Cass Elliot genudgivet
22. januar 2010
Cass Elliot var den store Mama i Mama and Papas. I mere end en forstand. En stor pige med en stor stemme.
Hendes vokale betydning for gruppen blev understreget, da gruppens sidste single – Dream a little Dream of Me – blev udsendt i 1968 med hendes navn fremhævet. Dermed var hendes efterfølgende solokarriere så at sige kickstartet.
Inden hun døde kun 32 år gammel, nåede hun at udsende fem regulære soloalbum. Dream A Little Dream kom i 1968 og blev efterfulgt af Bubblegum, Lemonade, and… Something for Mama året efter. Efter at have forladt Dunhill Records til fordel for RCA udsendtes Cass Elliot i 1972 og The Road Is No Place For A Lady, ligeledes i 1972. Endelig kom der en liveplade i 1973 med den sigende titel Don’t Call Me Mama Anymore. Dertil skal så lægges hendes uforlignelige duoplade med Dave Mason Dave Mason & Cass Elliot fra 1971.
Kendetegnende for hendes soloplader en udtalt eklekticisme i materialevalget, og stilistisk stritter pladerne i mange retningerne. Pop, soul, gospel osv. Men kradser man lidt i førstehåndsindtrykket finder man en sangerinde med en udviklet sans for den gode melodi, den gode sang. Hvad enten det er en letbenet iørefaldende popsang eller mere vægtige sange af folk som Leonard Cohen, John Hartford, Bruce Johnston, Judy Sill og Van McCoy.
Som titlen på livepladen antyder, så var det et stort problem for Cass Elliot, at hun ikke kunne slippe fri af fortiden med Mamas and Papas. Og hendes soloplader blev ikke de store kommercielle successer. Fortidens skygge og en lidt stedmoderlige behandling fra pladeselskaberne gjorde, at hun aldrig rigtig fik den respons, hun fortjente. Det er måske også forklaringen på, at nogle af solopladerne har været svære at opdrive, siden de første gang udkom. Det gælder “Cash Elliot” og “The Road is no place for at Lady”. Sidstnævnte har ikke været udsendt på cd i tre årtier, og “Cash Elliot” er kun blevet genoptrykt i Japan efter den første genudgivelse i 1988. Men nu er de to album så omsider blevet samlet på en cd med dobbelttitel og et lidt kikset cover. Det skal dog ikke skygge for, at der er mange fine stjernestunder på pladen. Pladen udkom efteråret 2009. Anbefales.
