Nils Malmros-klassikere i indkøbkurven
1. april 2007
Nils Malmros er en af de fineste skildrere af barndommen og puberteten. Set fra et mandligt synspunkt. Han er filmens svar på Klaus Rifbjerg. Jeg kan huske, at selvsamme Rifbjerg anmeldte Kundskabens Træ (vistnok i tidsskriftet Levende Billeder), da den havde haft premiere. Og Store Klaus var meget positiv, men også en anelse kritisk over for den malmroske blufærdighed over for det erotiske. Som jeg husker det (solgte desværre mine Levende Billeder engang…), efterlyste Rifbjerg en skildring af den voksne erotik.
—-
Jeg kan huske, at første gang jeg genså Kundskabens Træ var på tysk tv en sen aften. En central scene i filmen er der, hvor de unge er ude at skøjte på en sø. Medens mørket falder på tvinger nogle drenge strømpebukserne af en pige for at gøre anatomiske studier, medens de andre drenge febrilske og med hede kinder sørger for at holde dynamoen i gang og lyskeglen rettet mod pigens skød. En filmisk urscene. Og så havde tyskerne selvfølgelig bortklippet selve afsløringen…
1. april 2007 kl. 20:49
Den scene kan jeg kun huske p.g.a. dynamolygten og fordi du fortæller den. Det er jo en skrækkelig scene hvis det er, hvad du siger, og man undrer sig over at sÃ¥dant barbari fÃ¥r lov at florere i en en “pæn” film! Havde man forøvrigt strømpebukser i den film?
Du nævner scenen som en slags svar pÃ¥, at der ikke er “voksen erotik”, ikke? Jeg tror at Malmros og min generation har oplevet en barndom, hvor voksne fik børn uden sex og uden reagensglas. Det ville IMHO være stilbrud, hvis vi pludselig sÃ¥ en ismejerist have sex med en Irma-pige.
Mange af min slags har set “Kundskabens Træ” og oplevet at den sætter egne erindringer igang. Det skyldes formentlig de filmens to største kvaliteter: Skuespillerne er gode i de sekunder, Malmros udvælger, og hans fotograf og regissør er suveræne.
Rifbjerg’s kommentar fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥, at da jeg havde set “At kende sandheden”, fik jeg den fornemmelse at filmen rummede et meget bredt spektrum af følelser, et helt livs følelser.
Som en sidebemærkning har det undret mig, at van Gogh heller ikke har den brede palet m.h.t. følelser/nøgne damer og sÃ¥’n. NÃ¥r man ser hans lærreder i original-exemplarer, forstÃ¥r man, hvorfor han “alligevel” brændte igennem efter sin død: Der er sÃ¥ mange andre kvaliteter og en usædvanlig farvekraft.
1. april 2007 kl. 21:24
@Donald: Som du vil kunne se, har jeg sat et par tankestreger ind i mit indlæg. De to afsnit repræsenteret to – ikke nødvendigvis sammenhængende – erindringer.
Det er mÃ¥ske kendetegnende for den omtalte urscene, at den bliver “censureret” i tysk tv – eller, at man især husker dynamolygten eller drengene ansigtsudtryk, snarere end hvad de ser mellem pigens lÃ¥r. Det viser noget om, hvor fint Malmros fÃ¥r fortalt noget, der nemt kunne blive en voldsom og pinlig scene.
Som jeg forstår Rifbjergs kritiske pointe, så går det nok på, at Malmros netop har potentialet til at skildre erotik mellem mennesker uden at ende i regulær pornografi eller Hollywood-klicheernes verden. Som bekendt er det en kunst at beskrive erotik i film..
2. april 2007 kl. 00:15
Jamen sÃ¥ mÃ¥ det være pÃ¥ min regning, at vi sætter Malmros’ skildring af drengenes seksualitet – og det, at den stÃ¥r alene i sit eget ungdomsunivers – op overfor Rifbjerg’s kritik.
Men derfor kan Rifbjerg jo godt have ønsket sig noget mere, og mÃ¥ske været et lille skub i den retning i de senere film fra Malmros’ hÃ¥nd.
2. april 2007 kl. 13:37
@Donald: Jo, jeg tror også, at det var det, Rifbjerg ville: Have Malmros til at gå videre frem i generationerne og skildre deres erotik.