og livet, hvor den – altså rusten – altid truer med at gnave sig igennem og ødelægge det meste.

Det var det budskab Young og Co. udsendte i 1970, hvor albummet Rust never sleeps udkom og satte ord og toner til et rockcredo, der siden har stået som overskriften på Neil Youngs forvaltning af netop rocken:  My my hey hey/ rock and roll is here to stay It’s better to burn out/ than to fade away/ my my hey hey//Hey hey my my/rock and roll can never die there’s more to the picture than meets the eye.

Og sidste år understregede konstellationen, at de står ved deres tro på rocken som vitalt kunstnerisk udtryk. Det gjorde de med udsendelsen af koncertoptagelserne fra 1990, som udkom under den sigende titet Way down in the Rust Bucket. Hvor de – med Young på frenetisk el-guitar førte an på turen ned i den rustne spand for endnu engang at banke rusten godt og grundigt af – med al den livsappetit og dødsforagt, som de aldrende herrer kan lægge for dagen, når de mødes på scenen.

Det kan godt være, at Young og vennerne for længst har overskredet alderen for pensionering, men de agerer som om det var noget, de aldrig ville drømme om at acceptere. Som om døden var et dårligt rygte og livet noget, man skulle hæge om, dyrke og besynge til sidste åndedrag. Og når d’herrer gør det – som de på nævnte plader (og flere andre) – så overbeviser de mig om, at rygterne om rockens død eller om at rocken er for irrelevante ronkedorer er stærkt overdrevne – og at ungdommen stadigvæk har meget at lære og viderebringe.

Skal helst høres for høj volumen:

I går aftes forsøgte jeg igen at se Michael Bays Pearl Harbor fra 2001. Danmarks Radio har sendt den før, og i går var det åbenbart betimeligt at genudsende den. Sidste gang blev jeg vist forstyrret i indtagelsen af den, men denne gang måtte jeg ganske enkelt give op halvvejs gennem filmen.

Emnet er ellers interessant nok – hvis man da ellers  interesserer sig for historie og ikke mindst krigshistorie. Pearl Harbor, den amerikanske flådebase i Honolulu, som japanerne angreb i december 1941, og som blev den begivenhed, der for alvor trak amerikanerne ind i 2. Verdenskrig som krigsførende nation.

Men desværre har instruktøren Bay valgt at lægge den militære begivenhed ind i en romantisk rammefortælling, der bliver det vigtigste i filmen. To barndomskammerater – Rafe og Danny  – er blevet piloter i luftvåbnet. Og Rafe forelsker sig i sygeplejersken Evelyn dagen før han drager til Storbritannien for at blive en del af en amerikansk jagergruppe, der bekæmper nazisterne. Han bliver skudt ned, og alle  tror, han er død, hvorefter Danny og  Evelyn finder interesse for hinanden. Men Rafe vender tilbage, og så har vi balladen mellem de to tidligere venner.

Og denne kernehistorie er vævet ind i en overordnet, lidt løsere fortælling om mødet mellem en gruppe amerikanske soldater og en flok giftemodne sygeplejersker. En fortælling, der trækker på det værste ved Hollywoodromantikken i form af klichéer i forholdet mellem kønnene og forudsigelige og banale episoder.

Romantikken fylder så meget, at man skal en time ind i filmen før den militærhistoriske begivenhed for alvor begynder at presse sig på og omsider bliver manifest i fortællingen. Men selv om angrebet på flådebasen fortælles spektakulært og dramatisk, så var det ikke nok til at holde mig fast i lænestolen. Pladderromantikken havde dræbt min interesse. Og jeg gik i seng.

Måske hænger min oplevelse sammen med, at vi gennem de sidste 3-4 årtier har fået en hel anderledes realistisk fortællemåde, når det gælder den store krigs berygtede begivenheder. Jeg tænker selvfølgelig på fx Spielbergs Saving Private Ryan (om de allieredes landgang i Europa) og på tv-serierne Band of Brothers og The Pacific. For disse film gælder det, at nok er der romantik og familieliv med i fortællingerne, men disse emner får ikke lov til at dominere beretningerne om de voldsomme krigsbegivenheder. Det betyder også, at disse og lignende film og serier bryder med en Hollywoodtradition for indsovsning af (krigs)historier i familiære og romantiske rammefortællinger. Eksemplerne fra efterkrigstiden er legio. En slags forgænger til Pearl Habor er From here to eternity (1953), hvor Pearl Harbor for første gang og for alvor kædes sammen med den store romantiske fortælling.

Min afsmag for Bays film skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at (gen)se den populære film. Den er – alt andet lige – ganske fermt skruet sammen, skuespiller er upåklageligt uden at være imponerende og de spektakulære krigsscener er bestemt effektfulde og højdramatiske. Men jeg fik bare for meget romantisk sukker til at kunne fastholde interessen.

Interessen for Joni Mitchell er vokset med tiden. Især efter hendes sygdom og 50-året for udgivelsen af hovedværket Blue er det som om musikindustrien for alvor har fået øjne og ører åbnet for hendes musik. Og det har resulteret i udgivelser af nogle arkivindspilninger – den første er lige udkommet og følges op af en nr. 2, der dækker  perioden 1968-1971.

Og så kommer der også – for første gang – en udgivelse af hendes koncert på Carnegie Hall i 1969. Indspillet den 1. februar 1969, lige før udsendelsen af hendes andet album Clouds. Koncerten kommer dels som cd som del af arkivboksen, og så som tre-dobbelt vinyl.

Her er hun et par år efter – også på Carnegie Hall…

Sangskriver og forsanger Andreas Laursens ru og lidt hæse vokal sender straks denne skriverkarls tanker hen i retning af Hans Vinding (og Hyldemor), Hasse og William og den lidt flippede del af tressernes rockmusik. Og coverfotoet af et brændenældeblad gør også sit – selv om det nok ville have været et hampeblad dengang… Og Laursen lægger da heller ikke skjul på, at tekst og musik på albummet Brændenælden (gruppens andet album) har en nostalgisk og tilbageskuende karakter. Og det kan da heller ikke undre en, at en af sangene på pladen er Per Dichs berømte sang om kapitalismen ( i en moderniseret, uptempo-folk-udgave).

Titlen, coverfotoet og sangen “Brændenælden” har symbolværdi og peger på, at Laursen vil være talerør for dem og det, der ikke rigtig passer ind i det moderne vækstsamfund. Og i de herlige dansksprogede tekster er det samfundets bærme og udskud, der kommer til orde gennem Andreas Laursens ord, der personligt og ganske originalt vrider det danske sprog for poetisk energi. Og teksterne kunne fortjene en dybere analyse, men fraværet af tekstark gør det til en lidt uoverkommelig opgave.

Musikalsk befinder Laursen sig i krydsfeltet mellem pop, rock og folk. Også her peger projektet nostalgisk bagud mod tresserne og de tidlige halvfjerdsere, hvor folk netop var en markant inspirationskilde. Og med analoge instrumenter som mandolin, banjo, violin og dobro sørger bandet for at folktonen er markant og uomgængelig.

Med Brændenælden skriver Laursen sig ubesværet ind i rækken af dansksprogede sanger-og-sangskrivere, der har noget på hjerte – menneskeligt og socialt – og forstår at omsætte det til velgørende og ørebehagende sange. Og med en air af gamle dage – uden at blive bedaget eller irrelevant for vor tids lyttere. Hermed varmt anbefalet.

Laursen. Brændenælden. Egen produktion. Udkom d. 7. maj 2021.

Voksenmobning hedder det vist, når skolegårdens ondskabsfuld- og nederdrægtigheder fortsætter ind i voksenlivet. Og akkurat som i skolegården, hvor ethvert tilløb til at skille sig ud fra mængden kan give anledning til buksevand og verbale og fysiske overgreb, så kan man også som voksen møde det uudtalte krav om at rette ind og tilpasse sig fællesskabets grå, klæbrige masse.

Og sangerinden Jeanette Christiansen er en af de mange, der på sin egen krop har mærket, hvad det vil sige ikke helt at passe ind i andres forventninger og fordomme om, hvordan man skal se ud og opføre sig. Hvad enten det drejer sig om udseendet eller valget af et liv, der ikke i den konforme forestilling om far, mor, børn, villa, vovse og Tesla i garagen.

Men i stedet for at vælge den nærliggende og tidstypiske reaktion og italesætte krænkelserne på de såkaldt sociale medier, har Jeanette valgt at lade oplevelser være udgangspunkt for kreationen af en række sange, der tematiserer krænkelseskulturen (som fænomenet kaldes nu om stunder), men også – og nok så vigtigt – slår et slag for retten til at være den, man ønsker at være, og besynge livet, der jo er godt nok, selv om det ikke altid er retfærdigt (som Lou Reed gjorde opmærksom på).

Og hvilket medie er bedre til det formål end poppen. Og det er da også popmusik, Jeanette Christiansen har lavet. Ni sange, der måske sammenfattende kan kaldes voksenpop. Popsange, der trækker på det bedste fra poppens mangeårige tradition – med fokus på iørefaldende melodier og arrangementer, der lægger vægt på analoge instrumenter som guitar, klaver og orgel – og ikke på samtidens digitale legetøj.

Og det er lykkedes Jeanette og hendes hold at musikere at få skabt et helstøbt og bundsympatisk album, der uden mislyde får budskabet om at vi alle gerne må være her ud af højtalerne. Projektet er lykkedes, selv om voksenmobberiet jo nok fortsætter derude i virkeligheden. Hermed anbefalet.

Jeanette Christiansen. Jeg er Jeanette. Vi må gerne være her. Produktion: Boe Larsen. Udkom d. 28. maj 2021.

På biblioteket har jeg lånt The Kinks The Anthology 1964-1971, der dækker den tidlige periode fint – med diverse demo-optagelser, alternative optagelser osv. Og — så er der en vinylsingle med med to live-optagelser fra hhv. 1964 og 1965 fra Twickenham Television Studios. Og sørme om ikke en eller anden fan har rippet og flået dem og lagt dem ud på dutuben. Det bliver de ikke ringere af.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man forledes til at tro, at Joni Mitchells fjerde album, mesterværket Blue, der udkom for et halvt århundre siden, var selve kilden til de senere årtiers overflod af melankolske album. Mitchell havde overstået et kærlighedsforhold til Graham Nash og været inde i et kompliceret forhold til James Taylor og det var den private baggrund for de dybt personlige, blå sange på albummet med den præcise titel Blue.

Men selvfølgelig  stammer melankolien ikke derfra. Den er ældgammel. Sikkert lige så gammel som det tobenede væsen, vi kalder mennesket. Men Mitchell fik skabt nogle helt personlige – musikalsk og indholdsmæssigt – sange med en forførende grundtone af melankoli. En lyshåret, canadisk kvindes svar på den sorte blues. Og pladen er for længst blevet udskreget til at været et af de største album i det tyvende århundrede – og der vil med garanti blive bygget på den vurdering den kommende tid.

Og selvfølgelig bliver halvtredsåret markeret….

I en tid, hvor det kan være en prøvelse at lytte til musikradio – ikke mindst DRs – så kan det være en lise at kaste sig over fænomenet podcast, dvs. små radiolignende programmer, der typisk distribueres via diverse streamingtjenester. Og ofte er disse småprogrammer lavet af nørder, folk der er drevet af mere passion end penge og lige så ofte med et con amore– forhold til deres emne. Fx emnet “musik”.

Og jeg vil da gerne slå et slag for Klaus Lynggaards og Henrik Queitschs “Rockhistorier”, der hører til på siden Heartbeats.dk. Klaus Lynggaard vil være kendt her i bloggen som en af mine foretrukne musiknørder, der også slår sine folder i den borgerlige avis Weekendavisen (tidligere var han på Information). Og Henrik Queitsch er tilknyttet Ekstrabladet som kulturredaktør m.m.

De to herrer er musikelskere og -nørder. Og alene det gør deres podcasts værd at lægge ører til.

I den seneste podcast har de to herrer kastet sig over singleplader fra året 1981, hvor de var hhv. 25 og 18 år. Og selv om de kan have ret i, at singlen fik en mindre renæssance i kølvandet på punken, så er det lidt misvisende at afskrive året 1981 som albumår, sådan som de en passant gør. Som straf for den forseelse bør de lavet et program om gode album fra det år (fx Byrne/Eno Life in the bush of Ghosts, The Dbs – Stands for decibels, Phil Collins – Face Value, Stray Cats – st og John Cale – Honi Soit).

Bortset fra det, så er det en fin podcast, hvor de to snakkesaligt præsenterer følgende memorable singler:

• Rick James: Super Freak 

• Kim Wilde: Cambodia 

• New Order: Everything’s Gone Green – 7” version 

• Stevie Nicks feat. Tom Petty & The Heartbreakers – Stop Dragging My Heart Around 

• John Foxx: Europe After the Rain

• Devo: Working in a Coal Mine

• Odyssey: Going Back to My Roots

• Siouxsie & The Banshees: Arabian Nights

• Blue Öyster Cult: Burnin’ for You

• Scritti Politti: The “Sweetest Girl” 

• Depeche Mode: New Life

• Grace Jones: Demolition Man

• Japan: Quiet Life – 7” version

Kim Carnes: Bette Davis Eyes

og det stopper ikke med disse øjne – så lyt med…

Og da det ikke er gratis at lave podcasts, så kan man – helt i tidens ånd – givet en skilling til producenterne på siden.

Åh nej, tænkte jeg. Nu vil DR også have os allesammen til at danse. Sikkert et led i public service-kanalens fortsatte bestræbelse på at opdrage os allesammen til at være lovlydige og underdanige samfundsborgere, der følger den statsstyrede sundhedspolitik og gør, hvad DR fortæller os, vi skal gøre. Og jeg gruer for, hvad vi vil få at se af campinguniformiklædte danskere, der forsøger at bevæge sig foran deres husalter eller ubehjælpelige børn, der i al uskyldighed hopper og springer rundt foran mors og fars mobil… Næh, overlad sådan noget til dem, der forstår det. Fx Norah (15), Yarah (15) og Rosa (12), der oven i købet har en rigtig god musiksmag.