Ytringsfrihedens grænser – pædofili?

12. april 2010

Vi lever i en tid, hvor den ene hÃ¥rrejsende pædofilisag afløser den næste. Tænk blot pÃ¥ den store pædofiliring i Belgien, der foregrenede sig til mange lag af samfundet. Tænk pÃ¥ sagen om østrigske Joseph Fritzl, der i Ã¥revis misbrugte en indespærret pige. Tænk pÃ¥ sagen i Sønderjylland, hvor en pige blev udlejet som prostitueret. Og tænk sÃ¥ pÃ¥ alle de sager, der fortsat vælter ud af den katolske kirke – og sikkert vil fortsætte med at vælte ud lang tid frem.

Pædofilien er en udfordring for vores kultur og for vores tænkning. Fordi den er en krænkelse af et tabu. Til forskel fra andre kulturer, så har de vestlige moderne samfund beskyttet barndommen mod overgreb. Seksuelle overgreb, børnearbejde med mere. Men det er jo ikke ensbetydende med, at forbuddene ikke er blevet overtrådt. Det viser de aktuelle sager jo med al ønskelige tydelighed.

SpørgsmÃ¥let er ogsÃ¥, hvad vi stiller op med pædofilien? Hvad stiller vi op med de mennesker, der har en seksuel trang, der retter sig mod mindreÃ¥rige børn? PÃ¥ det seneste har Socialdemokraterne foreslÃ¥et, at vi skal indføre et forbud mod computeranimeret børnepornografi. AltsÃ¥ fiktive gengivelser af fantasier, hvor voksne forgriber sig pÃ¥ børn. Bag forslaget ligger en velkendt logik, der siger, at fiktionen ‘kan inspirere pædofile til at begÃ¥r virkelige overgreb’, som det formuleres. Vi kender logikken fra diskussionen om børn og voldsfilm, voldelige computerspil osv. Og til logikken hører ogsÃ¥ en forestilling om, at et forbud vil kunne sætte en stopper for ‘inspirationen’ eller i hvert fald hæmme ‘inspirationen’.

Men begæret og de unævnelige fantasier er der jo i forvejen – og vi kan jo se, at man ikke behøver computeranimering for at omsætte fantasierne til virkelighed. Fx i katolicismen. Og netop sagerne i den katolske kirke er interessante, fordi vi netop har at gøre med en religion, der fornægter det seksuelle i cølibatets dogmatiske form. Men som vi har set, sÃ¥ vender seksualiteten tilbage i perverteret form.

Noget andet er, at et sÃ¥dant forbud drejer sig om vores ytringsfrihed. I tresserne blev ytringsfriheden udvidet til at omfatte grafisk pornografi. I skrift og billeder blev det muligt at fremstille unævnelige fantasier til stimulering af seksuallivet. Hvis Socialdemokraternes forslag bliver vedtaget, sÃ¥ kan man sagtems forestille sig, at andre grænseoverskridende, forbudskrænkende fiktioner – fx voldtægt, nekrofili, tortur osv. – vil blive genstand for lignende forbud. Og den legale pornografi vil være henvist til skildringer af de ægteskabelige – legale – juleleg i dobbeltsengen.

Problemet er, at fantasierne stadigvæk er der. Selv om et forbud mod fiktiv børnepornografi indføres, sÃ¥ vil der stadigvæk være personer – fx katolske præster – der fantaserer om unævnelige situationer sammen med børn. Og som historien viser, vil disse fantasier ogsÃ¥ materialisere sig i skrift og afbildning. Pornografien har været pÃ¥ banen i Ã¥rhundreder – ogsÃ¥ før legaliseringen.

En af de store fordele ved at lade pornografien omfatte af ytringsfriheden er, at vi fÃ¥r mulighed for at fÃ¥ indblik i sider af menneskelivet, som vi ellers er tilbøjelig til at fortrænge godt og grundigt, fordi det er for ubehageligt, for frastødende og for ophidsende. I modsætning til en gængs opfattelse af pornografien, sÃ¥ er denne ikke bare en forløjet skildring af det seksuelle, men tværtimod en fiktiv materialisering af vores driftsliv og de fantasier, der knytter sig til det. Den franske forfatter Sades skrifter – og italieneren Pasolinis filmatisering af et af skrifterne, Salo – er et privilegeret eksempel pÃ¥, at fiktionen kan fremstille det alt for menneskelige, som vi ikke vil kendes ved, fordi kulturen i øvrigt tenderer mod at undertrykke det.

Det hører til ytringsfrihedens princip, at den lader det uhørte blive hørt, det unævnelige blive nævnt, det ubeskrivelige blive beskrevet – i det omfang, det kan lade sig gøre. Og derigennem – blandt i kraft af kunsten – bliver det muligt for os at forholde os det til, vi helst vil fortrænge fra kulturens overflade. Hvor ubehageligt det end er. Vi kan ikke forhindre folk i at tænke og fantasere, sÃ¥ lad os derfor bevare en udstrakt ytringsfrihed. Kun pÃ¥ den mÃ¥de kan vi se dyret i øjnene og forholde os til det…

Jeg er helt enig med CEPOS’ Jacob Mchangarna. Vi skal ikke forbyde computeranimeret børneporno – hvor ubehagelig den end mÃ¥tte forekomme at være.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

286 har læst indlægget
13,986