Culpeper’s Orchard – en erindringsstump

20. april 2010

Cy Nicklin fylder 70 Ã¥r! Tempus fugit. Jeg husker det, som var det igÃ¥r. En kliche, men ikke desto mindre, en rigtig en af slagsen. Jeg sad i Stakladen pÃ¥ en af de klapsammenstole, man dengang i halvfjerdserne brugte, nÃ¥r der var koncert. Og som man fik ondt i røven af at sidde pÃ¥ for længe. En person kom hen til mig og sagde noget i retning af: “Har du noget ild?”. Jeg kikkede op, og der stod Tom McEwan, som dengang spillede trommer i Culpeper’s Orchard. En af grundene til, at jeg var kommet til denne koncert. Desværre kunne jeg ikke hjælpe Tom, for den eneste røg jeg indtog dengang var de tunge galarskyer, der drev rundt i lokalet og som hele tiden blev suppleret af nye skyer fra chillumer i alle størrelser og afskygninger. En god ryger har jeg aldrig været. Og et par hvæs pÃ¥ en hjemmebygget megachillum samme aften mindede mig blot om, at det bedste jeg kunne fÃ¥ ud af den sport, var et kraftigt hosteanfald.
Jeg havde fÃ¥et ørerne op for Culpeper’s Orchard og havde ogsÃ¥ købt deres uforlignelige debutalbum (1971 Polydor 2380 00) hos FONA i Esbjerg pÃ¥ et af deres – i denne blogsammenhæng – sagnomspundne udsalg. Med deres unikke, personlige udgave af progressiv rock med over- og undertoner af folk, country og meget andet godt og med et vokalarbejde, der ledte tankerne hen pÃ¥ det allerbedste fra udlandet (fx Crosby, Stills, Nash & Young), var de for mig et levende bevis pÃ¥, at dansk beat sagtens kunne stÃ¥ distancen over for den ellers sÃ¥ dominerende angloamerikanske rock. PÃ¥ papiret var dette band af international klasse. Med folk som Nils Henriksen, Niels Vangkilde, Thomas Puggard-Mülle (g.), Niels Tuxen (pedal steel, dobro), Ken Gudman, Rodger Barker, Tom McEwan (trommer), Michael Friis (bas) og Cy Nicklin i forgrunden som sanger og guitarist var potentialet til et større gennembrud pÃ¥ plads. Men som sÃ¥ ofte i den branche blev det ved det.

Fire plader blev det til. De tre første kom i rap i ’71 og ’72. Debuten blev fulgt op af Second Sight (1972 Polydor 2380 019) og Going For A Song (1972 Polydor 2380 020). Derefter gik der nogle Ã¥r før bandet under navnet Culpeper udsendte det mere strømlinede All Dressed Up And Nowhere To Go (1977 Sonet SLP1558), som blev gruppens fornemme svanesang.
Koncerten i Stakladen bekræftede blot, at gruppen var noget helt særligt. Og jeg blev inkarneret fan, købte deres album og synes stadigvæk, at de hører til det ypperste, som dansk beat har fostret.
Som Torben ogsÃ¥ gør opmærksom pÃ¥, sÃ¥ er ikke alt fra denne gruppe tilgængelig pÃ¥ cd. Men noget er, og man kan købe det hos Tømrer-Claus pÃ¥ karma.dk. Hvor ville det dog være herligt, hvis pladeselskabet ville udsende en lille boks med gruppens musik. Den ville jo alligevel ikke blive sÃ¥ stor…

Culpeper’s Orchard pÃ¥ Tuben

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 kommentarer

  1. Kristian kommentarer:

    Er den lykkelige ejer, af den afbillede plade.
    Så dem i Roskilde midt i 70érne.

  2. capac kommentarer:

    @Kristian: Ja, så pas godt på den, for den er jo ikke udsendt på cd.

  3. Torben Bille kommentarer:

    @CAPAC: Endnu ikke i hvert fald …

  4. capac kommentarer:

    @Torben: Du ved måske noget, vi andre ikke ved?! ;)

  5. Henrik Dankert kommentarer:

    Hej Capac.

    Herligt efter sÃ¥ mange Ã¥rs usvækkede store begejstring for Culpeper`s Orchard at “møde” ligesindede. Jeg har alle LPérne og hvad der derudover er udkommet pÃ¥ CD, og er helt enig i vurderingen af, at Culpeper`s stadigvæk i 2011 stÃ¥r som et af de bedste danske orkestre nogensinde.
    Er ked af, at de aldrig blev gendannet,som mange af datidens andre spændende orkestre jo er blevet gennem årene.
    Mange gode hilsner.
    Henrik Dankert

  6. capac kommentarer:

    @Henrik Dankert: Tak. Ja, nu venter vi så på de opdaterede boks med Culpepper.

Skriv en kommentar

1.285 har læst indlægget
13,536