Gene Chenault – det præprogrammerede musikprograms far – er død, 90

4. marts 2010

Hvis man har set den amerikanske film American Graffitti om uskyldstabet for en række unge mennesker en bestemt augustaften og -nat i 1962, vil man sikkert huske en bestemt scene, hvor hovedpersonen Curt Henderson (spillet af Richard Dreyfuss) opsøger den legendariske DJ Wolfman Jack, der på mystisk vis har lagt lydsporet til ungdommens udfoldelser og udskejelser. Han vil have Jack til at sende en hilsen til en begæret ungmø og møder en skægget fyr, der udgiver sig for at være den popsiclesuttende manager på den lille radiostation, men på vejen ud ser Curt, at “manageren” er identisk med Wolfman Jack – og er en illusion fattigere.

Wolfman Jack (hvis borgerlige navn var Robert Weston Smith) var på linje med fx Alan “Moon Dog” Freed og vores egen Jørgen de Mylius eksempel på en DJ-type, der var drevet af interesse for musikken og gjorde DJen til en lige så vigtig ingrediens som den musik, han udvalgte og kommenterede. Ja, nogen vil måske endda hævde, at DJen var vigtigere, fordi han udviklede sin egen personlige stil og gjorde den til en slags varemærke og garant for den udvalgte musiks kvalitet. I American Graffitti fra 1973 mytologiseres – og afmytologiseres – Wolfman Jacks iscenesættelse som en mystisk figur.

I min egen radiofoniske barn- og ungdom var der en lang række danske DJs, der trådte i pionerernes fodspor og skabte deres egen personlige stil i kraft af musikvalg og kommentarer. Benny G. Jensen, Palle Aarslev, Hans Otto Bisgaard, Ole Reitov, Al Jones m.fl. Den type DJs er en sjældenhed i dag, selv om jeg har ladet mig fortælle, at Jørgen de Mylius holder lidt fast i traditionen på P4 med Eldorado.

En af forklaringerne på denne udvikling er nok, at kommercialiseringen af radiovirksomheden er blevet gradvist forstærket op gennem de sidste 20-30 år. I dagens musikprogrammer er der tydeligvis ikke plads til megen spontanitet eller personlighed. Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste, at Gene Chenault var død i en alder af 90 år. Det var ham, der opfandt de præprogrammerede udsendelser, der bestod af tætpakkede top 40 hits på bånd, som kun gav plads til, at DJen med et lille tryk på en knap kunne komme ind med en kort bemærkning eller en jingle. En slags hitmusik non-stop, som blev vældig populær (og indtægtsgivende), men måske også tog livet af den klassiske DJ…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

16 kommentarer

  1. Torben Bille kommentarer:

    @CAPAC: Du har selvfølgelig ret i konsekvensen af Chenaults og hans partner Bill Drakes musiktilrettelægningsprogram, men faktisk kom der også noget kulturpolitisk godt ud af det. En lang række af lokale provinsradiostationer, som ikke tidligere havde haft råd til en DJ og derfor tabte lyttere og dermed annoncører til storbystationer med kraftigere sender og dermed længere rækkevidde fik nu mod en overkommelig investering mulighed for at spille de sidste nye hits. Og så dårlig og mainstream var den amerikanske Top 40 faktisk heller ikke i 60′erne… og så stod Chenault og Drake bag et 50 timer langt program om rockens historie, som i 1975 blev sendt på stationer, som absolut ikke selv ville have råd til at have produceret et sådant. Og her mindes vi med vemod Benny G. Jensen og Jens Jørn Gjedsteds radiofoniske pionerarbejde den 40 timer lange, info- og stemningsspækkede Rockens Danmarkshistorie, som heldigvis omsider er ved at blive digitaliseret: http://www.dr.dk/musik/huskerdu/radio/

  2. capac kommentarer:

    @Torben: Rigtignok. Hvad er det man siger: Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så vidt jeg husker, var du jo selv involveret, da de såkaldte playlists (vel et barn af Chenaus og Drakes reel-to-reel-programmer) blev introduceret i DR!? Under alle omstændigheder kan man godt savne programmer som dem, Benny G. Jensen lavede, hvor han gik i dybden med kunstnerne og pladerne. Men det er der sikkert ikke råd til mere…

  3. AagePK kommentarer:

    “It’s the singer, not the song…”
    Men nu er vi jo på vej fra Damp-Radioen over i DAB-ditto. Jeg brokkede mig over et par sødt-ulækkert-klistrede morgenværter på P2, hvor jeg forventer seriøs klassisk musik med relevante informationer: Så er det jo godt, DAB er opfundet, sagde datteren, der morede sig over siruppen, der dryppede ud af højttaleren, afbrudt af brune punk-tummer.

  4. capac kommentarer:

    @AagePK: Fra DAMP til DAB. DAB er jo DJens endeligt i sin nuværende form. Sikkert udmærket til klassiske koncerter, men temmelig sterilt efter min smag.

  5. AagePK kommentarer:

    Næhh, jeg brøds mig ikk’ om DAB, medmindre det er i flydende form: Dortmunder Actien Brauerei. Man får jo netop ikke de relevante oplysninger såsom orkester, dirigent, solist, optagested o m a.

  6. Torben Bille kommentarer:

    @CAPAC: Det er rigtigt, at jeg som musikchef på P3 var med til at implementere det også dengang forkætrede playlistsystem. Det står jeg ved, for det var i sin grundtanke tænkt som et stærkt tiltrængt værn mod den massive indflydelse, vi havde pladeselskaberne mistænkt for at have på musikvalget i programmerne.

    Modstanden, også internt, mod playlistningen gik på, at vi fratog radioværterne deres mangeårige ret til frit musikvalg. Det argument havde vi selvfølgelig gennemtestet i den lille gruppe, der forestod forarbejdet til playlistsystemet. En væsentlig del af arbejdet bestod nemlig i en grundig analyse af musikvalget på P3 og studiebesøg, bl.a. i Sveriges Radio og BBC, hvor de allerede havde indført musiksystemet. I SR med samme ideologiske hensigt som DR.

    Den systematiske manuelle registrering (for det var før systemerne gav mulighed for andet) af alle valgte musikstykker døgnet rundt gennem tre måneder viste nemlig, at det forholdt sig stik modsat af, hvad visse programmedarbejdere mente: P3 havde faktisk IKKE et mangfoldigt musikudbud, men spillede jævnthen de plader, der faldt den enkelte medarbejder ind eller som var hans/hendes øjeblikkelige favorit. Og ensartetheden var påfaldende ligesom koordinationen mellem de enkelte programmer på dagfladen var ikke eksisterende. Det skete f.eks. flere gange dagligt, at et program sluttede med det samme nummer, som næste program startede med, og en vært kunne inde i sit program spille et nummer, som næste program så også spillede. Altså et utilsigtet powerplay.

    Mit hovedargument var, at hvordan kunne det være, at vi redigerede de journalistiske indslag på kanalen og koordinerede dem og gjorde ved, mens musikken, som fyldte 75 procent af sendefladen åbenbart blev hentet i en selvbetjeningsbutik. Samtidig var det tydeligt, at den smalle musik ikke havde en chance for at komme til orde uden musikstyring, fordi de af værterne om dagen, der ikke havde musikviden, aldrig af sig selv ville finde frem til den. De spillede typisk det de kendte i forvejen eller som pladeselskaberne havde gjort dem venligt opmærksom på. Musikstyringen kunne få deres ører for anden musik ligesom playlistudvalget kunne sørge for at gøre opmærksom på, at en cd indeholdt mere end hitskæringen og at også plader fra små selskaber kunne være store. Samt sørge for at minde om, at også plader ældre end i fjor med fordel kunne afspilles. Endelig bragte vi DR’s dengang store liveproduktion i spil, så vi kunne give liveindspilningerne opmærksomhed i dagfladen.

    Samtidig er det vigtigt at huske på, at der i hvert fald dengang var en lang række programmer, som ikke var playlistebelagt, og at playlistnumrene i de andre programmer kun fyldte en vis procentdel af musikvalget. Jeg ved godt, at nogle medarbejdere dengang fremstillede det som om de åd tvangsboller dagen lang, men jeg ved det ikke passer. Ironisk nok forlod en af de mest artikulerede modstandere af systemet senere DR i protest, men kun for at lade sig ansætte på en kommerciel station, hvor de havde total mainstreamificeret playlistning. Det lo vi lidt af dengang.

    Så nej, jeg undskylder ikke playlisterne fra 1991-94. De var udtryk for renlivet public service og offensiv musikpolitik. Altså det stik modsatte af den musikmaskine, Chenault og Drake opfandt.

    Den tidlige P3-playlistning var en løftestang for så branche- og konjunktur-uafhængig en programpolitik, man musikalsk kan føre i så lille og indspist et miljø. F.eks. arbejdede vi med en idealistisk ide om, at medarbejderne ikke måtte modtage plader fra selskaberne, men glemte så, at der er noget, der hedder privatadresser…

    I dag er både P4 og P3 i store stræk playlistet, og selv om de i nogen grad har bevæget sig væk fra vores udgangspunkt, og ikke er så chancetagende, som man kan ønske, og har medarbejdere, der helt tydeligt ikke aner, hvad de putter i afspilleren, er der dog stadig langt mere repertoiremæssigt vovemod i DR end på de andre radiokanaler. Det bilder jeg mig ind, at vi i den daværende kanalledelse var med til at grundlægge dengang.

  7. Torben Bille kommentarer:

    @CAPAC: Jeg kan se på længden, at jeg lige lod fortiden løbe af med mig. Undskyld, men det vil sikkert ske igen:-)

  8. capac kommentarer:

    @Torben: Hold dig endelig ikke tilbage! Jeg sætter stor pris på dine kyndige kommentarer i bloggen.
    Det var – undskyld – selvfølgelig med fuld overlæg, jeg nævnte det med playlisterne. Jeg kan godt huske, at der var en del kritik af fænomenet. Det foresvæver mig, at du blev gjort til en skurk i visse medier!? Når jeg overhovedet finder det ulejligheden værd at skrive om Chenault, så er det selvfølgelig, fordi jeg finder konflikten mellem idealisme (“public service”?) og kommercialisme vældig interessant. Et tilbagevendende tema i bloggen. Og så – selvfølgelig – fordi jeg savner de der udsendelser, hvor man kunne tage sig tid til fordybelse i musikken. Engang var det sågar sådan, at almindelige borgere fik overladt mikrofonen for en times tid for at fortælle om musik, der havde berørt dem. Hvis jeg ikke husker helt galt…

  9. capac kommentarer:

    @AagePK: I gamle dage var der også noget der hed Pop Non Stop. Selv om musikken ikke fejlede noget, så var det – som DAB – en mærkelig foreteelse.

  10. Torben Bille kommentarer:

    Ja, jeg blev gjort til skurk. Mit indlæg tjener forhåbentlig til at nuancere billedet. Allenfals: My intentions were good, som Eric Burdon engang sang.

  11. capac kommentarer:

    @Torben: Så husker jeg rigtigt. Jeg kunne heller ikke få skurkerollen til at passe med dine øvrige meriter som journalist. Måske var det et udtryk for, at nogen skulle være syndebuk!?

  12. Torben Bille kommentarer:

    @CAPAC: Nok snarere et udtryk for at vi ikke forklarede os godt nok.

  13. capac kommentarer:

    @Torben: Ja, det er jo oplagt.

  14. AagePK kommentarer:

    Jeg vil da gerne lige sige Torben tak for udførlig fremstilling af sammenhængen. Det undrer mig bare, og det kan aldrig blive en kritik vendt mod dig, at man ansætter folk uden viden om faget. I dag forekommer det mig, at der faktisk er ret langt mellem de vidende; tydeligst i de programmer, som brandes via værtens navn, eller som fylder reklamefladen på DR’s tv-kanaler.

  15. Henrik kommentarer:

    Hvor er det sjovt, at du nævner Benny G. Jensen i dit indlæg. Radioklassikeren har netop sendt en time af hans udsendelsesrække om pladens århundrede (udsnittet handlede om musikken under de to verdenskrige). Hvor stod hans stemme og finurlige kommentarer klart i min erindring, da jeg hørte det igen.

  16. capac kommentarer:

    @henrik: Ja, Benny G. Jensen var en stjerne i min radioverden. Jeg kan stadigvæk huske bestemte udsendelser, hvor han dybdeborede i og omkring et stykke musik. Savnet er hans slags.

Skriv en kommentar

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image

læst 385 gange
9032