Lækager og magtbegær
4. juni 2010Et velfungerende demokrati burde kunne tæmme det værste magtbegær, som driver politikernes virke. Men sådan er det langtfra altid. Det danske demokrati er ingenlunde perfekt, og i disse dage har man mulighed for at studere, hvordan magtbegæret kommer til udtryk på forskellig vis.
Regeringen er trængt, og statsminister Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke formået at vise, at han har format til at være partileder og statsminister. Senest har han forsøgt at sætte punktum i den såkaldte Lene Espersen-sag, men samme Espersens alt andet end troværdige, alt for sene, offentlige undskyldning havde ikke karakter af et punktum, men snarere et udråbstegn. Sagen vil ikke dø.
Og nogen – en anonym kilde i regeringens koordinationsudvalg – har sørget for at forstørre udråbstegnet ved at afsløre, at Per Stig Møller – kulturministeren – i marts havde advaret fru Espersen mod at tage på familieferie i stedet for at tage til Arctic 5-møde med Hilary Clinton i Canada. Der blev også sået tvivl om, hvad statsministeren var vidende om og hvornår.
Den usædvanlige lækage er svær at forstå som andet end et politisk forsøg på at blamere den i forvejen upopulære Lene Espersen – og måske også svække den siddende regering og dens statsminister. Er der tale om et vendetta fra Per Stig Møllers side? Er det en tak-for-sidst til Lene Espersen, som angiveligt degraderede den ærgerrige Møller fra udenrigsministerposten til den lavtrangerende kulturministerstol ved seneste ministerrokade?
Per Stig Møller afviser selvfølgelig, at det skulle forholde sig på den måde og roser rituelt sin ministerkolllega i offentligheden. I en mail til Ritzaus bureau skriver Møller: “Jeg gik ind for hende både som politisk ordfører og som partiformand. Lene Espersen har sat virkelig god gang i strategiarbejdet i den konservative folketingsgruppe og er en stærk politisk dynamo i gruppen. At hun ved rokaden valgte at sætte holdet op på en ny måde er hendes ret, som jeg respekterer“. Jeg fremhæver. Mailen kan læses som politiks doublespeak. På overfladen anerkendes Espersens position og den politiske magtbalances status quo. Møller respekterer, at virkeligheden er sådan. Lige nu. Møller respekterer, at Espersen har disponeret, som hun har gjort, fordi hun havde ret til det, men bag ordene arbejder magtbegæret, som siger: Det burde være anderledes. Og måske er tiden inde til at ændre på det…
5. juni 2010 kl. 08:38
Spørgsmålet er så, om Per Stigs magtbegær ligger over hans IQ; der tvivler jeg lidt.
Men som romerne siger: Hvem gavner dette? Ikke Lene Espersen, og hun var ikke til stede. Ikke Per Stig. Ikke de konservative.
Venstre da? Ikke pÃ¥ den korte bane. Folk vil jo tro, at Lars Løkke har løjet. Men har han det? Hvad sagde han? ” Jeg var ikke en del af beslutningen” Og det er jo ingen løgn.
Men de konservative står i hvert fald mere svækket nu, end Venstre gør.
A propos hævntørst: er det rimeligt, at Pia Kjærsgaard, der i et brev til en Ærø-familie afslører sig selv som gÃ¥ende mÃ¥lrettet efter indvandrerfamilier, fra folketingets talerstol uindskrænket kan svine denne familie til, og skabe mistillid blandt forældrene og børnene ved at bevidst løgnagtigt at udtale:” Denne mor har sagt til sine børn, at hvis det ikke var for børnechecken, var de ikke blevet til!”
Og Thor Pedersen, der samme dag, i anden anledning, fremhævede, at “denne hellige folketingssal skal ikke misbruges ved at indbringe befolkningen” eller noget der lignede, han nægter at give denne løgnerske, der i høj grad har misbrugt en identificerbar familie fra folketingets talerstol, besked pÃ¥ at undskylde overfor befolkningen og familien.
5. juni 2010 kl. 10:23
@Aage: Jeg er enig. Romerne var jo gode magtpolitikere. Og “sagen” med Lene gavner ikke regeringen. Og lækagen er svær at forstÃ¥ som andet end et forsøg pÃ¥ levere endnu en pind til Espersens politiske kiste. Hun fremstÃ¥r som en dÃ¥rlig partileder og en useriøs udenrigsminister. Det kan kun koste politisk. Og lækagen er endnu en en understregning af Løkkes manglende statsmandsformat og Venstres kroniske regeringskrise. Hvem gavner lækagen? Per Stig Møllers forfængelighed.
Og med hensyn til fru Kjærsgaard, sÃ¥ er det mest skræmmende nok, at hun sÃ¥ledes kan fremture med sin mere og mere udtalte diskriminerende politik – uden at nogen i regeringspartierne Venstre og Konservative stÃ¥r frem og siger: Nu er det nok. Vi skal ikke blive siddende for enhver pris.