fra bibliotekskassen: Paul Weller – Illumination

25. april 2010

Den engelske sangskriver, sanger og musiker Paul Weller entrerede for alvor musikscenen (og min bevidsthed) som frontfigur i The Jam, som ganske vist var med i New Wave-bevægelsen, men ikke desto mindre stod med alle ben solidt nede i tressernes beatmusik med Ã¥ndelige fædre som The Who og The Kinks. Et band, der bÃ¥de ville kigge tilbage og frem – musikalsk set. Modsat visse punkbands, der blot ville fornægte fortiden og derfor ikke kom ud af stedet…

I starten af firserne forlod Weller  The Jam og  fortsatte i The Style Council, hvor man fik en forsmag på Paul Wellers karakteristiske appetit på alskens stilarter. Her var soul, funk, lidt elektro og meget andet godt.

Mange kunne ikke rigtig tilgive Weller, at han tog sit gode tøj og forlod de populære Jam pÃ¥ et tidspunkt, hvor de kommercielt og pÃ¥ anden vis var pÃ¥ højdepunktet af deres karriere. Og som jeg husker det, sÃ¥ blev Style Council ogsÃ¥ herhjemme (bl.a. i MM, som jeg holdt dengang) hele tiden og igen mÃ¥lt med Jam-alen. Til Style Councils bagdel. Men set i bagklogskabens ulideligt skarpe lys, sÃ¥ er der en lige linje fra The Jam over Style Council til Paul Wellers senere solokarriere. Selv hos The Jam var der tale om en vis stilistisk eklekticisme. Der var beat, men der var ogsÃ¥ soul og pop (fx hittet “Town Called Malice”). Og de socialt, bevidste tekster i Wellers sange blev ikke mindre markante som tiden gik.

Konstanten og kernen hos Weller har hele vejen været en solid sangskrivning, der hele tiden har ladet sig smitte af traditionens og de moderne musikalske trends lydbilleder. Stil og arrangement har altid været underlagt den gode sang. Det har åbenbart forvirret anmeldere og purister blandt publikum. På den anden side har Weller haft en solid fanskare (i England i hvert fald), der har fulgt ham i tykt og tyndt i hans egensidige vej gennem musikken.

At dykke ned pÃ¥ et Welleralbum kan opleves som stilforvirring – men ogsÃ¥ som en generøs musikalsk rejse gennem nogle sange, der i deres forskellighed supplerer hinanden næsten kontrapunktisk og smukt og afslører en sangskriver, der formÃ¥r at udtrykke sig facetteret, nuanceret og ubesværet i populærmusikkens mange sprog. SÃ¥ledes er det i hvert fald pÃ¥ albummet “Illumination” (fra 2002), som jeg fik fat i pÃ¥ bibliotekets udsalg, og som har snurret lystigt pÃ¥ min cdafspiller de sidste mange dage.

På pladen spiller Weller de fleste instrumenter, men får også hjælp af kollegerne Noel Gallagher (Oasis), Kelly Jones (Stereophonics) og Aziz Ibrahim. Det er et album, der bevæger sig klangligt i spektret fra tressernes beat og soul over halvfjerdsernes ditto, hvis man absolut skal prøve at indkredse det. Men Wellers sangskrivning er ikke for stilistiske fastholdere. Derfor kløjs mange af pladens anmeldere også i dette album, der ellers fremhæves som et af mandens allerbedste. Man mærker, at det er irriterende for journalistiske anmelderne, at Weller hverken forsøger at komme med nyt eller at lægge sig fast på en let identificerbar stilistisk bane. Weller koncenterer sig om det, han er bedst til: At skrive sange og fremføre dem i det humør og det arrangement, der lige nu og her passer ham.

I øvrigt er Weller aktuel med et nyt album Wake Up The Nation, der har fået fine anmeldelser med på vejen og har lagt sig på den engelske albumhitlistes førsteplads.

A Bullet For Everyone – LiveIllumination

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Niels K. P. kommentarer:

    Fin karakteristik af Weller. Som en af dem, der har “fulgt ham i tykt og tyndt” i næsten hele perioden, fra jeg købte mit første Jam-album for 30 Ã¥r siden, vil jeg dog lige nævne, at de altsÃ¥ hed The Style Council, og ikke “Counsil”. Jeg ved ikke, hvorfor den sidstnævnte stavemÃ¥de af og til dukker op i danske artikler og anmeldelser…

  2. capac kommentarer:

    @Niels: Tak for rettelsen. Endnu en af disse hersens skærmblindheder og/eller trykfejl. Jeg retter straks.

Skriv en kommentar

329 har læst indlægget
13,992