Suetons “Romerske Kejsere” – en erindringsstump

18. marts 2010

Det gode ved erindringen er, at den har den forunderlige evne, at den kan filtrere ens oplevelser. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Den skal skille skæg fra snot, dÃ¥rlige oplevelser fra gode – og lade fortiden fremstÃ¥ i nostalgiens forklarende lys. I hvert fald nogle gange. Og sÃ¥dan har jeg det med meget af min skoletid. NÃ¥r jeg kigger i det rosenrøde lys i bakspejlet, sÃ¥ behøver jeg ikke at se mobberiet, de uendeligt kedsommelige timer, gulvsvaberen i gymnastiklokalet, svømmetimerne i GrÃ¥dybbadets iskolde morgenvand osv.

SÃ¥dan er det ogsÃ¥ med min timer i latin og oldtidskundskab. Latin havde jeg allerede i realskolen, hvor jeg terpede grammatik og læste Mikkelsens blÃ¥ latinbog – for at slutte af med den “lille latinprøve”. Bævrende nervøs vis-à-vis frk. Hvass, der slet ikke var, som navnet ellers kunne forlede en til at tro.

I gymnasiet gjaldt det sÃ¥ den “store latinprøve”. Og læsningen af tekster om de puniske krige, øvelser med ablativer og latinske verber blev udvidet med hadefaget oldtidskundskab – kaldet “oldævl”. Men jeg hadede ikke dette fag. For jeg har altid haft en svaghed for historiske fag og var begavet med en lærer – Røde Knud – der formÃ¥ede at gøre faget levende og beÃ¥ndet. Blandt andet var han god til at inddrage litteratur, der kunne uddybe det, man beskæftigede sig med i timerne. En af bøgerne har jeg endnu. En tynd fin sag om retorikeren Cicero. Indkøbt pÃ¥ Strøget i Esbjerg.

Og forleden fik jeg fat i en kopi af et andet værk, som jeg ofte har tænkt pÃ¥, siden jeg forlod gymnasiet. Suetons Romerske Kejsere, der udkom i Thaning & Appels Klassikerbibliotek i 1963 i to bind med forord af selveste Leo Hjortsø. Jeg kan huske, hvordan vores lærer læste passager op af Suetons portrætter af de forskellige kejsere og dermed var med til at sætte kød pÃ¥ de indre billeder man havde dannet sig ud fra de tørre tekster. Specielt husker jeg – og det siger selvfølgelig en del om den spirende alder, man var i – hvordan kejsernes seksuelle udskejelser blev omtalt (herunder omtalen af Cæsar som hærens største horebuk!). Og hvordan vores lærer satte den romerske kulturs forfald i forbindelse med kejserdømmets gradvise dekandence og moralske opløsning. Jovist. Dengang forstod man at belære ungdommen.

Til historien hører ogsÃ¥, at jeg senere i gymnasiet fik en i ordets egentlige betydning enestÃ¥ende mulighed for at parodiere samme lærer ved gymnasiets Ã¥rsrevy. En optræden, som bÃ¥de Knud og hans frue syntes godt om – og som forblev min eneste teatralske præstation…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. Kenni kommentarer:

    Det minder mig om den gang, hvor jeg gik på studenterkursus og havde latin. Jeg var meget interesseret i al den romerske historie, som jeg kunne suge til mig igennem undervisningen, men var total ligeglad med oversættelserne og gramatikken. Jeg tror min underviser vil grine højlydt, hvis hun viste at jeg i dag arbejder med et fag, hvor sproget i høj grad er bundet op termer hentet i det latinske sprog.

  2. capac kommentarer:

    @Kenni: Jeg ville ikke undvære min “latin” for noget i verden. Det har været en stor hjælp, da jeg skulle lære andre sprog, fx tysk og fransk.

  3. Torben Bille kommentarer:

    @CAPAC og Kenni: Ã…h, disse minder. PÃ¥ den drengeskole, hvor jeg henslæbte min forsømte gymnasietid havde vi ogsÃ¥ Mikkelsens den blÃ¥, men vi havde heldigvis ogsÃ¥ Alati, de berygtede oversættelseshæfter, som hjalp mig gennem de puniske krige. Vores lærer, lidt af en romanfigur og multilingvist, der kun vaskede sig en gang om Ã¥ret og det er ikke løgn, kendte selvfølgelig godt Alatis udenadslærte velsignelser og forbandelser, men han lod os som regel gÃ¥ planken ud. Som f.eks. til den eksamen, hvor en af mine klassekammerater var godt i gang med at lade Jugurtha dele hæren i tvende dele. Han Ã¥ndede lettet op, da han var nÃ¥et gennem teksten, overbevist om topkarakter. Hvortil læreren satanisk hvislede: “Ja, det var jo dejligt flydende. Og hvis De nu, min herre, vil have den godhed at oversætte det der stÃ¥r her i afsnittet i stedet for afsnit 42…”

  4. capac kommentarer:

    @Torben Bille: Åh, ja, jeg kan godt huske forsøgene på udenadslære som overlevelsesstrategi i latin. Jeg var ikke så god til det med at lære flere sider udenad og opnåede at gå i sort i en time til megen moro for de andre og til min egen græmmelse. Til gengæld nåede jeg så at droppe den strategi og slide mig gennem mine latinprøver.

Skriv en kommentar

407 har læst indlægget
14,210