Bo Hansson er død, 67 år

28. april 2010

Tilbage i tresserne og halvfjerdserne, hvor det endnu var muligt for Danmarks Radios program 3 at interessere sig for andet musik, end det, der kunne ligge pÃ¥ hitlister, var antennerne rettet i alle retninger. Blandt andet mod Sverige, hvor den musikalsk og politisk progressive musik blomstrede. Et af de navne, der gjorde indtryk pÃ¥ mig, var duoen Hansson & Karlsson – henholdvis Bo og Janne – der med deres særlige blanding af tromme- og orgelbaseredet jazz-rock var med til at definere den svenske progressive rocks lyd.

I dagens svenske medier kan man læse, at Bo Hansson er død i en alder af kun 67 år. Hanssons musikalske karriere begyndte, da han som ganske ung (i halvtredserne) flyttede med sin familie til Stockholm. I spisesalen i familiens marketenderi stod et piano til fri afbenyttelse, og det blev springbrættet til musikken for Bo.

I tresserne kom Bo med i Sveriges svar pÃ¥ John Mayalls Bluesbreakers, Slims Bluesgang, hvor lederen Slim Notini sørgede for at tiltrække unge talenter, som skulle oplæres i blues-rockens ABC. Bo spillede guitar. Derfra gik det videre til The Merrymen – et andet bluesrockband – der kun var pÃ¥ banen et Ã¥rstid, men nÃ¥ede bÃ¥de at fÃ¥ en pladekontrakt og optræde som opvarmning for The Rolling Stones.

En bestemt musikalsk oplevelse betød et vendepunkt for Karlsson. I 1966 hører han den amerikanske jazzorganist Jack McDuff ved et koncert i Stockholm. Og de herlige toner fra Hammondorglet får den unge svensker til at stille guitaren til side.

Det var takket være Bill Öhrström, en driftig producent og talentspejder hos pladeselskabet Polydor, at Bo “Bosse” Hansson blev sat i forbindelse med Janne Karlsson. De to musikere faldt straks i hak, og i Ã¥rene 1967-69 lavede de tre album sammen. Debutpladen “Monument” betragtes i dag – blandt progvenner – som et af de allerbedste instrumentalalbums, som er lavet i skandinavisk sammenhæng. Et hektisk turnéliv sled de to musikeres samarbejde op, og efter indspilningen af albummet “Man at the Moon” var det slut.

Som solokunstner gjorde Bosse sig snart bemærket med en musikalsk fortolkning af J. R. R. Tolkiens romantrilogi om ringen. Med en firesporsbÃ¥ndoptager, instrumenter (bl.a. en ny Moog syntheziser – vist nok den første i Sverige) og nogle musikalske venner (bl.a. Anders Lind og Rune Carlsson) blev musikken indspillet i et lille sommerhus pÃ¥ Âlgö. Via en omvej til Sveriges Radio, hvor optagelserne blev mikset, udkom pladen sÃ¥ pÃ¥ det lille, nystiftede pladeselskab Silence Records. Ã…ret var 1970, og pladen blev en succes i Sverige. Den svenske radios svar pÃ¥ vores P3 tog musikken til sig, og noget af musikken blev sÃ¥gar valgt som signaturmusik for et radioprogram. OgsÃ¥ i DRs P3 vakte Sagan om Ringen begejstring kan jeg huske.

Den storsælgende Tolkienplade blev fulgt op af “Ur Trollkarlens hatt” i 1972, endnu et vellykket forsøg pÃ¥ at omsætte eventyrfiktion til musik. Pladen var en grandios, kompleks videreudvikling af temaer og ideer, som var opstÃ¥et under arbejdet med Tolkienpladen.

Allerede i sin tid som medlem i The Merrymen gik det op for Bo Hansson, at han ikke var meget for turnélivet og alle udenomsværkerne, som følger med, når man bliver kendt og feteret. Han havde det bedst i øve- og indspilningslokalerne, hvor han kunne hengive sig til musikken og sine tangenter. Det betød blandt andet, at det var yderst sjældent, at han opførte sin musik live i tiden efter samarbejdet med Janne Karlsson. Selv om ham arbejdede sammen med grupperne Fläsket Brinner og Kebnekajse, så foretrak han en tilbagetrukket rolle som udøver.

I 1975 udsendte han det eksperimenterende album Mellanväsen, som af kritikere blev opfattet som en slags epilog til Sagan om Ringen. Den blev fulgt op af El-Ahrala i 1977. Igen var forlægget litterært. Denne gang havde Hansson kastet sig over Richard Adams sællert Watership Down (Kaninbjerget). Pladen, der udkom på YTF, var dog mere guitaristen Kenny Håkanssons plade, idet hans strengeleg fik en fremtrædende rolle. Måske var pladen et tegn på, at Hansson ved at gå i musikalsk eksil. I hvert fald skulle der gå næste ti år, inden Bo Hansson igen lod høre fra sig som solopladekunstner. I 1985 kom Mitt I Livet. Bo var tilbage på Silence-plademærket. På pladen, der består af viser, får han hjælp af en række sangere. I modsætning til de foregående plader, fik denne en reserveret modtagelse i pressen. Måske var tiden løbet fra Hanssons tangentspil, eller måske var kritikerskaren blevet forynget. I hvert fald trak Bo Hannson sig tilbage efterfølgende. Og nu har han så trukket sig helt tilbage, og vi må nøjes med hans plader. Heldigvis er det meste genudgivet på cd. Hvil i fred.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 kommentarer

  1. Sifka kommentarer:

    Øv, ærgerligt og nå for søren. Det var altså god musik, der kom ud af den mand.

  2. capac kommentarer:

    @Sifka: Ja, lidt for tidligt, synes jeg nok.

  3. Henrik Hansen kommentarer:

    fantastisk post selv om det er på en sørgelig baggrund. Jeg havde glemt Hanson

  4. capac kommentarer:

    @Henrik: Så har jeg genopfrisket din hukommelse. Fluks hen på biblioteket med dig!

  5. mb kommentarer:

    Øv – jeg troede ellers lige han var kommet i gang med at spille igen. PÃ¥ youtube er der nogen nyere (2007-8) klip hvor han bl.a. jammer med nogen andre orgelbands.

  6. capac kommentarer:

    @mb: Ja, øv. Der er – heldigvis – en del youtubeclips med ham, bÃ¥de nye og ældre. Mon ikke der kommer nogle posthume udgivelser ogsÃ¥?!

Skriv en kommentar

461 har læst indlægget
13,380