En nyhed er en nyhed er en nyhed – sagen om Ditte Okman
6. april 2010Det har vel næppe forbigået nogens opmærksomhed, at den såkaldte kommunikationskonsulent Ditte Okman har måttet tage sit gode tøj og forlade sin stilling hos partiet Venstre efter at have blameret sig selv og partiet på Facebook, hvor hun har skrevet fordomsfuldt og nedsættende om navngivne politikere og journalister. Den unge, såkaldte kommunikationskonsulent har trådt noget så dybt i spinaten, at det har sprøjtet helt op på statsministerens skrivebord, hvilket er uheldigt, fordi samme statsminister har nok at se til nu, hvor meningsmålingerne er ham imod og han også står i økonomiske problemer, der er bekymrende. Ikke kun for ham selv.
Men sagen stopper ikke med unge Okmans fratræden. Nu er den også blevet genstand for debat om nyhedskriterier. Er sagen “Okman” overhovedet en sag, man skal skrive om i medierne? DR TV-avisen valgte i går at undlade at skrive om den, og gjorde dermed ikke, hvad medierne plejer at gøre: følge hinanden i tykt og tyndt. Og det har fået TV2s politiske redaktør – og tidligere chefredaktør for sladderbladet Se og Hør – Henrik Qvortrup til at insinuere, at undladelsen skulle hænge sammen med det forhold, at aftenens nyhedsoplæser – Mette Walsted Vestergaard – er veninde med Okman. Noget må jo være galt på DR, når de ikke bringer nyheden. For ellers må problemet jo ligge hos dem, der bragte den, dvs. fx TV2 og Qvortrup…
DRs nyhedschef, Ulrik Haagerup, afviser dog mistænkeliggørelsen og siger, at historien er en “tabloidhistorie, der ikke lever op til de største væsentlighedskriterier”. Der fik du den Qvortrup. Tabloidhistorie. Skomager bliv ved din læst!
Er der kød nok på den historie til at den skal tage pladsen i TV-avisens prime time? Eller fortjener den kun at komme på forsiden af tabloidaviserne BT og Ekstrabladet – og de sladrende ugeblade – hvor man alligevel bevæger sig nede på det insinuerende personniveaus søle? I hvert fald kan man konstatere, at sagen åbenbart optager journalister og mediefolk meget. Den vedrører deres egen lille eksklusive verden. Selv Lisbeth Knudsen – chefredaktør for Berlingske Tidende – mener, at den er en vigtig del af “nyhedsbilledet”. Selvsving kunne man også kalde det.
Hvad rager det os almindelige dødelige ude ved skærmene og computerne? – Måske kunne nyheden have relevans! Det afhænger lidt af vinklingen. Indtil videre har det skandaløse domineret. Okman har på sit FB-profil svinet navngivne kolleger og politikere til – og en anden journalist, Michael Jeppesen, har bragt det til torvs. Hvad jeg undrer mig over, er, at man ikke har gravet i det forhold, at Okman kalder sig kommunikationskonsulent, når hun ikke engang kan skelne mellem, hvad der foregår på Facebook og i de traditionelle medier. Og ikke mindst: Hvordan kan det gå til, at regeringspartiet Venstre ansætter en person med en så åbenbar inkompetence?
