The Beatles på bjerget
16. december 2009
Det måtte jo ske. At The Beatles blev til en akademisk – ja, universitær – disciplin. Nu har det prestigiøse universitet Cambridge udsendt en såkaldt Companiontil gruppen. En slags akademisk guide til de fire Liverpuddlians. Men anmelderen i The Independent er dybt skuffet. Af bogens ialt tretten essays er der kun et, der forsøger at analysere gruppens musik – og oven i købet (forstår man) i et esoterisk universitært sprog. Værst er det, at de mange artikler ikke føjer væsentlig til alt det, der allerede er skrevet om gruppen – og bedre – neden for bjerget. Beatles er ganske fortjent blevet en akademisk opgave. Men Cambridges Companion holder ikke den gængse akademiske standard for den slags udgivelser. Desværre.
17. december 2009 kl. 09:11
Findes der nogen Beatles analyser, som kan gøre “The Independent” glad, mon?
17. december 2009 kl. 09:57
@Donald: I anmeldelsen (se link) henvises til bl.a. Twilight of Gods fra 1973.
17. december 2009 kl. 20:54
Lidt Googling og læsning, her er en (anden) vurdering af Meller’s analyse, nemlig at den er desciptiv d.v.s. at den for det meste prøver at sætte navne pÃ¥ chord-progressions.
Wilfrid Mellers’ Twilight of the Gods: The Beatles in Retrospect (London: Faber & Faber, 1973) is the only other work that has examined a similarly large number of Beatles compositions with a strong analytical emphasis, but that volume is largely descriptive, with analysis generally aimed at naming unusual chord functions and progressions. Everett, by contrast, discusses the historical background–he includes anecdotes that will be new even to knowledgeable fans–and the evolution of compositional process, with a revolutionary elevation of the recording studio as a primary compositional determinant. He also provides analysis of each composition, close examination of instrumentation, and an extensive bibliography. The Beatles as Musicians will be an invaluable resource for scholars in many different fields as well as for interested musicians and fans.
http://muse.jhu.edu/journals/notes/v057/57.1block.html
Jeg har en “analyse” fra Svensk Toneforbund 1966, som jeg har gemt uanset at jeg syntes den var underlig. Men essensen er at Beatles eller Lennon-McCarney havde gode ører og at det kommer til udtryk i stemmeføring pÃ¥ almindelige “progressions” etc.etc. Altsammen noget, som er vigtigt for fagfolk.
Men somme tider spørger jeg mig selv, hvad der er vigtigt for en lytter, som ikke selv vil lave musik, og mit svar er foreløbig en lidt respektløs bemærkning om at det er rytmens appel til kropsfunktionerne og musikkens evne til at hjælpe stemnings-skift, ikke kun i “disko” eller dansebal-sammenhæng, men helt generelt, og derved give en slags hjælp til selverkendelse eller bevidsthedsudvidelse. Afstanden mellem harmonik og bevidsthed er for lang for de fleste læsere af den slags litteratur.
18. december 2009 kl. 01:04
@Donald: Jeg ville oprindeligt også have skrevet noget om forholdet mellem dagsbladsanmeldere (journalister) og akademisk litteratur. Et gammelt tilbagevendende kritikpunkt er, at akademikere på bjerget skriver uforståeligt og derfor skal forsøge at skrive formidlende. Jeg ved ikke, om der er en snert af det i anmeldelsen.