åh, Nanna
13. april 2010
Sangen om “Buster” og “Afrika” – så ved vi hvor vi er henne. Nanna Lüders Jensen – engang bare “Nanna” – dansk sangerinde og sangskriver.
Mit opdagelse af Nanna gik forud for hendes megasucces med titelsangen til Bille Augusts film. Det var dengang i begyndelsen af firserne, hvor jeg lige havde lagt det skulderlange hår for at gøre mine hoser grønne for en ung, dejlig dame – og stadigvæk ikke – i hvert fald ikke officielt – ville indrømme, at jeg var til pop. God gedigen pop. Og spidsede ører, når jeg hørte en popsang med appel og en stemme, der stak ud. Og det skete, da jeg hørte Nanna synge et nummer fra sin debutlangspiller, der udkom i 1982 og bare hed “Nanna”.
I ’84 kom så “Buster”, der sendte hende op i en division, som kun få har opnået. Nanna havde X-Factor længe før det blev et begreb – og til forskel fra nutidens X-Factor-stjerner, så havde hun ikke bare noget at have det i – men rigtig meget. Hendes album “Små blå breve” (1984) solgte stort, og allerede med efterfølgeren Shi-bu-mi, som kom året efter, synes jeg man kunne mærke, at Nanna ville mere end bare besnære os pophoveder med sin skønsang og sine små fine popsange.
Det blev bekræftet, da hun i 1988 udsendte “Fannys hjerte”, et eksperimenterende og nyskabende popalbum, der sugede til sig af tidens teknologiske og elektroniske sound og stillede krav til lytterne. Et kunstnerisk højdepunkt og et hovedværk i firserne, men også en kommerciel fiasko, der – desværre – distancerede Nanna fra mange af hendes fans, som helst ville synge med på åh, Buster og Afrika, Afrika… I mine ører var – og er – det et mesterværk inden for dansk popmusik. Et mesterværk, som kun få danske popplader matcher.
Måske var fiaskoen alligevel ikke en fiasko, hvis man ser bort fra de økomiske og personlige problemer, der fulgte med. For siden har Nanna fulgt sit eget spor. Hun har udsendt den smukke samling danske sange “I Danmark er jeg født” (1989), som viser, hvorfor hun har været et efterspurgt backingsangerinde, blandt andet for C. V. Jørgensen, men også hvor megen skønhed, der faktisk er i den omstridte danske sangskat. Siden kom “Rocking Horse” (1991), der viste Nanna fra en mere rockende side. I 1995 kom børnepladen Prinsesse Himmel-i-mund og i 1997 den personlige singer-songwriterplade Honey I’m home. Giv dig hen fra 2005 er i samme boldgade.
Hos visse anmeldere er Nannas karriere siden Afrika-hittet blevet anskuet som en slingrevals uden mål og med. Men i mine ører har Nanna hele tiden gjort det, hun er bedst til: Skrive sine sange og fremføre dem med sin uforlignede, klare stemme. Det er den røde tråd – uanset, hvilken genre hun har kastet sig over. Et slags tværsnit af hendes sange kan man skyde genvej til på opsamlingen Pletskud og Vildskud fra 2005, der nok sender en kærlig tanke til en af forbillederne, Joni Mitchell, der også har udsendt to samlinger Hits og Misses.
På P1 kan man høre Nanna fortælle om sin brogede karriere – her. Udsendelsen kan også hentes ned på computeren.
PS. Glemmes skal heller ikke hendes samarbejde med Peter Belli og Steffen Brandt på Den Store Lystfest, DRs første audio fra 1987 – og en lidt overset meget lytteværdig popplade med musik og tekst af Voss og Torp.
