Spiderman 3 vs. Freud

16. april 2007

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at capacs indre drengerøv ser frem til tredje afsnit af krøniken om edderkoppemanden, Spiderman 3. De to første var meget seværdige og – frem for alt – meget loyale over for sit oplæg. Rollerne var godt besat bÃ¥de i hovedrollerne og de obligatoriske skurkebiroller.
Reuters kan nu afsløre, at tredjedelen vil vise en Spiderman, der fÃ¥r the blues. Ud over diverse teknisk-imponerende indslag, som hører sig til i genren, sÃ¥ byder historien pÃ¥, hvad der beskrives som “en psykologisk kompleksitet, der sjældent ses i actionfilm”. Der gÃ¥r, sÃ¥ vidt capac kan læse mellem linjerne, lidt Freud i det, idet Spiderman, der lever i hymens lænker med sin udkÃ¥rne Mary Jane (Kirsten Dunst), opdager sin mørke side i form af et sort dragt (!), der giver ham særlige evner – men ogsÃ¥ følelsen af bitterhed og hævntørst! Det forlyder ogsÃ¥, at Spiderman græder en hel del i dette afsnit… 
Filmen får premiere i det europæiske område i slutningen af april og starten af maj.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

10 kommentarer

  1. Carsten kommentarer:

    Spideys nye dragt har været en fast bestandel af Marveluniverset siden “Secret Wars” miniserien i 1984. Hvilket fÃ¥r en tegneseriegeek til at spørge: Hvis Spideys nye dragt kan komme som en overraskelse for Capac, hvornÃ¥r stoppede han da med at læse Edderkoppen? Er han mÃ¥ske en af de mange tilløbere der først er kommet med, efter filmenes overvældende succes? :-)

  2. capac kommentarer:

    @Carsten: Vi forholder os alene til den filmiske udvikling. Og det nye – overraskende er mÃ¥ske sÃ¥ meget sagt – i spideruniverset er mÃ¥ske ikke selve den sorte dragt, men den antydede psykologisering, som det nye afsnit skulle rumme. Heller ikke den er mÃ¥ske sÃ¥ overraskende, idet det jo hører tiden til at psykologisere. Ikke mindst i Amerika, hvor enhver med respekt for sig selv har en shrink.
    Ellers har filoffen ret: Capac har ikke været trofast læser af Spiderman, nærmere sporadisk sådan. Så geek er man ikke.

  3. Carsten kommentarer:

    Man behøver skam heller ikke være geek for at nyde Spidermanfilmene, eller for at skrive om tegneserierelaterede emner for den sags skyld (jvf dine venlige bemærkninger til mit Nina Simone indlæg :-)). Men, som med næsten alle former for kultur, så øger det fornøjelsen ved at se filmene betragteligt, når man kender baggrunden for historien og kan sammenligne filmens anvendelse af de gode gamle velkendte figurer.

    Derudover har du helt ret i det med psykologiseringen. Det reneste udtryk for denne tendens indenfor tegneseriefilmatiseringerne er formodentlig stadigt Bryan Singers Superman. Superman har aldrig været kendt som den store emotionelle figur, så når Bryan Singer går i gang med det kræver lidt tilvænning at væne sig til en Superman med føllser.

    Spiderman derimod har jo, lige fra sin undfangelse, netop været karakteriseret ved at være meget udpræget menneskelig – noget som Superman jo, af naturlige Ã¥rsager, kan have svært ved at være. Spideys liv har, ogsÃ¥ i tegneserierne, altid været præget af de traditionelle teenage-problemer; piger, status, familie etc. Og en del af glæden ved at læse de rigtigt gamle numre af Spiderman var uden tvivl, at se en person der mindede meget om en selv, og som samtidigt havde superkræfter, og opdage, at de havde de samme problemer som en selv – omend Peter parkers kærester altid sÃ¥ meget bedre ud end nogen jeg nogensinde kunne komme i nærheden af ;-)

  4. capac kommentarer:

    @Carsten: Javist. Jeg er enig i, at det er en klar fordel at kende tegneserien univers og udvikling, nÃ¥r man skal bedømme filmens omsættelse. At Spiderman i forvejen er et følsomt gemyt er der jo ingen tvivl om. Det interessante ved den nye filmiske udvikling er mÃ¥ske, at psykologiseringen – hvis ellers min indlæsning beretter til det – tydeligvis trækker pÃ¥ det foregÃ¥ende Ã¥rhundredes psykologiske tænkning, specielt den psykodynamiske tradition. Det var bare det…

  5. Carsten kommentarer:

    Hum – jeg tror vi taler forbi hinanden. Jeg kritiserer ikke, ja tilslutter mig faktisk pÃ¥ det varmeste, din tese om Spidermanfilmenes stadigt mere (Freudiansk-inspirerede) psykologiserende tilgang til Spiderman, og skriver glad og gerne under pÃ¥, at denne tendens er mere tydelig i filmene end den er/har været i (størstedelen af) tegneserierne. Men derfor er det vel stadigt rart at fÃ¥ lidt at vide om den tegneseriemæssige baggrund for, at det netop er Spiderman der (forhÃ¥bentlig med held) kan udsættes for en sÃ¥dan behandling.

    Singers psykologisering af Superman.-figuren var, synes jeg, ikke videre vellykket, hvilket skyldes, at Superman ikke er tænkt som et menneske, men netop som et SUPERmenneske. Hvilket , i det mindste på mig, har fået ethvert forsøg på at gøre ham alt for menneskelig til at virke påklistret. Spiderman derimod er, og har altid været tænkt som, en meget menneskelig superhelt, med meget menneskelige problemer. Et meget karakteristisk problem for Spiderman i de tidligere hæfter var således hand problemer med at få vasket sit kostume, hvilket er svært når når det skal gøres ubemærket, og man kun har adgang til en møntvask (Sam Raimi anvendte, så vidt jeg husker, en variation af denne joke i den sidste film). Pointen er, at den slags problemer har Superman aldrig haft.

    Hmmmm – mÃ¥ske jeg bare skulle skrive et indlæg om alt det her ovre hos mig selv, i stedet for at forpeste din blog med mine kommentarer :-)

  6. Carsten kommentarer:

    Og nu vi er ved psykologiseringen: De ovenstående indlæg er bevidst valgte overspringshandlinger, skrevet mens jeg sidder skriver (eller rettere IKKE skriver) på sidste kapitel i Afhandlingen. Så kan man lægge i det, hvad man vil.

  7. capac kommentarer:

    @Carsten: Dine – ogsÃ¥ lange – indlæg er altid velkomne i denne blog. Om vi taler lidt forbi hinanden? Det tror jeg ikke. Jeg opfatter da ikke dine indlæg som kritik pÃ¥ anden mÃ¥de end som fremhævelser af en relevant perspektivering til det trykte ophav. Den kontekst, du fremhæver, er jo netop relevant, fordi Raimi jo forholder sig “loyalt” til den tegnede serie og derfor mÃ¥ forventes at respektere fx dennes persontegning. – I øvrigt kunne det mÃ¥ske hjælpe pÃ¥ afhandlingskriveriet med nogle perspektiveringer til tegneserieuniverset!? ;-)

  8. Carsten kommentarer:

    Tjah – udover et par enkelte Harry Potter-referencer, og en henvisning til et oplæg jeg engang gav om Buffy the Vampireslayer og dydsetik, sÃ¥ er afhandlingen foruroligende fri for populærkulturelle holdepunkter.

    Til gengæld har jeg netop afskibet tre abstracts/artikelforslag til redaktøren for den kommende “Batman and Philosophy”-antologi (http://scholar.library.csi.cuny.edu/~white/Batman_and_Philosophy_CFP. pdf): Et om oprindelseshistoriens (“the origin story”) betydning for superheltefiguren generelt, med Batman som konkret eksempel; et om Batman og problemet vedrørende selvtægt (med særlig henblik pÃ¥ de metoder, som foreslÃ¥s anvendt i den sÃ¥kaldte “krig mod terrorisme”, og et om Aristotles og Batman om moralsk dannelse.

  9. capac kommentarer:

    @Carsten: Ja, det er jo nok tungtvejende institutionelle grunde til at afhandlingen savner populærkulturelle dimensioner. Det lyder spændende med Batman-teksterne.

  10. Carsten kommentarer:

    Forøvrigt – nu vi er ved det tegneseriemæssige. Hvis du ikke skulle have opdaget det, er de første billeder fra den kommende Iron Man film (som du tidligere har omtalt) kommet pÃ¥ nettet. Tjek f.eks. tegneseriesiden.dk.

Skriv en kommentar

7.998 har læst indlægget
13,607