Woody Allen – Hollywood Ending

3. januar 2010

Woody Allen er en af mine favoritinstruktører. Og jeg har en lille drøm om at have alle hans film stÃ¥ende pÃ¥ reolen som dvd eller blue-ray (eller hvad det næste nu bliver…), nÃ¥r jeg engang trækker mig tilbage til mit otiums refugium. Jeg har bemærket mig, at hans seneste film er blevet modtaget med den for kritikere almindelige ambivalens, hvor man dels anerkender mandens status, men samtidig efterlyser nytænkning i stedet for det samme tematiske løbebÃ¥nd.

Men det er netop en af kvaliteter ved Allen: At han vender tilbage til de samme temaer og figurer igen og igen. En lang række af hans film er variationer over temaet med den lille hypokondriske, småintellektuelle, snakkende mandsling (Allens alter ego) og hans forhold til kvinder, sex, karriere og andre banaliteter i metropolen New York. Hvis der overhovedet er noget nyt i denne tematik, så er det i selve variationen, i selve gentagelsens form. Måden temaet fortælles på.

Og variationen hos Allen kommer fx i valget af medspillere. I Hollywood Ending fra 2002, som jeg sad mutters alene og sÃ¥ natten mellem første nytÃ¥rsdag og den 2. januar, har Allen med vanlig sikker sans og smag valgt den smukke og talentfulde Tea Léoni til rollen som ex-konen, der ikke helt er færdig med sin ex-mand uden rigtig at indse det. Og omkring denne akse af ufordøjet kærlighedsliv spiller en hÃ¥ndfuld velvalgte biroller. Mark Rydell som den bekvemmlighedsjødiske agent, der vil gÃ¥ til yderligheder for at fÃ¥ en filmkontrakt i hus. Treat Williams som den flotte, maskuline repræsentant for hankønnet, som konen nu ved at gifte sig med og som er en ulige konkurrent til Allens hovedperson pÃ¥ alle ledder og kanter – bortset lige fra det med snakkesaligheden. Og sÃ¥ videre. Allen er en mester i at caste sine film med smukke og talentfulde skuespillerinder, som han kan spille op mod, og birollerne, der passer som fod i hose til rollerne. Tag bare valget af flødebollen George Hamilton i rollen som den selvoptagede Ed.

I Hollywood Ending spiller Allen en instruktør med karrieren bag sig. Han har ikke indspillet en rigtig spillefilm længe og lever af at lave reklamefilm. Men med ex-konens mellemkomst fÃ¥r han sÃ¥ mulighed for at indspille en film, som hun har skrevet manus til. Det ender med, at Val, som Allen hedder i filmen, bliver blind af psykosomatiske Ã¥rsager og mÃ¥ gennemføre optagelserne med diverse inkompetente hjælpere ved hÃ¥nden. Mere skal ikke afsløres. Og selve det absurde forløb er sÃ¥dan set ogsÃ¥ underordnet. Det er de mange velturnerede, komiske situationer med deres opfindsomme replikskifter, der er sagen. Der er, som Fruen i huset med vanlig skarphed sÃ¥, noget frygteligt banalt og hverdagsagtigt over scenerierne i Allens film. Det er hverdagens lommeuld, det drejer sig om. Kærestesorger, helbredsbekymringer osv. Og de store overordnede projekter er “bare” pÃ¥skud for at synke ned i trivialiteterne, som vi alle jo i virkeligheden er interesserede i og afhængige af.

Hollywood Ending er mÃ¥ske ikke Ã¥rgangs-Woody Allen, men den er en fin lille komedie, som rager højt op over meget af det, vi bliver spist af med pÃ¥ de tv-danske kanaler. Og sÃ¥ kan man være heldig at fÃ¥ den for en slik i diverse udsalgskasser…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. WilliamJansen kommentarer:

    Jeg kan ogsÃ¥ lide Woody Allen, nÃ¥r det er umagen værd at kunne lide ham…

    Men både Hollywood Ending og den seneste Whatever Works er alt for cerebralt til min smag. Det foregår udelukkende oppe i hovedet, og der er overhovedet ikke mave, intuition, følelser m.m. i filmen. Woody har en tendens til at være for intellektualiserende, og hvis filmen blot foregår i den (efter historiske forhold) nærmest nyopståede intellektuelle overbygning på vores primale instinkter, så efterlades jeg uberørt.

    Bare mine 2 cents…

  2. capac kommentarer:

    @WilliamJansen: Jeg kan godt følge dig, selv om jeg ikke helt er enig i forhold til Hollywood Ending. Men i hvert fald er den bedre end mange anmeldere har gjort den til. Jeg har lige læst Ebbe Iversen anmeldelse af Mig og Melody, Allens seneste, og den kører lidt i samme ambivalente skuffe. Hvis det ikke er Manhattan og Annie Hall hver gang, sÃ¥ mukker de…

  3. Uffe kommentarer:

    Jeg har den samme reol-ambition som du. Af en eller anden grund har jeg aldrig fÃ¥et set Hollywood Ending, men jeg glæder mig til at se bÃ¥de den og ‘Mig og Melody’. Og endnu engang hurra for gentagelsen (som vi har været inde pÃ¥ andetsteds tidligere i dag :-))

  4. capac kommentarer:

    @Uffe: Ja, jeg havde selvfølgelig dit indlæg om Malmros i tankerne, da jeg tastede indlægget. Uffes indlæg om Malmros finder i her: http://283h.sl.pt

Skriv en kommentar

320 har læst indlægget
13,401