Genhør med Steve Miller Band “Sailor” – rock forklædt som psychedelia

28. februar 2010

Pladen var et af de fÃ¥ album, som min musiklærer i gymnasiet havde indkøbt til sin musikundervisning. Og det gjorde indtryk. PÃ¥ mig i hvert fald. SÃ¥ meget, at jeg kort tid efter investerede i Steve Miller Bands femte album, som bare hedder “5”. “Sailor” havde jeg jo rÃ¥lyttet til i musiktimerne, sÃ¥ derfor faldt valget pÃ¥ “5” fra 1970. Det Ã¥r, jeg gik i 1.g. Der var jo ikke rÃ¥d til det hele. Heller ikke dengang.
Coveret pÃ¥ “Sailor” (fra 1968) siger noget om, hvilken tid vi befinder os i. Den psykedeliske musik var hot, og enhver musiker eller gruppe med respekt for sig selv (og – ikke mindst – pladeselskabet) skulle helst lave noget “psykedelisk”. Musikken skulle være opfindsom og eksperimenterende. Og indpakningen skulle gerne signalere en syret fantasi (i mere end en forstand). Men i dette tilfælde bedrager skinnet. For “Sailor” – gruppens andet album i ’68 – er slet ikke det psykedeliske conceptalbum, man som pladekøber kunne forledes til at tro. Pladen er i bund og grund “bare” et varieret rockalbum, hvis numre peger pÃ¥ mange forskellige inspirationskilder.

Steve Miller og hans kolleger sugede til sig fra bÃ¥de den amerikanske tradition, psychedeliaen og den engelske scene. Akkurat som tillfældet var med gruppens første album “Children of the Future”, som blev udsendt en mÃ¥ned før.

PÃ¥ det indledende nummer “Songs for our Ancestors” holdes illusionen om conceptalbum endnu lidt oppe, idet maritime tÃ¥gehorn effektfuldt indleder det stemningsfulde, improvisatoriske, næsten Pink Floydske instrumentalstykke. “Dear Mary”, skrevet af Miller selv, er en enkel, smuk ballade, der med de indledende blæsere uvægerligt leder tanken hen pÃ¥ The Beatles ( Penny Lanes legende brug af Bachinspiret piccolo trompet), ja, mere end det: Afslører, at Miller har lyttet intenst til plader som Rubber Soul, Revolver osv. og oven i købet diskret, men hørbart, citerer fra dem (lytter man godt efter kan man høre en god stump af “For No One” fra Revolver). AltsÃ¥ en hel lille Beatlespastiche. De to sidste numre pÃ¥ side 1 (ja, vi lytter til  en LP) – “My Friend” og “Living in the USA” – er regulære rocknumre, der afslører gælden til den uomgængelige blues, men ogsÃ¥ til grupper som Booker T. & MG’s og Sly & the Family Stone.

Side to indledes med en bagatelagtig, hurtig glemt popsang, “Quicksilver Girl”, der i et andet, lidt mere poppet arrangement lige sÃ¥ vel kunne være indspillet af The Associations eller Harper’s Bazar og mÃ¥ske være blevet et pænt hit. Der er mere substans i “Lucky Man”, et bluesagtig rocknummer, der indledes med en akustisk guitarsolo, som bringer Stefan Grossman i erindring, og fører over i en sumpet, lidt syret sang med et markant orgel. Lucky Man glider umærkeligt over i den reciterede fortælling om The Gangster in Love. “Overdrive”, næstsidste sang pÃ¥ pladen, viser, at hverken Rolling Stones eller Bob Dylan er forbigÃ¥et Steve Miller Bands opmærksomhed. Fraseringerne lÃ¥ner fra Dylan og Brian Jones har ikke levet forgæves, nÃ¥r man lytter til leadguitarens slideeffekt. Jo, Steve Miller Band er solide eklektikere pÃ¥ denne tidlige plade. Punktum sættes med det heavy rocknummer “Dime-A Dance”, der viser, hvad styrken er i dette band, nÃ¥r man fjerner alle de psykedeliske gevanter og tidstypiske musikalske trends: De kunne rocke derudaf, som fÃ¥ andre pÃ¥ den tid.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

298 har læst indlægget
14,531