Tilbage, tilbage og frem: Thee Attacks spiller beat

19. april 2010

Man behøver jo ikke at være en Phil Collins eller en Rod Stewart for at gå tilbage i musikhistorien. Man kan også være godt og vel tyve år og komme fra nordkanten af Ålborgområdet.

Thee Attacks har valgt at gå tilbage til en tid, hvor deres egne fædre formodentlig havde langt hår, jagtede piger og lyttede til parringsmusik hos Beatles, Kinks, Who og andre engelske bands med rødder i amerikansk R&B, soul og så videre. Motivationen hos de fire ålborgensiske ungersvende kan jo af gode grunde ikke være (belastende) nostalgi, så mit gæt er, at de fire ungersvende har forelsket sig i den musik. Det er jo set før.

Og som med enhver heftig forelskelse, sÃ¥ fÃ¥r den ikke for lidt. Helt ud i coveret pÃ¥ debutalbummet med den selvbevidste titel “That’s Mister Attack to you” er referencerne og allusioner til tresserikonerne tydelige. Lige fra den Pete Townsend-smadrende ungersvend pÃ¥ for- og bagside til den stolte erklæring: Recorded in aggressive MONO. SÃ¥dan!

Thee Attacks sætter ikke deres beatlys under en skæppe med fører sig frem med modattitude og ungdommelig her-kommer-vi! Og heldigvis holder musikken til udenomsværkernes og selviscenesættelsens forpligtende rammer. Pladen er optaget i Liam Watsons (White Stripes) retro-analoge studie i London, og lyden lægger sig tæt op ad lyden fra fx de tidige Kinks og Beatles. Men denne tekniske omstændighed kunne være temmelige ligegyldig, hvis ikke Thee Attacks lagde al den energi og spilleglæde i projektet, som de faktisk gør.
Numrene er selvskrevne, og gruppen går til sagen uden coverkunstnernes og retroturisternes ofte alt for ærbødige indstilling til forlægget. Thee Attacks afleverer deres sange med en friskhed og energi, der kan tage pusten fra selv en garvet lytter som undertegnede. De har allerede sikret sig en plads på capacs mp3-afspiller den kommende tid (og det er ikke enhver beskåret!), fordi de blæser støvet ud af ørerne og får en til at glemme alt om tidens kvalmende, medieliderlige amatørisme eller dens professionelle produktmodstykke.
Melodierne er ikke Thee Attacks største styrke, men sangene er gode og de spilles i den Ã¥nd, der herskede pÃ¥ de bedste af de tidlige engelsḱe beatplader. Der er fine smÃ¥ hilsner til de store forbilleder – fra Beatles over Who til Kinks. Fx vinkes der til Kinks “You Really Got Me” – en af pigtrÃ¥dsmusikkens ursange – i “Won’t Break Me” uden at der er tale om citat. SÃ¥dan skal det være, nÃ¥r man gÃ¥r tilbage.

Og så er det også forfriskende at albummet ikke bidrager til mp3-formatets atomisering af musikken. Der er tale om et album, der fortjener at blive lyttet til som sådan. Skru op for bilstereoen, mp3-afspileren eller anlægget derhjemme og tag med på en rejse tilbage til mono og den gode beat. Thee Attacks har valgt at gå tilbage for at komme frem.  Og det er lykkedes, for der er både hjerne, hjerte og nosser i deres dansante musik.

Thee Attacks pÃ¥ nettet:  HerHer – Pladen er udkommet pÃ¥ Crunchy Frog Recordings.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 kommentarer

  1. Kim kommentarer:

    Dejligt at høre unge musikere med sÃ¥dan et rÃ¥t drive. Rigtigt meget The Who – i hvert tilfælde over videoen fra You Tube. Den plade vil jeg da købe.

  2. capac kommentarer:

    @Kim: :) – du kan høre et par ekstra numre pÃ¥ deres myspaceside.

Skriv en kommentar

457 har læst indlægget
13,608