U2 – der var engang…
30. marts 2007
Mit indlæg om den halvadelige Bono skal ikke fortolkes derhen, at jeg ikke kan lide U2. De har bestemt lavet gode sange. Men i mine ører bliver de ikke bedre end dengang de udsendte deres debutalbum “Boy”. Jeg husker endnu den dag, hvor jeg købte pladen i en lokal pladebiks pÃ¥ Bruuns bro. De var langt fra et navn endnu, selv om de havde fÃ¥et gode anmeldelser i Storbritannien. De kom med en ny lyd, der ikke mindst var bÃ¥ret af The Edges skarpe guitarlyd. NÃ¥r man lytter til denne plade kan man høre nogle unge knægte, der vil erobre musikverden, og som er fulde af kreativitet og spilleglæde. Et nummer som I Will Follow har al den energi, der ogsÃ¥ kendetegnede new-wave-bandsene, da de brød igennem lydmuren.
Her er en meget tidlig optagelse af netop I Will Follow. Vist nok U2s første tv-optræden (i et børneprogram…). Jeg savner den tidlige friskhed i deres seneste udspil…
…da kvaliteten af ovenstÃ¥ende er lidt dÃ¥rlig, sÃ¥ fÃ¥r I ogsÃ¥ videoen:
30. marts 2007 kl. 19:11
Mellem os Capac, sÃ¥ synes jeg det hele lyder ens og mangler dynamik … Volumenknapper kan aldrig skabe musikalsk dynamik. Nej.
30. marts 2007 kl. 20:01
Ja, ja, Irene, vi kan nok ikke blive helt enige om Bono og Co… ;-)
30. marts 2007 kl. 20:04
Kan vi ikke godt blive enige om at de har en RET monoton bassist?
30. marts 2007 kl. 20:08
Jo, og måske også, at The Edge er den mest interessante i den sammenhæng!?
30. marts 2007 kl. 20:23
Om nogen, så ja! ;-)
Enighed kan man finde hvor man vil!
1. april 2007 kl. 00:16
Jeg er mere til The Joshua Tree.
1. april 2007 kl. 09:56
@Carsten: Bestemt ikke et ueffent udspil. Jeg tabte lidt interessen for gruppen efter Rattle and Hum…