Bob Dylan – anno 1962

29. maj 2010

PÃ¥ en eller anden internetside faldt jeg i staver over en bemærkning om Bob Dylans debutalbum fra 1962. Pladen blev omtalt som “den sjældent hørte”. Og det er der nok noget om. I hvert fald er det en rum tid siden, jeg selv havde den ude af LP-samlingen. Og jeg kom til at tænke pÃ¥ dengang, jeg blev grebet af min egen personlige Dylan-feber og købte mig fattig pÃ¥ mandens første mange plader. Blandt andet debutalbummet. SÃ¥ det lÃ¥ lige for at bruge lidt af denne lørdag pÃ¥ et genhør.
I følge legenden blev pladen indspillet i løbet af tre eftermiddage og var for Columbia pladeseskabet en slags discountprodution (til 402 $ hed det sig). Og Dylan havde brugt dage og nætter op til optagelsen pÃ¥ at lytte til Woody Guthrie og andre af forbillederne i den amerianske folk- og blues tradion. Og det der kommer ud af rillerne er da ogsÃ¥ traditionsbevidst musik fra en ung kunstner i sin vorden. Kun to af numrene pÃ¥ pladen har Bob Dylan selv skrevet. Dels den erklærede hyldest “Song for Woody”, hvor respekten for den store mester kommer til udtryk i ordene:

Hey Woody Guthrie but I know that you know
All the things that I’m saying and a many times more
I’m singing you the song but I can’t you sing enough
‘Cause there’s not many men that’ve done the things that you’ve done.

Men med den anden selvskrevne sang – “Talkin’ New York” fÃ¥r man allerede et utvetydigt tegn pÃ¥, at Dylan som sangskriver er i færd med at træde ud af skyggen pÃ¥ sine forbilleder. Melodien er stadigvæk solidt forankret i det traditionelle udtryk, men teksten hører allerede til blandt Dylans bedste.
Ellers har pladen den noksom omtalte friskhed, som tilhører de velykkede debutplader (Beatles, Stones…). Dylans begrænsede stemme brænder lidenskabeligt i fortolkningen af Jesse Fullers, Bukka Whites, Blind Lemon Jeffersons og de andres ikoners stærke tekster. Han fraserer med frenetisk energi, og der er elektricitet i den akustiske guitar og – ikke mindst – mundharmonikaen. Og i bagklogskabens lys synes jeg man kan høre, at Dylan et eller andet sted er forblevet den samme, selv om tiden er gÃ¥et.

En lidt senere optagelse (1963) fra New Port Festivalen

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

226 har læst indlægget
13,587