3. juli 2021 arkiv

50: Jim Morrison findes død i Paris

3. juli 2021

Ja, i dag er det halvtreds år siden Jim Morrison blev fundet død i et badekar i Paris. Og dermed var det slut med The Doors, og Jim kunne indtræde i 27-klubben af alt for unge afdøde musikere.

Som andre dødsfald i den klub, så har også Morrisons været genstand for mytologisering, mystificering og højtsvævende spekulationer. Men faktum er, at han døde i en alt for tidlig alder. Et spild af liv og talent.

 

Bolden ruller igen…

3. juli 2021

I aften går det løs igen. Det danske landshold i herrefodbold møder Tjekkiet. Og skal man tro pressen (men det skal ikke…), så står nationen på den anden ende.

Fodbold, der jo først og fremmest er big business, handler om penge, som Georg Metz gør opmærksom på midt i al virakken, er i pressen blevet transformeret til en enorm candy floss af føleri, nationalisme og klaphatekstase. Så der kan være god grund til at holde fast i, at fodbold er et i sit udgangspunkt simpelt spil, der involverer to hold af elleve spillere, en bold, en dommer og et par linjedommere, og i disse digitale, tv-baserede tider også et VAR-overvågningssystem, der skal optimere graden af fair play. Fodbold er i bund og grund bare en sport. Og udfaldet af en kamp – fx den i aften – ændrer ikke væsentligt ved verdens gang.

Når det er sagt, så skal det også tilføjes – og det er derfor pressen og tv har så let et spillerum – at fodbold som andre sportsgrene også er genstand for lidenskabelig investering. Man holder med sit hold (nationalfølelse, nationalisme), lever sig ind i spillernes kamp for holdet og resultatet, ofte suppleret med indtagelse af følelseslettende alkoholiske drikke, og løfter begivenheden op til noget nærmest overjordisk, hvor det retteligen ikke hører hjemme. Nej, lad os få det hele ned på jorden igen.

Lad os bare slå fast, at træner Hjulmand og den store trup af yderst talentfulde spillere allerede har leveret præstationer, der har overgået vores forventninger (uanset hvor langt de så end når). De har spillet rigtig godt, skabt overraskende resultater (Rusland, Wales) og først og fremmest leveret seværdig og meget underholdende boldspil. Og det alt sammen, fordi Hjulmand og Co. har formået at få holdet til at fungere optimalt som hold. Et faktum som ingen televiseret persondyrkelse hverken kan eller skal skygge for. Og det er som hold holdet står eller falder i aften.

Jeg håber på, at holdet leverer en yderst seværdig kamp. Taber det, så er det til at leve med. Går det videre, ja så venter der endnu en fornøjelig kamp inden længe. God kamp.

Vor tids nar: Greta Thunberg

3. juli 2021

Narren er en figur, der er kendt langt tilbage i tiden. Fx det gamle Grækenland. Og en figur, der kendes fra forskellige kulturelle sfærer, fx den europæiske, men også den muslimske. I dag bruges orden “nar” især i en nedsættende betydning. Man er en nar, hvis man opfører sig eller udtrykker sig uheldigt i forhold til tidens politiske korrekthed, for eksempel. Men engang var narren både den, der underholdt på hoffet med gøg og komik, men også den der havde ret til ustraffet at ‘bringe det til torvs’, som var forbudt, skjult, ulovligt og ‘sandt’. Narren var det andets kritiske røst.

I vor tid genfinder vi en skygge af narren i de såkaldte stand up-komikere. De bedste af dem. Dem der formår at transcendere vor tids narcissistiske selvoptagethed og sætte ord på det, vi helst ikke taler om. Men også den unge klimaaktivist Greta Thunberg er en arving til de gamle tiders nar. Med en stålsathed, der understøttes af hendes autistiske diagnose, og en ungdommelig, ja barnlig, uforfærdethed fastholder hus sin skolestrejkes krav om klimagenoprettende handling og lader sig ikke forføre at de magthavende politikeres påtaagede venlighed og forståelse og deres forblommede løfter om bod og bedring i klimapolitikken. Med iskold klarhed skærer hun lige ind til benet i magthavernes floromvundne og løgnagtige retorik – igen og igen. Samtidig med at hun fortsætter sin skolestrejke og sætter sit liv ind på sagen.