Elvis the Pelvis – og rockens aktualitet

28. marts 2010

I Berlingeren kommenterer forfatteren Klaus Rifbjerg den nationale kulturelle udvikling gennem de seneste årtier og siger blandt andet: »De nationalromantiske forestillinger om renhed og dyden og alt muligt andet, som var en del af spektret dengang, hvor vores verden var meget lille, har overvintret under et lag af fladhed, og nu stikker det så pludselig hovedet frem igen og er meget synligt. Det er sært for mig at opleve, at den intolerance, som man kunne formode ville være nogenlunde afskaffet, afmonteret i løbet af 1960erne og i forbindelse med ungdomsoprøret, og hvad der ellers skete der med seksuel frigørelse, kvinders ligeberettigelse osv., den eksisterer altså stadigvæk.«

Set i det perspektiv kan det, der skete i tresserne og halvfjerdserne godt se ud som et mislykket projekt. Den seksuelle frigørelse forvandlet til industriel automatporno og bornert kamp mod købesex, kvindefrigørelsen reduceret til et spørgsmål om pladser i virksomhedsbestyrelser og optimerede karrieremuligheder osv. Karikeret sagt. Men man kan også vælge det mere optimistiske version: Det, der blev sat i gang dengang (og havde forløbere i de foregående årtier) er langt fra fuldendt. Der er lang vej endnu. Udviklingen går ikke lineært frem, men frem og tilbage. Nogle gange et skridt frem og to tilbage.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ Rifbjergs kulturskepsis, da jeg i the Independent læste om en ny udstilling om Elvis Presley med titlen: “Elvis: The groundbreaking, hip-shaking, newsmaking story”. Som bekendt har Elvis passeret sin 75 Ã¥rsdag, og Newseum i Washington har i sin udstilling valgt at fokusere pÃ¥ det skandaløse i den unge Elvis’ gennembrud. Elvis som en trussel mod moralen hos de unge amerikanere. Set i lyset af Elvis’ senere halvgudsstatus kan det være svært at forstÃ¥, at medierne udsatte den unge rock’n roller for brutal og negativ kritik. Elvis var “farlig”. Og – som bekendt – klippede man underlivet af ham, da han optrÃ¥dte i The Ed Sullivan Show. Pigerne og drengene mÃ¥tte fantasere sig til det gyngende underliv – hvilket de sÃ¥ gjorde. Godt hjulpet pÃ¥ vej af musikken, som selv ikke et flimrende sort-hvid-tv kunne kastrere…

Men den gamle sandhed om, at dÃ¥rlig omtale er bedre end ingen omtale, gjorde sig gældende. Ja, omtalen af Elvis som moralsk farlig og sexet virkede som en ubetalelig reklame for manden. Det satte for alvor skub i interessen og efterspørgslen – og det var brændstof til den frigørelsesproces, som ramte ungdommen i de forstokkede halvtredsere og tressere. At Elvis sÃ¥ endte som en forspist, overmedicineret kæmpebaby i en rhinstensbesat sparkedragt er et sindbillede pÃ¥ den vesterlandske konsumkulturs fantastiske evne til at opsuge de strømninger, der modsiger og modarbejder konformismen og den nedgroede moralisme.

Men da Elvis døde på gulvet i sit badeværelse, var der allerede andre, der havde taget over. De langhårede englændere. Punken. Og så videre.

Men hvor er oprøret i dag? Hvor er rebellerne, der tager over, hvor MC5, The Clash osv. slap faklen? De var der i hvert fald ikke i Parken i går aftes. Men lur mig om ikke der her og der rundt i de små øvelokaler og garager er nogen, der har lyst til at smadre anlægget, råbe ukvemsord og politiske punchlines op i fjæset på pænheden, pisse ud over scenekanten og skrue op for anlægget og give den etablerede kedsomhed fuckfingeren! Jeg tror det.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

316 har læst indlægget
14,457