Beatles – A Hard Day’s Night

22. marts 2010

Vi skriver 1964. Beatlemania raser. Og jeg fÃ¥r min første langspiller med The Beatles. A Hard Day’s Night. I mono-udgaven. Familieøkonomien gjorde det Ã¥benbart muligt. Og heldigvis, for der stÃ¥r Lennon og Mccartney over hele pladen. Alle sangene har de to højproduktive sangskriveres signatur. For første gang. Men skinnet bedrager lidt, for Lennon har førertrøjen pÃ¥ med de fleste af pladens sange.

Det er mÃ¥ske ogsÃ¥ derfor – hvis vi skal lufte den gamle fordom om, at Lennon var rockeren og Mccartney popsnedkeren – at de smittende rockende numre er dem, der bærer pladen frem. Godt nok har drengene droppet covernumrene, men de har bestemt ikke glemt, hvem de stod pÃ¥ skuldrene af eller hvis sange, de gennemtærskede pÃ¥ scenerne i Hamborg og Liverpool.
For at gentage mig selv, sÃ¥ er det frydefuldt at lægge øre til de tidlige Beatles igen. Og det er slÃ¥ende, i hvor høj grad gruppen fungerer som en helhed, som gruppe. Det samme er energien – Ã¥h, denne energi – og fremdriften i disse sange. Man er fremme pÃ¥ beatet og leverer sangene med aplomb og elan. Der er ingen slinger i valsen. De rider pÃ¥ en bølge, Beatlemania. Medvind, ambitioner og kreativitet gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd.
Pladen var en slags soundtrack til Richard Lesters film af samme navn. Men der er langt til nutidens soundtracks. I realiteten er det snarere filmen, der er et tilbehør til albummet. Kun halvdelen af sangene er med i filmen. Albummet er – uden tvivl – Beatles første helstøbte album som autonome sangskrivere. PÃ¥ den anden side sÃ¥ er det svært – i hvert fald for mig – ikke at tænke pÃ¥ filmens billeder af fire ungersvende, der løber rundt og leger pÃ¥ en græsplæne osv. For Lesters mock documentary er helt i Beatlemanias og tresserløssluppenhedens Ã¥nd. Lester, der var britisk films modernist dengang, satte billeder pÃ¥ nogle af de strømninger, som det i øvrigt var svært at sætte ord pÃ¥. Og sÃ¥ faldt filmen pÃ¥ et tørst sted. I 1964 var der ikke mange levende billeder af idolerne. Vi var henvist til de kulørte og sort-hvide magasiner og blade. Jeg sÃ¥ filmen i min mytologiske biograf, Phønix Bio, og hvis jeg ikke havde været fan af gruppen før, sÃ¥ gjorde filmen forskellen.
A Hard Day’s Night er et af de Beatles-album, jeg holder allermest af – de senere albums kunstneriske landvindinger til trods. NÃ¥r jeg hører titelnummerets uforglemmelige indledende guitarakkord, som George Harrison anslÃ¥r pÃ¥ sin nyerhvervede 12-strengede guitar og lader ringe et par sekunder, inden Lennons kraftfulde, energiske stemme tager over, sÃ¥ rejser nakkehÃ¥rene sig. Anslaget, der er blevet analyseret pÃ¥ kryds og tværs af Beatlesfilologerne, er svanger med al den kreativitet, som gruppen slipper løs pÃ¥ denne og de kommende plader. Det er den rene vare.
Ringo, som ikke synger for pÃ¥ nogle af numrene, har æren for albummets titel. Anekdoterne (leveret af Lennon i det berømte Playboyinterview) fortæller, at Lennon havde svært ved at komme i gang med titelsangen, men sÃ¥ kom Ringo med en af sine “Ringoismer”. Gutterne havde arbejdet røven ud af bukserne, og med vanlig tilbagelænet sarkasme konstaterede Ringo, at det havde været “en hÃ¥rd dags nat”. Og dagen efter var sangen skrevet. Tak Ringo.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

398 har læst indlægget
13,467