Arbejdsløshedens svøbe
1. maj 2010I Politiken kan man her på arbejdernes internationale kampdag læse, at 66000 danskere forgæves har søgt hjælp på de lokale jobcentre. De pågældende har hverken kunnet få dagpenge eller bistand. Det hænger selvfølgelig sammen med to forhold. For det første har de ikke været medlem af en a-kasse, medens de var i beskæftigelse (eller er af andre grunde ikke berettiget til at modtage dagpenge, fx at de har været medhjælpende ægtefælle i familiefirmaet). For det andet har deres ægtefælle en indtægt og dermed forsørgerpligt – og de har ejendom, som først skal formøbles, inden de kan modtage bistandshjælp. I følge LO er 370000 danskere i risiko for at lande i samme situation.
Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at voksne mennesker i den erhvervsaktive alder således sendes i lodret fald mod samfundets bund. Og spørgsmålet er, hvad man kan gøre ved det? For det første må man indse, at ledighed er en indiskutabel del af den samfundsøkonomi, vi har. Og at den såkalde flexicurity-model på arbejdsmarkedet i sin kerne er bygget op om arbejdsløshedsfluktuationernes kendsgerning. Desværre har den nuværende regering igennem et årti foregøglet mange unge mennesker, at højkonjunkturen var kommet for at blive på grund af regeringens økonomiske politik, og derfor har mange fravalgt a-kasserne i den overtro, at jobs var noget, man altid kunne finde. Men den aktuelle dybe økonomiske krise viser noget andet.
Skal vi – som i mange år har betalt til vores a-kasse – så forbarme os over for de stakler, der nu går på røven? I hvert fald ikke betingelsesløst. De vil være en hån mod det store flertal, der i årevis har betalt deres bidrag, hvis man blot begyndte at udbetale dagpenge til de 66000 danskere. Måske kunne man forestille sig en model, hvor de pågældende blev pålagt at betale a-kassebidrag med tilbagevirkende kraft. At de for at modtage dagpenge på ordinær vis skulle acceptere en solidarisk gæld til fælleskabet? Den anden side af sagen er så, at vi bør indrette arbejdsmarkedspolitiken således, at alle der har et ordinært lønarbejde obligatorisk bidrager til en a-kasse. Når ledigheden er en reel risiko, så bør a-kassemedlemeskab være obligatorisk. Af hensyn til den enkelte – og af hensyn til fællesskabet. [link]
1. maj 2010 kl. 16:25
66000 danskere??? Uha, det er helt faretruende for økonomien i større skala, er det 2-3% af den arbejdende befolkning?
Som studerende med problemer i et enkelt fag arbejdede jeg i mange Ã¥r uden “sikkerhedsnet”, men dog sÃ¥dan at jeg kunne afmelde universitetet, hvis jeg blev arbejdsløs. Det er en underlig situation, men nÃ¥r man har mange ressourcer, gÃ¥r det jo som regel fint. Men det oplevedes som noget specielt, noget, der vedkommer en “enkeltperson” og ikke et samfundsproblem. Nu med en ramlende konjunktur (ved du hvad jeg vil hellere sige efter at være blevet selskabstømt, banktømt og landstømt af Ã¥ndsfrænder til de Islandske Vikinge-økonomer) sÃ¥ mÃ¥ vi finde en anden løsning – og den kan indbefatte radikale strukturændringer, hvilket altid er risikabelt og vil medføre mange tragedier.
Som svar på dit dilemma kan man lave låne- og støtteordninger, som kræver tilbagebetaling, men på favorable eller rimelige betingelser, og det vigtigste er selvfølgelig at sætte noget arbejde igang.
Planøkonomi er jo et fy-ord og ikke ønskeligt, men det er nødvendigt at erkende, at vi med den erhvervs- og uddannelsespolitik, som vi har, ikke har tilgodeset exporterhvervene tilstrækkeligt. Det kunne man sÃ¥ begynde at gøre noget ved – idekonkurrencer, prøve-projekter – det er blot en fattig mands ideer til hÃ¥ndtering af den nuværende situation.
1. maj 2010 kl. 16:49
@Donald: Handler det her ikke i bund og grund om, at man offentligt vedkender sig, at arbejdsløshed er et grundvilkÃ¥r, som alle lønmodtagere mÃ¥ leve med? Og at man som ledig kan blive et socialt tilfælde – og dermed en byrde for fællesskabet – hvis man ikke er forsikret mod ledigheden? I givet fald er det kun sund fornuft, at alle lønmodtagere er tilmeldt en ledighedsforsikring i en a-kasse. Jeg synes, at LOs analyse peger pÃ¥ en stor svaghed ved den dominerende liberalistisk-individualistiske politik, nemlig: At vi er afhængige af hinanden (fælleskabet!), nÃ¥r lokummet brænder. SÃ¥dan var det for bankerne, for landmændene, for flyselskaberne (mÃ¥ske?) og nu for de ledige. God 1. maj.
1. maj 2010 kl. 17:12
Jeg har egentlig aldrig forstået hvorfor der ikke bare findes een fælles A-kasse, som alle lønmodtagere automatisk er medlem af. Det virker som et kæmpe bureaukrati med alle de A-kasser, som dybest set laver nøjagtig det samme, eller har jeg fuldstændig misforstået noget?
1. maj 2010 kl. 17:50
@Steen: Helt enig. Lige som man ogsÃ¥ kan undre sig over, at hver eneste fagforening skal en pensionskasse (og at man derfor kan ende med at have flere pensionkasser – eller at skulle flytte sine penge fra en til en anden osv.). I gamle dage havde man fx en fælles sygekasse.
1. maj 2010 kl. 22:49
De mange a- og pensionskasser er resterne af pamperiet. De må meget gerne snart smelte sammen. En hel del vil vel også gerne, især fordi nogle af dem har været ualmindeligt dårligt ledet, med en forrentnig på 1 1/2 % og mindre.
Men capac, kan du se regeringen pludseligt plædere for, at folk skal melde sig ind i fagforeninger og a-kasser, nÃ¥r de nu i Ã¥revis har præket modsat, fordi det gik sÃ¥ godt? Men skulle Venstre og Konservative leve op til den mÃ¥de, “vennerne” i banker er blevet hjulpet pÃ¥, landbruget har udsigt til, sÃ¥ mÃ¥ de vel ogsÃ¥ stille med en arbejdsløshedpakke, som du og jeg sÃ¥ kan betale til. Alt imens jeg som pensionist skal huske at melde fra pÃ¥ kommunen, hvis jeg skulle finde pÃ¥ at være ude af landet mere end 2 mÃ¥neder ad gangen, f.eks for at udnytte varmen og de billige hoteller i november til januar sydpÃ¥; det kunne jo være et skalkeskjul for at tjene sorte penge! SÃ¥ langt ude i mistillid er vi kommet med Hjorten: tyv tror, hver mand stjæler!
Nu skriver Donald ganske rigtigt, at planøkonomi er et fy-ord; det har man jo bare valgt at se bort fra i EU, hvor det jo trives ganske godt.
2. maj 2010 kl. 00:01
@Aage: Nej, jeg kan selvfølgelig ikke se regeringen plædere for a-kasser osv. Det er en af grundene til, at vi bør af med den snarest muligt.
Og ja, jeg har skrevet om det før: Den siddende regering bygger deres indenrigspolitik på mistillid. Et af de områder, hvor de ikke vil spare og skære ned, er området for kontrol, evaluering, rapportering, kvalitetssikring osv. Mistillidens mange værktøjer.
Og med hensyn til “planøkonomi”, sÃ¥ det “sjovt” sÃ¥ mange gange den siddende regering bliver sammenlignet med Sovjetstaten. Man kunne forledes til at tro, at grunden til, at Sovjet og den virkeliggjorte socialisme er et fjendebillede for Løkke og co., er, at den ligner regeringen ganske meget… ;)