Wilco kom forbi Ã…rhus…

26. maj 2010

Hvad stiller man op sÃ¥dan en sort tirsdag, hvor det politiske establishment for alvor er trÃ¥dt i karakter og har stillet sin sorte, asociale sjæl til skue for offentligheden? Hvis man ikke vil slÃ¥ sig pÃ¥ flasken, sÃ¥ kan man jo lytte til god musik. Og tilfældet ville, at det amerikanske band Wilco havde valgt at give koncert i det Ã¥rhusianske Musikhuset. Af alle steder. For Musikhuset er ikke just kendt for at satse pÃ¥ rock, men snarere pÃ¥ “sikre”, afprøvede mainstreamprodukter.

Nuvel, Wilco havde fået lov til at slå deres folder på den store scene, og det kunne jeg selvfølgelig ikke ignorere, hvorfor jeg havde købt en billet på allerførste række, så jeg bogstaveligt talt kunne se forsanger Jeff Tweedy og guitarist Nels Cline lige i øjnene.

Selv om det måske nok strider mod rockens natur, at man sidder i en magelig, plydsbetrukket stol, så fungerede koncerten upåklageligt. Wilco gik på et par minutter over otte og spillede derpå non-stop i to timer, inkl. to ekstranumre. Meget professionelt og lige efter mine forventninger.

Allerede et par numre inde i koncerten slog det mig, hvorfor kritikere, selv om de var vilde med bandets musik, har haft deres problemer med at indkredse gruppens stil. Wilco er i udtalt grad stilblandere, eklektikere. Selv om Wilco udspringer af det alternative countryband Uncle Tupelo, så har gruppen for længst forladt countrymusikken som værende den eneste stilistiske reference. De to indledende numre stod i dyb gæld til grungen og ikke mindst noiserocken. Men i løbet af koncerten blev det klart, at gruppen ikke sådan lader sig sætte på formel. Ballader, countrynumre, regulære guitarrocknumre vekslede med hinanden og viste et band, der ubesværet udfolder sig i et spektrum fra Sonic Youth til Hank Williams. Billedligt talt.

Hvis man endelig skal pege pÃ¥ noget, der kunne udgøre sammenhængskraften (for nu at give dette forslidt ord lidt mening…) i Wilco, sÃ¥ er der rocken. Den udskældte, guitarbaserede rock. Og Wilco leverede beviset pÃ¥, at rygterne om guitarrockens død eller anakronisme er vildt overdrevne. Den lever i bedste velgÃ¥ende, nÃ¥r Nels Cline aflokker sine Fenderguitarer sÃ¥vel klange fra forvrængningens overdrev og fra den lyriske diskretions finesser og i samspil med de to andre guitarister i gruppen, Jeff Tweedy og Pat Sansone.

Wilco står for mig som nogle af de ypperlige repræsentanter for den moderne rock, som man også finder repræsenteret i det store indiefelt. Et band, der i en globaliseret verden er bevidste om den store, frugtbare og nærmest uudtømmelige, amerikanske musiktradition og uden puritansk finfølelse bruger løs af dens mange udtryk. Man forstår godt, hvorfor pladeselskaberne har taget sig til hovedet. For hvordan skal man dog markedsføre et band som Wilco?

Som musikelsker er man til gengæld bare glad for at fÃ¥ chancen for at fÃ¥ hjernen blæst ud og ører blæst fri for støv af et engageret, velspillende band med volumenknappen næsten helt i bund. De mÃ¥ gerne komme forbi Ã…rhus en anden god gang og fÃ¥ en til at glemme den indeklemte politiske virkelighed i lille Danmark…

Sætlisten ( i følge Gaffa):
Ashes of American Flags
Bull Black Nova
I Am Trying To Break Your Heart
One Wing
Via Chicago
War on War
Country Disappeared
Handshake Drugs
Impossible Germany
Sky Blue Sky
California Stars
Sonny Feeling
Jesus etc.
Hate it Here
Theologians
You Never Know
Heavy Metal Drummer
Walken
I’m The Man Who Loves You
Hummingbird
Shot In The Arm
————–
The Late Greats
I’m A Wheel

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. mb kommentarer:

    Nels Cline har gennem tiden spillet alle genrer f.eks.
    http://en.wikipedia.org/wiki/Nels_Cline_Trio

  2. capac kommentarer:

    @mb: Ja og Tweedy var punk-rock-fan før han kom med i Uncle Tupelo. I det hele taget er de ikke kostforagtere i den gruppe.

Skriv en kommentar

268 har læst indlægget
13,768