Nancy Sinatra runder et skarpt hjørne

6. juni 2010

Nancy Sinatra har så længe, jeg kan huske, været fars pige. I hvert fald når hun blev omtalt i medierne. Nancy Sinatra, datter af Frank Sinatra. Det må have været lidt enerverende, sådan altid at skulle sættes i relation til det faderlige ophav.

Men – mellem os sagt – sÃ¥ har jeg altid foretrukket Nancy frem for Frank. Jovist, jeg ved godt, at Frank var crooneren med den berømmede frasering, men jeg har altid haft det bedst med hans blonde datters ligefremme pop. Og Nancy kom ind i min verden, da hun i 1966 bragede ind pÃ¥ hitlisterne med Lee Hazelwoods præ-feministiske sang om den unge pige, der giver sin utilstrækkelige elsker det glatte lag: These Boots Were Made For Walking. Sangen, der er blevet planket flere gange siden, var et rigtig beskidt hit. Den havde den gode popsangs kvaliteter. Sad lige i bevidstheden ved første gennemlytning og havde en tekst, der hævede sig lidt over mainstreamtrivialiteterne.

Sangen om de lange støvler, der skulle vade hen over den forsmÃ¥ede elsker, forblev Nancys største hit, (nÃ¥r man lige ser bort fra “Something Stupid” fra 1967, som hun indsang med farmand, men som henregnes til hans sangkatalog), men i Ã¥rene frem til starten af halvfjerdserne havde hun en række pæne successer. Sugar Town (ligeledes skrevet af Lee Hazelwood) nÃ¥ede næsten gennembrudssangens højder, duetterne “Some Velvet Morning” med Lee Hazelwood og “Things” med Dean Martin toppede ikke, men burde have gjort det (jo, sidstnævnte indtog førstepladsen i Norge…). Og sange som “Love Eyes”, “Happy”, “God Knows I Love You” og “How Are Things in California” viste sig i den øverste halvdel af top 100 i USA, men med sidstenævnte sang fra 1969 var det i realiteten slut med Nancys karriere som hitlistekunstner.

Ved siden af sangkarrieren havde hun også en løbebane som skuespillerinde i B-film og som deltager i en række tv-produktioner. Til de mindeværdige film hører Roger Cormans kultmotorcykelfilm  The Wild Angels fra 1966, hvor hun spillede sammen med Peter Fonda og Bruce Dern, og Elvis-filmen Speedway fra 1968, hvor hun fik æren af, at være en af Elvis-pigerne.

Op gennem halvfjerdserne fortsatte hun med at udgive plader, men den udeblivende succes fik hende til at trække sig tilbage til familielivet ved årtiets udgang.
Siden dengang har hun indspillet et udmærket countryalbum sammen med Mel Tillis (Me & Nancy) i 1981, skrevet en bog om farmand, hvis skygge hun aldrig rigtig kunne slippe ud af, Frank Sinatra, My Father (1985) – og optrÃ¥dt ganske afklædt i Playboy i maj 1995, 54 Ã¥r gammel. Sidstnævnte optræden gav anledning til en del diskussion i medierne, bl.a. andet om familiens – og ikke mindst fader Franks – manglende accept af fotografierne. Men balladen havde ogsÃ¥ en anden effekt. Interessen for Nancys gamle hits og indspilninger blev genskabt, og pladeselskabet Sundazed Records begyndte at udsende moderniserede udgaver af hendes tidlige albums fra Ã¥rene med Reprise Records. Frank var gammel pÃ¥ det tidspunkt og døde i 1998, og mÃ¥ske har det gjort det muligt at lytte til Nancys sange uden at skulle tænke: Hun er Franks datter. For Nancy havde sine egne kvaliteter som sangerinde. Hun besad en ærlig, ligefrem popstemme, som passede rigtig godt til især Lee Hazelwoods sange.

I overmorgen fylder Nancy Sinatra 70 år. Og det er selvfølgelig ubegribeligt, når man for sit indre øje ser den bestøvlede, smækre blondine slænge sig på nedenstående pladecover til debutalbummet Boots fra 1966.

Torbens indlæg på dagen

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

8 kommentarer

  1. Chopstick kommentarer:

    SÃ¥fremt bemeldte Nancy fylder 70 i disse dage og Playboy-forsiden som angivet er 15 Ã¥r gammelt, er Capacs smækre, bestøvlede 60’er-blondine da blevet overhalet indenom adskillige gange af en milfet, kropslig sensualitet, som for i hvert fald undertegnede er betydeligt mere attrÃ¥værdig end den gang sÃ¥lelæder, som skulle bruges til at spadsere i. Endnu et bevis pÃ¥, at man kommer længere, nÃ¥r man ikke læner sig op ad far. . .

  2. capac kommentarer:

    @Chopstick: Chacun à son Gôut, som man siger.

  3. iris kommentarer:

    altsÃ¥ … _chacun à son goût_ … s’il vous plaît … og nÃ¥r ret skal være ret … det var bare det.

    en af mine ti fingre har desværre i årenes løb udviklet sig til en rød kuglepen.

  4. capac kommentarer:

    @Iris: Mais oui! SÃ¥dan gÃ¥r det, nÃ¥r man ukritisk copy-paster fra netsiderne… Og korrekturlæsning er velkommen her i bloggen! :)

  5. Chopstick kommentarer:

    C’est plutot “chaqu’un”, non?

  6. Chopstick kommentarer:

    … og ikke “à“, som er et stedord, men derimod udsagnsordet “a”.

  7. capac kommentarer:

    @Chopstick: Jeg tror, vi fattede poiten alligevel: hver sin smag.

  8. capac kommentarer:

    @Chopstick: Jeg tror, vi fattede pointen (la point?!) alligevel: hver sin smag. ;)

Skriv en kommentar

1.433 har læst indlægget
13,607