Privatskoler, folkeskole og demokratiets status

11. maj 2010

I den forgangne uge stjal socialdemokraten Mette Frederiksen overskrifter i aviserne, fordi hun havde valgt at sætte sine børn i en privat lilleskole. Problemet var ikke selve valget, men at hun i 2005 – pÃ¥ en for hende sædvanlig lidenskabelig og moraliserende vis – havde sendt følgende svada af sted til danske forældre: “En stor del af ansvaret for folkeskolen fungerer ligger hos os forældre. Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole sÃ¥ snart der er problemer i folkeskolen. Alle har et ansvar for at folkeskolen fungerer. Det betyder altsÃ¥, at man mÃ¥ blive og tage kampen op … kæmpe for at forbedre skolens faglighed og miljø, i stedet for at tage børnene ud af skolen“.

Bedre blev det ikke af, at Frederiksen forsøgte at forklare sin egen handling som en nuancering af ovenstÃ¥ende markante og ret sÃ¥ entydige holdning. Og bedre blev det slet ikke af, at hendes formand Helle Thorning Schmidt efterfølgende indrømmede, at ogsÃ¥ hun valgte en privatskole til en af sine børn – selv om hun heller ikke i princippet havde ændret holdning til folkeskolen.

I dag kan man sÃ¥ læse af hele 25% af folketingets medlemmer har valgt at sætte deres “overskudsbørn” i privatskole. Problemet med Frederiksen og Thorning er selvfølgelig, at vi almindelige dødelige vælgere forventer, at der er sammenhæng mellem det politikere siger og mener – og det, de gør. At der er konsekvens mellem deres sigen og gøren. Det er sÃ¥ at sige væsentligt træk ved det repræsentative demokrati. Det handler om politiks troværdighed. Politikerne vælges ud fra deres sigen og skriven (valgløfter og programmer), og vælgerne forventer, at de forsøger at realisere det sagte og skrevne.

Men, som vi ogsÃ¥ ved, sÃ¥ forholder det sig sjældent sÃ¥dan. Derfor har vi fænomener som “politikerlede” og politisk desinteresse. Det er det repræsentative demokratis svamp. At repræsentationen ikke fungerer godt nok. Frederiksens og Thornings handlinger og efterfølgende svage argumentation udstiller endnu engang, hvor gabende stor afstanden er mellem de folkevalgte og deres vælgerskare. Mellem den politiske elite og dem, der ikke har noget reelt skolevalg. Og debatten illustrerer, hvorfor man som vælger skal vurdere politikerne pÃ¥ deres politiske handlinger og ikke primært pÃ¥ deres talestrømme.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 kommentarer

  1. Donald kommentarer:

    Hvad var det, Helle eller Mette sagde: Til sidst var mine børn de eneste tilbage i klassen som interesserede sig for at lære noget. Det var noget i den retning, der var begrundelsen.

    Jeg ville, hvis jeg havde overskud og energi og forhåbentlig får jeg det snart, tage til Østerbro og besøge de pågældende skoler for at se, hvordan det står til.

  2. capac kommentarer:

    @Donald: Selvfølgelig kan man godt forstå de to socialdemokraters handlemåde som forældre. Hvem vil ikke give sine børn de bedste betingelser? Problemet er, at de kommer til at modsige sig selv eller tale med to tunger. Og deres politiske inkonsekvens illustrer også, at der er noget helt galt med folkeskolen.

  3. Donald kommentarer:

    Ja, de taler med to tunger, jeg er klar over hvad du mener. Jeg har i mange år ment at der er noget galt med folkeskolens administration. Det er forbløffende, så godt det fungerer, når man tager i betragtning at lærerne i praksis bliver fanget af deres uddannelse og har svært ved at forlange forbedringer af arbejdsmiljø og arbejdsforhold.

    Politkerne Mette og Helle har en position, hvor de kunne have talt om at regulere arbejdsforholdene for skolerne – det ville have flyttet en hel del forældre fra Liberale til Socialdemokrati her i kommunen, hvor de forældre, der har stemt V for liberale er begyndt at vakle, fordi de ser, hvor dÃ¥rlige skolernes materiel og lokaleforhold er.

    Jeg vil ikke kritisere eller skælde ud, men spørger mig selv om ikke dette var et af de punkter, som S og SF har misset i agitationen efter 2001. Der er en udpræget til bøjelighed til at anse folkeskolelærere som ansatte, der skal gøre hvad de får besked på i stedet for at anse børnene som købere af viden, der kommer til lærerne og beder om at få assistance mod betaling.

  4. capac kommentarer:

    @Donald: De to socialdemokraters inkonsekvens afslører jo også, at de ikke helt har haft føling med, hvad der foregik i folkeskolen og blandt de forældre, der valgte folkeskolen fra. Det er meget lettere, når man selv står i situationen.
    Folkeskolen har mange problemer. Der er de økonomiske, manglende ressourcer. Der er ogsÃ¥ det forhold, at folkeskolen har været og er en slagmark for ideologi, hvilket viser sig i en fortløbende ændring af love og regler. Endelig gik noget tabt, dengang man gjorde skolelæreren til en simpel lønmodtager. Man affortryllede lærergerningen, som engang havde samme aura som præstens. Et kald. Og jeg tror ikke, vi kan gøre skolen bedre ved at opfatte forholdet mellem lærer og elev som et forhold mellem en sælger og en konsument eller mellem en ansat og en “arbejdsgiver”. Lærdom og viden er noget andet en vare eller et produkt – selv om regeringen og dens kompaner vil have os til at tro det.

Skriv en kommentar

245 har læst indlægget
14,457