Aftenens film: The Bone Collector

31. maj 2010

Fruen havde indkøbt Phillip Noyces krimi “The Bone Collector” (1999) i den lokale videoshop, og jeg lod mig lokke af de bløde sofapuder.

Filmen er en af den slags, der sælges (se blot coveret) på sin hovedrolleindehavere. I dette tilfælde vor tids svar på Sidney Poitier, Denzel Washington, i rollen som den paralyserede forensics expert, Lincoln Rhyme, og skuespillerinden med de største læber i Hollywood, Angelina Jolie, i rollen som Rhymes kriminalteknisk begavede lærling.

Plottet er lige efter den kriminalbog, der er blevet skrevet et par Ã¥r tidligere med manuskriptet til David Finchers succesfulde “Seven”: En bestialsk og udspekuleret morder slagter en række mennesker og efterlader sig kryptiske, iscenesatte spor, som skal lede politiet hen til morderen, hvis ellers de er dygtige nok. SÃ¥dan en slags avanceret rebus, som tilskuerne ikke har en jordisk chance for at gætte med pÃ¥, og som lugter langt væk af at være blevet konstrueret i manuskriptforfatterens lønkammer. Den dramatiske spænding tænkes at opstÃ¥ i gætteriets kapløb med tiden. Kan de to politifolk nÃ¥ at fÃ¥ fat i psykopaten, inden han afliver sit næste offer pÃ¥ spektakulær og pervers vis, som tidens trend kræver?

Men det er sÃ¥ som sÃ¥ med spændingen i filmen. Den slæber sig stille af sted i nogenlunde samme tempo hele filmen igennem. Og slutningen, der i følge traditionen, skal være “overraskende”, er det ikke rigtig, nÃ¥r man først har set flere af den slags krimier.
Denzel Washington har heller ikke de bedste kort på hånden. Han ligger lammet i en hospitalsseng og kan kun bruge munden og en finger. Det kommer der ikke meget skuespilleri ud af, selv om han spiler øjnene op og sveder bravt. At Washington i forvejen er en skuespiller med et begrænset arsenal af udtryksmuligheder, gør det ikke bedre. Det går bedre for Jolie, der har været så heldig at få en interessant karakter i pigen med den traumatiske fortid, men manuskriptet lader hende  i stikken, fordi potentialet ikke rigtig bliver udfoldet. Og det semi-amourøse skæbnefælleskab, som vokser frem  mellem de to politifolk, forbliver et postulat på Lincoln Rhymes udtryksløse læber.

Den mest interessante person i filmen er egentlig karakterskuespilleren Michael Rooker i rollen som det obligatoriske dumme svin af en overordnet, Captain Howard Cheney. Men heller ikke han får lov til andet end at være forudsigelig dum og usympatisk. Det gør han så til gengæld godt.
Filmen er altså en slags Stieg Larsson-krimi light med et fortænkt plot, hvor den elementære spænding er gidsel i et påfaldende konstrueret gætværk, og som mangler hele den postmoderne, nyfeministiske kønskritiske overbygning, der trods alt får Larssons krimier til at skille sig lidt ud i mainstreamkrimilitteraturen. En kvalitetsmæssig B-film, der giver tilskueren det, han eller hun forventes at ville have ved videomaskinen eller i biografens mørke en fredag aften. Underholdningsmetervare, som ikke beskæftiger tilskuerens hjerne et minut efter, man har forladt biografsalens mørke eller familiesofaen.
Heldigvis sluttede filmen af med at afspille Peter Gabriels og Kate Bushs fine, uopslidelige duet “Don’t give up”. Hvorfor den blev afspillet fortaber sig i det uvisse, men sangen er god.

PS. Og sÃ¥ savner jeg den tid, hvor man gjorde sig umage for at give udenlandske film en dansk titel. Selv om jeg godt ved, hvad The Bone Collector betyder, sÃ¥ ville det være sjovere med en dansk titel. Hvad er der galt med “Knoglesamleren”?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

622 har læst indlægget
13,606