1. juni 2021 arkiv

DCI Banks og musikken

1. juni 2021

I mangel af bedre underholdning er jeg ved at gense tv-kriminalserien DCI Banks med Stephen Tomkinsons i rollen som Detective Chief Inspector Alan Banks.  Heldigvis kan jeg ikke huske seriens mange plots fra sidst, så det giver sådan set ok mening at gense serien. Men det er også, fordi jeg synes godt om figuren Alan Banks. En midaldrende mand, der går alt for meget op i sit arbejde, er fraskilt med en stor datter i accendanten, svært ved det med det andet, smukke køn, selv om der er bejlere nok, og så har han – meget sympatisk – en stor kærlighed til musik. Og det er noget, der flere gange dukker op i serien som en slags nøgle til forståelse af den halvgamle knudemand, der har det bedst, når han er på arbejde og får lov til at lade sin intuition føre ham frem til opklaring af den ene spektukalære forbrydelse efter den anden.

I seneste afsnit “Dry bones that dream” kommer musikken ind i form af en smuk klassisk musiker, der låner ham en sjælden singleplade med Ella Fitzgerald. Banks har godt nok musikken på CD (han er til CD’er, hvilket også siger noget om hvornår krimien foregår). Men kvinden, der har et godt øje til Banks, forklarer ham, at lyden er noget helt særligt på den sjældne vinyl. Og så får han lov til at låne den, men skal love at komme med den igen næste aften…

Banks kærlighed og lidenskab for musik er selvfølgelig et ekstra plus for en gammel krimiserienørd som mig.

Capac anbefaler: Caper Clowns – Abdicate the throne

1. juni 2021

Jeg tror, at jeg har været heldig nok til at anbefale det meste af det, Caper Clowns har udsendt. I hvert fald siden Type your text here i 2015 og senest med A salty taste to the lake i 2018. Og hver gang har jeg været ikke bare anbefalende, men også indtaget af dette danske indiebands forvaltning af den musikalske arv.

For det er en del af Caper Clowns vandmærke, at de kender traditionen og ved, at man kun kan blive til noget inden for populærmusikken – lige som kunsten i  det hele taget – hvis man lærer af de gamle mestre – for at kunne beherske udtrykket og for at kunne udvikle og – i bedste fald – forny det.

Og det er denne truisme, jeg finder bekræftet i Caper Clowns nye og dejlige album Abdicate the Throne. Den første association, der ramte mig, da jeg lyttede til albummet var Beatles’ Magical mystery Tour og ægteparret McCartneys jubiliæumsalbum Ram, uden at det på nogen måde skal forstås alt for bogstaveligt eller direkte. Det var mere lyden, ekkoet,  af den qvasi-mccartneyske lyst til eksperimenteren og legen med lyde, der i forbifarten farvede sange som den indledende “Pineapple Songs” og opfølgeren “Caps lock on”. Trangen til lige at tilføje noget ekstra oven på en god melodi og et elementært arrangement af en god rocksang.

Caper Clowns er et familieforetagende. Og måske er det en del af forklaringen på, hvorfor det lykkes så godt for gruppen at skabe en fortættet sound, der emmer af klassiske poprockdyder, som en rytmekerne af trommer og bas, et flot vokalarbejde, hvor det flerstemmige sidder lige i skabet og så nogle nærmest homogene arrangementer, der fint indfanger bandets stil anno 2021.

Hele fjorten sange er det blevet til denne gang. Og det må lytteren nærmest betragte som en gave. Fjorten sange, der alle fortjener at blive inviteret ind i ethvert popøre i dette land. Jo, Caper Clowns har gjort det igen – lavet et album med stor slidstyrke og stor appel til enhver elsker af den melodiske, kreative tradition i poppen og rocken. Hermed begejstret anbefalet.

Caper Clowns. Abdicate the Throne. Gateway Music. Udkom maj 2021.