C. V. Jørgensen nærmer sig de tres…
23. april 2010
Den gode mand og blogkollega Peter H. Olesen har sendt mig en mail vedrørende en forestående hyldestkoncert til ære for C. V. Jørgensen, der fylder 60 år den 9. maj i år. Her er, hvad der står i mailen:
“Her i den vestlige verden er det ikke længere i sig selv en stor bedrift eller begivenhed at blive 60 år, men det er dog stadig et skarpt hjørne, som giver god anledning til at stoppe op for at markere og fejre et menneske, hvis bedrifter og livsværk man ser op til og holder af.
Den 9. maj fylder den store sanger og sangskriver CV Jørgensen 60 år. Det skal nok blive markeret og fejret på behørig vis mange steder og på forskellige måder. Sangskriverkollegaerne Per Kristensen og Peter H. Olesen, der begge gør sig i dansksprogede sange, fandt ud af, at de også havde lyst til at vise deres respekt for CV Jørgensen, der om nogen har skabt det moderne danske rocksprog.
De har derfor stablet en selvbestaltet hyldest på benene i form af en stor koncert i Musikcafeen i Huset Magstræde, et kulturhus der i år også fylder rundt, nemlig 40 år. På selve dagen, altså søndag d. 9. maj, vil en række udvalgte sangere og sangskrivere derfor fremføre kendte og mindre kendte CV-sange i egne versioner.
Følgende kunstnere har takket ja til at medvirke:
Butzback
Jonas Dissing
Karin Ørum
Kaspar Vig og Andreas Fuglebæk
Kristoffer Munck Mortensen (Mellemblond)
Lars Hybel
Mads Wæhrens
Marie Key
Marie-Louise Munck & Troels Bech
Nanna
Solveig Sandnes og Disa (Er de sjældne)
Per Kristensen
Peter H. Olesen og Michael Lund (De efterladte)
Prins Nitram
Sara Grabow
T.S. HøegAlle disse optrædende vil blive akkompagneret af trioen
Og Hvad Er Klokken, som udover de faste medlemmer
Kresten Osgood (trommer)
Jesper Løvdal (saxofon og Würlitzer)
og Thomas Vang (bas)
i aftenens anledning er blevet udvidet med
Dan Hemmer (Hammond, Moog og Korg)Entré: 100 kr.
Koncerten starter kl. 20.00 (dørene til Musikcafeen åbnes kl. 19.30).
Ret til ændringer forbeholdes.NB! Det bliver ikke muligt at sætte billetter i forsalg og Huset står heller ikke for at reservere billetter.”
Mailen fik mig til at tænke på dengang, jeg første gang hørte om Carsten Jørgensen fra Lyngby. Det var – selvfølgelig – i dampradioen. Eller rettere: DR Program 3. Hos Hans Otto Bisgaard, hvis jeg ikke tager meget fejl. C. V. Jørgensen havde fået udsendt sit debutalbum En stynet strejfer (en titel, der fik den unge poesiinteresserede capac til straks at spidse ører..) på det lille, nu hedengangne pladeselskab Hookfarm. året var 1974, og jeg var kun lige kommet i gang med min lange vandring gennem universitetsstudiet, og musikken var den gummibåd, jeg kunne kravle op i, når det så sortest ud. Og det gjorde det af og til. Med sig på pladen havde Jørgensen nogle af dem, der udgjorde “det ganske lille band”. Guitaristen Ivan Horn, bassisten Erick Falck og trommeslageren Gert Smedegård Andreasen. Og så var Thorstein Thomsen – senere Charlatan-gruppen og romanfatteri – også med.
Bisgaard kastede sig over teksterne. Blandt blev der spurgt ind til noget om et kors og Jesus og sådan. Det var dengang, man endnu gik op i tekstsiden. Og som jeg husker det, så svarede Jørgensen lettere afvæbnende på fortolkeren. Og allerede dengang stod det mig klart, at Jørgensen nok havde noget at bidrage med til den dansksprogede rock. Det var dog først lidt senere – med album nr. 2, T-Shirts, Terylenebukser & Gummisko (en titel, jeg altid har været vild med…)- jeg for alvor kom på vognen. Numrene På En Fortovsrestaurant, Louis’ band og Solskinspigen gjorde mig rigtig nysgerrrig med hensyn til denne sangskriver, der var meget personlig, men også stod i gæld til en vis hr. Zimmerman og musikken fra den amerikanske vestkyst.
Fra og med albummet Storbyens små oaser gik det stærkt. Jørgensen trådte mere og mere i karakter som den unikke, danske sangskriver, han er og fik forvaltet sin dylanske arv på bedste vis. Og jeg fulgte troskyldigt Jørgensen på plade og til koncerter frem til år 1990, hvor den første periode blev afrundet med hovedværket “I det muntre hjørne” (1990).
Da Jørgensen vendte tilbage igen med “Sjælland” havde han lagt rocken og de stramme sprogmanipulerende, sorte tekster bag sig til fordel for en mere eksperimenterende musikstil og et mere åbent og lyrisk tekstunivers. Selv om jeg stadigvæk opfatter mig selv om erklæret fan og har fulgt Jørgensen til dørs – på plade, så holder jeg mest af hans halvfjerdser- og firserproduktion. Sikkert mest af nostalgiske grunde…
