Psykedelisk Abbey Road

6. december 2009

Da den psykedeliske bølge skyllede gennem populærmusikken ramte den også Abbey Road-studierne. Og det resulterede i lang række indspilninger. Et overblik kan man finde på cd’en “Psychedelia at Abbey Road 1965 to 1969” (EMI 1998), der rummer hele 22 numre fra den angivne periode. Som noteskriveren, Brian Hagg, anfører, så kan det være svært at definere psychedelia sådan rent musikalsk, men helt ved siden af rammer han ikke, når han konstaterer, at stilen i høj grad handler om sound og atmosfære, hvor snurrige melodier, barnlige, surrealistiske billeder og leg med tidens nyeste studiegrej er væsentlige ingredienser.

På pladen møder man både kendte og mindre kendte kunstnere. Donovan er repræsenteret med sin uopslidelige “Sunshine Superman” (i den fulde version) og den mindre kendte, men ikke mindre fascinerende, sang “Sunny South Kensington”, hvor kunstneren bl.a. udfolder sig disciplinen namedropping. Nummeret udkom oprindeligt på den amerikanske udgave af albummet “Mellow Yellow“. The Hollies er også med. Igen er det “King Midas In Reverse” (som findes på flere psychedelia-opsamlinger), men også et nummer – “Maker” – fra gruppen psych-LP “Butterfly” fra 1967. De psykedeliske klæder kan dog ikke skjule den kendsgerning, at Hollies var en af den tids bedse vokalgrupper. Pretty Things hoppede også på psych-vognen og foretog en transformation fra rå R&B-gruppe til psych-freaks i 1967. De er repræsenteret med singlen “Talking About The Good Times”/”Walking Through My Dreams” fra 1968. Her lyder de som et mix mellem Beatles og Pink Floyd, med flot vokalarbejde og fængende melodier. De to numre peger også frem mod gruppens hovedværk “S.F. Sorrow“. Apropos Pink Floyd, så er Syd Barrett også med med “Golden Hair” fra LP’en “The Madcap Laughs“. Nummeret viser Barrett som det skrøbelige pop-head, han var, medens han endnu var aktiv. Til de kendte hører også Simon Dupree and the Big Sound med deres velkendte “Kites”.

De øvrige numre på pladen er med mindre kendte navne som Tomorrow, The N’Betweens, The Fingers, Focus, Mart Wirtz, Aquarian Age, The Nocturnes, The Koobas, The Moles, Locomotive, The Gods og The Mandrake Paddle Steamer. Tilsammen giver de en meget underholdende og fascinerende indtryk af spændvidden i den psykedeliske trend i sidste halvdel af tresserne.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

308 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62