Musik p̴ en regnv̴d forsommerdag: Weld РNeil Young & Crazy Horse

8. maj 2010

PÃ¥ coverfotoet til Neil Young & Crazy Horses 1991-udspil, livedobbeltalbummet “Weld”, tÃ¥rner to overdimensionerede Fenderhøjtalere sig op og indrammer de projektørbelyste musikere. Som for at advare – eller give løfte om – at ‘her spiller vi højt’. Som om man ikke kunne forvente det af den konstellation!

Albummet er en slags gentagelse af Live Rust, der udkom mere end et Ã¥rti tidligere. Ja, flere af numrene fra dengang gÃ¥r igen pÃ¥ Weld. MÃ¥ske er det forklaringen pÃ¥, at Weld ikke kunne leve op til forgængerens kommercielle succes. Live Rust kom i top 20, men Weld ikke engang i top 100. Ikke desto mindre er det en fremragende koncertplade, hvis man ellers sætter pris pÃ¥ den støjrock, som Young og Crazy Horse leverer, nÃ¥r de er i det hjørne. Den karakteristiske blytunge sound, der nu og da tangerer det buldrende og tordnende, med Youngs forvrængede og dissonante leadguitar pÃ¥ toppen. Heavy – uden at være heavy metal – og med respektfulde fortolkninger af Neil Youngs sangskat. Fx klassikeren “Cinnamon Girl”, der fÃ¥r ny energi af alle de watt, der bruges pÃ¥ den. For slet ikke at tale om coverversionen af Bob Dylans “Blowin in the Wind”, der Ã¥benbart tÃ¥ler hvad som helst uden at blive meningsløs.

I følge internetarkiverne så pådrog Neil Young sig en varig høreskade, da han miksede Weld. Det tror man gerne, for den øser fra den kilde, som beton- og heavyrocken har drukket af siden rocktidernes morgen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

371 har læst indlægget
14,399