Jimmy Webb er tilbage – på plade
22. april 2010
En ting er at kunne skrive gode sange. Noget andet er at kunne skrive sange, der besidder den særlig tidløshed, der gør dem til evigtgrønne standards, evergreens. Sange, der appellerer til flere generationer og til musikere på tværs af alle genrer og præferencer.
Jimmy (Layne) Webb er en af de sangskrivere, der har haft evnen til skrive den slags sange. Sange som “By The Time I Get To Phoenix”, “Wichita Lineman”, “Galveston” og “MacArthur Park“. Plus et par stykker mere. Alene det forhold, at den førstnævnte sang var den tredje mest fremførte sang i perioden 1940 til 1990 (kun overgået af Lennon/Mccartneys Yesterday og Addrisi/Addrisis Never My Love…) taler vist for dette synspunkt. Og kunstnere fra Elvis over Frank Sinatra til R.E.M har taget hans sange til deres hjerter.
Jimmy Webbs historie er endnu en af disse hersens fortællinger om et ungt menneske, der får sine første musikalske indtryk i kirken. Faderen var tidlige marinesoldat og baptistpræst, og moderen sørgede for at den 12-årige Jimmy fik lært at spille klaver, så han kunne slutte sig til faderen og moderen, når de spillede i baptiskkirken. Derhjemme var der ikke noget med syndig rock’n roll. Man lyttede til gospelmusik og country i radioen. Men efterhånden Jimmy fik indhentet det med den ny musik senere, da han begyndte at skrive sange. Blandt andet lyttede han til Elvis i halvtredserne.
I tresserne flyttede familien til det sydlige Californien, og Jimmy fik mulighed for at studere musik på et lokalt college. Efter college satsede han på at blive sangskriver,og i 1965 udsendte The Supremes deres juleplade Merry Christmas, hvor Webb havde bidraget med sangen “My Christmas Tree”. året efter kom han under den dengang vældigt populære rock’n roll-sanger, musiker og sangskriver Johnny Rivers’ vinger, og Rivers indspillede “By The Time I Get To Phoenix” på sit album Changes. året var 1966. Og herefter gik det slag i slag for Webb. Rivers fik opkomlingene i The 5th Dimension til at indspille “Up, Up, and Away”, der blev et kæmpehit i sommeren 1967 – og det første til, at Webb skrev de fleste af gruppens sange på deres andet album, The Magic Garden (1967).
Webb var 21, og havde allerede etableret sig som en af tidens bedste sangskrivere, hvilket blev understreget af, at han samme år – 1967 – modtog hele otte Grammy-priser for de to sidstnævnte sange. 1968 blev et af de helt store år for sangskriveren. 5th Dimension sendte hans sange “Paper Cup” og “Carpet Man” op på hitlisten. Og Glen Campbell, hvis stemme Jimmy Webb havde en forkærlighed for, sørgede for at gøre “Wicheta Lineman” til en af sine kendingsmelodier – og et efterspurgt covernummer for dusinvis af kunstnere. Det var også i 1968, han i samarbejde med den irske skuespiller Richard Harris fik lavet et helt album, A Tramp Shining, med egne numre fremført af Harris, heriblandt “MacArthur Park”, et næsten otte minutter langt, sofistikeret nummer, der brød alle poppens regler og indtog hitlistens andenplads. Et bevis på, at publikum godt kan genkende en sangs kvalitet, når den er der… Også albummet solgte godt og resulterede i en opfølger, The Yard Went On Forever, der også blev en succes.
Der var tilsyneladende ingen ende på Webbs succes i tresserne. I 1969 blev der for alvor sat skub i samarbejdet med Glen Campbell, bl.a. med hittet “Galveston” og Isaac Hayes hittede med sin udgave af “By the Time I Get To Phoenix”. Med mere.
Men successen har sin pris. Arbejdet som sangsnedker i hitjunglen var for belastende for den talentfulde Webb, og ved årtiet udgang trak han sig tilbage for at satse på musik, der ikke først og fremmest var rettet mod hitlisterne. Han lavede musik til musicalen His Own Dark City, en slags kommentar til de foregående års emotionelle belastninger, og filmmusik.
Samtidig fik han tid til at indspille en række fremragende soloplader – Words and Music (1970), And So: On (1971), Letters (1972), Land’s End (1974), El Mirage (1977) og Angel Heart (1982) – som ikke solgte stort, men blev overøst med kritikerroser og cementerede hans rygte som en sangskriver i den bedste liga. Den største svaghed ved disse albums er Webbs stemme. Den er ikke på nogen måde stor. Men til gengæld forstår han at bruge dens begrænsede omfang til det yderste.
Selv om Webb har foretrukket at leve uden for rampelyset har han fortsat med at skrive musik og producere musik lige siden halvfjerdserne. Og til sommer (juni) udkommer der omsider et nyt album med manden. Titlen er Just Across The River og den består af genindspilninger af nogle af hans største sange. Til at kompensere for sin egen stemmekraft har han allieret sig med Jackson Browne, Glen Campbell, Vince Gill, Billy Joel, Mark Knopfler, Michael McDonald, Willie Nelson, Linda Ronstadt, J.D. Souther og Lucinda Williams. Listen af sange ser sådan ud:
1. “Oklahoma Nights†med Vince Gill
2. “Wichita Lineman†med Billy Joel
3. “If You See Me Getting Smaller†med Willie Nelson
4. “Galveston†med Lucinda Williams
5. “P.F. Sloan†med Jackson Browne
6. “By The Time I Get To Phoenix†med Glen Campbell
7. “Cowboy Hall Of Fameâ€
8. “Where Words End†med Michael McDonald
9. “Highwayman†med Mark Knopfler
10. “I Was Too Busy Loving You†med J.D. Souther
11. “It Won’t Bring Her Backâ€
12. “Do What You Gotta Doâ€
13. “All I Know†med Linda Ronstadt
– Jeg har skrevet den på min personlige ønskeliste…
19. maj 2010 kl. 18:24
Hej!
Dejligt med en dansk vinkel på min musikalske ven Jimmy Layne Webb, som jeg har kendt, hjulpet i hules mange år.
Også nær ven af familien til en anden musik legende Mickey Newbury, som d.d. (den 19. maj 2010) ville være fyldt 70.
Har være i Texas med familien Newbury og venner hvert år siden 2004.
I år tilbage i Texas, denne gang i Houston.
Er dog J.W. “number one fan” (ifølge ham selv) og mÃ¥ske er min samling med J.W. en af de betydeligste “world wide”.
Min afdøde ven Roy Stamps, fra Newbury klanen, var til sin død nær ven af Willie Nelson.
Nær ven af familien Webb og Newbury, kender næsten hele person galleriet!
Mødt J.W. flere gange i NYC og London.
hilsen
erik christensen
20. maj 2010 kl. 00:58
@Erik: Tak for din hilsen. Mickey Newbury har jeg vist ikke omtalt endnu, men jeg kender ham godt.